Hvem vil ikke gerne besøge himlen, sådan bare en formiddag? Og hvem kunne ikke tænke sig at prøve at danse på skyer?
Danserne Anne Nyboe og Loa Carlslund får sig lige en gæstfri, lille sludder om himlen med de fremmødte vuggestuebørn og børnehavebørn, inden de åbner døren til scenerummet og Teater Minsks forestilling ’Himmel’.
Bag døren ligger scenen let og luftig med blafrende silkestoffer, der vajer som smukke, lyseblå bannere. På scenegulvet ligger hvide, uldne ’skytæpper’, som børnene gladeligt sætter sig på. Og så begynder de to dansere ellers deres nysgerrige rejse gennem himlen og mellem skyerne.
Muskeldansere
Koreografisk har Anne Nyboe og Loa Carlslund skabt en fin dans med sjove gymnastikbevægelser og akrobatiske løft.
De er begge to muskeldansere, og de griber legende fat i hinanden i muntre vejrmøller. Den ene lægger sig op på ryggen af den anden danser, der står og ’flyver’ gennem himmelrummet – og de flakser fint sammen gennem stofbanerne i en koreografi, hvor man mærker Thomas Eisenhardts koreografiske inspiration til at skabe bevægelser ud fra netop disse to danseres kropssprog.
Og så har de fundet på en skøn mavekurren, hvor de bare smider sig på gulvet med ’flyvearme’, så man kan mærke, hvor skønt det må være at ’surfe’ på skyerne.
’Surroundhimmel’
Som fortælling er 'Himmel' dog lige det svageste. Iscenesætteren Lisa Gertum Becker har ikke fået det drama ind i forestillingen, som himmelrummet ellers sagtens kunne rumme. Der er ikke noget plot mellem de to dansere – ingen rejse eller følelsesleg – og det svækker forestillingens forløb.
Scenografien af Tanja Bovin er fint luftig med stofvimplerne, men den kommer til at virke underligt diffus undervejs, fordi den også foregår bagved publikum i en slags ’surroundhimmel’.
Det virker oplagt scenisk, men det betyder, at børnene skal vende sig rundt og begynder at stå op, når danserne danser rundt om dem; det skaber mere forvirring end himmelglæde.
En frontal himmel havde sikkert haft lige så god effekt. Men dansernes hvide, løse bukser og bluser skaber smukke linjer om deres kroppe.
Plastik i himlen
Claus Carlsens musik er drømmende og både sfærisk og spinkel, så den passer til det luftige univers. Særligt noget xylofonmusik og en flyvende fløjte passer godt ind her.
Men musikken formår ikke at holde spændingen hele vejen. Det er lige ved, at den kunstige lyd af nogle knitrende plastikposer bliver forestillingens mest intense soundscape.
Men forestillingens grundstemning er utroligt venlig og imødekommende, og den vækker nysgerrighed. Den minder om Tali Rázgas danseforestilling 'Sneøjne'.
Børnene kan lide at være i dette rum. Og da danserne har bukket af, tilbyder de ’trækture’ rundt på skyerne i himmelrummet. Det vækker fryd. Himmelsk fryd.
