Det er altid godt at begynde med en sang. Når den så har en mundret, finurlig tekst om dyrene i havet, en god melodi og fyres af med en gæv fiskehandler ved guitarstrengene, er stemningen straks i top og forventningerne høje.
Og man bliver ikke skuffet. 'Frøken Ignora & Mister Georg' er en fest og en fornøjelse for øjne og ikke mindst ører. Velspillet og sjov, men aldrig fjollet, for den gode historie om modsætningerne mellem kæresteparret Ignora og Georg gør det også klart, at livet ikke er lutter lagkage.
Der er gode og dårlige dage, lyse og mørke stunder. Og begge dele forløses underholdene og medrivende og med en rørende og rummelig slutning. Det er tydeligt, at det er Ignora, der har de største udfordringer. Hendes dæmoner er så påtrængende, at de må holdes bag tykke døre i det mørke vandtårn, hvor hun bor på toppen.
Men indimellem får vi alligevel et glimt af et fælt blændende blåhvidt lys, der giver kuldegysninger og gør følelserne synlige uden at blive for skræmmende.
Meget af tiden drøner Frøken Ignora dog af sted i højeste gear, men aldrig overgearet. Kroppen kører og stemmen skrues op og ned med imponerende intervaller. Der skal ske noget. Det gør der bare ikke, for Mister Georg vil læse avis i fred og ro. Han vil også gerne bo sammen med Ignora, når de nu er kærester og tydeligt glade for hinanden.
Men hun er overbevist om, at ingen gider være sammen med hende og hendes 10 katte, som hun ikke har problemer med at lade George tage sig af. Og hvem skal for resten bestemme, hvem af dem skal føre og gå forrest?
Popstjerne og luftguitarist
I rollerne som Frøken Ignora og Mister Georg er Ingrid-Marie Thorlacius og Arian Kashef et dramatisk og musikalsk powerpar, og endnu et strålende eksempel på, at unge veluddannede skuespillere tager børneteatret alvorligt. Deres karakterer står knivskarpt med masser af udtryksfulde nuancer. Knusende søde og med hamrende gode stemmer kunne de sagtens fylde en stor musicalscene. I stedet giver de publikum en nærværende overskuelig og stor teateroplevelse i børnestørrelse.
Fiskehandleren i gummistøvler er manden i midten, der undervejs må dele pladsen med sin diametrale modsætning, danselæreren. Det er også Tobias Trier. Han er en herlig scenisk blæksprutte, opfindsom komponist og intens musiker, når han får guitaren i hænderne. Prik til ham lige meget hvor, og der kommer musik ud – valsetakter på guitar for eksempel. Så har man hørt det med, og hører det gerne igen.
Som fortæller er han klar i mælet og kær i rollen som fiskehandleren, der lidt undseligt altid er parat med omsorg, råd og vejledning, når Ignora med mellemrum går i sort. Danse kan han også og fører med sikker hånd, slikket latino-hår og ballerne stramt tilbage den danseglade hoppebold Ignora gennem tangoens rytmer. Georg krymper sig muggen og sur. Han vil ikke danse og i et forsøg på dansegulvet med Ignora tager hun straks styringen.
Men Georg har sine egne drømme, og de viser sig at være overraskende udadvendte og på linje med Ignoras. De vil begge være noget ved musikken. Hun griber chancen for at optræde som glitrende tv-popstjerne og det hjælper gevaldigt på det vakkelvorne selvværd. Stik Georg en luftguitar og han er lykkelig og brager igennem rockmuren i et skønt nummer.
Alligevel har Ignora alverdens komisk håbløse forklaringer på, hvorfor hun og Georg bare ikke kan bo sammen.
Lidt efter lidt får Georg med fiskehandleren som opbakning dog overbevist Ignora om, at der er plads nok i hendes hus til dem begge plus kattene. Frøken Ignoras spøgelser og utilpassethed rykker ud, Mister Georg rykker ind og fiskehandleren får det sidst ord. Selv om man er to, kan man nu og da godt have brug for kun at være sig selv, ”og det er helt okay”.