Teater er at mødes omkring et kunstgjort udtryk. Et udtryk sat sammen af former, farver, musik, bevægelser, lys, lugte, lyde og ord som tilsammen er valgt til at udtrykke den historie eller de stemninger som teatret vil delagtiggøre sit publikum i.
I nogle forestillinger er alle fortælleelementerne tilstede og i spil. I andre – fx de helt ordløse – er det kun nogle af dem. Og de, som mødes, er publikum og den eller de personer, som medvirker i forestillingen sammen med dens øvrige fortælleelementer.
Mere om hvad og hvordan dette møde er og fungerer i ’Rub og Stub’, som jeg så sammen med nok cirka 40 børnehavebørn, om lidt, men først lidt om de temperatur- og rumforhold som også har betydning for teateroplevelsen.
Kulde og kvadratmeter
Levende teater foregår i tid og rum. Når ’Rub og Stub’ scenografisk begrænser sig til at foregå på cirka otte kvadratmeter, er det selvfølgelig noget af en udfordring at spille forestillingen varm og nærværende, hvis spillet foregår i en kæmpestor og isnende kold teatersal, som tilfældet var på Oddervej 80 i Højbjerg. Godt at børnehavebørnene trods alt sad på et stort lyst og blødt tæppe. Og 'heldigt' at fortællingen har så højlydt og raskt et trav, at der ikke er tvivl om, hvor øjne og ører skal rettes hen.
’Rub og Stub’ er et dukkespil (med de Olsens Teater-karakteristiske rustikke trædukker og dyr), som foregår på og rundt om en lille bord af træ, hvorfra der hænger stofstykker i forskellige klare farver.
Som dukkefører og fortæller sætter Erik Olsen spillet i gang med stor sikkerhed og stor blødhed i stemmen, men desværre også i et noget fortravlet tempo. Vi skal ud i skoven. Ud i naturen. Ud til skovens vilde bær. Ud til en hare fyldt med liv. Et gråt får fyldt med dejligt uld. En ged som giver masser af mælk. Og en naturelskende mand, Rub og hans kone, Stub, som sammen danner det, Erik Olsen betegner: ’Et bedre par kan knap nok fås’.
Hypnotiseret hare
’Rub og Stub’ rummer problemer både i fortællemåden, ordvalget og i historiens handling. Rim og remser er jo en central del af børns eget sprog. Men når det som her går så hurtigt og når rimene har så lidt spræl og er gjort af ord og gøremål, der mere hører tidligere generationer til, kommer fortællingen let til at flagre.
Det er bestemt fint at introducere 3- til 6-årige for naturens mangfoldighedsfyldte flora, syltning og for et fredfyldt samliv. Stikkelsbær, brombær og blåbær kender børnene måske, men nok ikke revling. Næppe heller hvad man bruger et saltkar til, eller hvad hypnotiseret betyder. Det sidste bliver forklaret og koblet sammen med den hare, som er fortællingens omdrejningspunkt, for en hare kommer til at stå fuldstændig stille, hvis den får øje på blåbær, fortæller Olsen.
’Rub og Stub’ handler om den dag, hvor Rub kommer hjem med en hare, han forestiller sig skal omgøres til en lækker vildharesteg. Men haren lander ikke på aftensmadbordet, fordi Stub altid har ønsket sig ’en der kunne hoppe rundt og skabe liv’ – og det kan haren her, for den er nemlig ikke død, men fyldt med spilopper og så sulten, at den tømmer en hel balje skovbæresyltetøj og fortærer en stor fisk.
Haren er en hjælpsom fætter. Rub og Stubs aftensmad bliver derfor i stedet gedeost af nymalket gedemælk og dertil en ny portion skovbærsyltetøj. Og haren hopper ud i skoven igen.
Fint nok, hvis ikke historien undervejs spadserer ud på så indviklede afveje, at det bliver unødigt indviklet. En dykands æggeskal klækker, og den ene halvdel bliver til månen og den anden til solen, mens de små skalstumper bliver til alle stjernerne. I en anden kontekst kunne det måske have givet mening, men her kommer den røde træspand, som illuderer det klækkede æg alias sol og måne, til at flagre gådefyldt i den travle fortællevind.
Fint får
I en sammenhæng med for lidt løjerlighed i ordvalget, for mange børnehverdagsfjerne spor i fortællingen, et for hastigt fortælletrav og en musikkulisse som er for høj i lydstyrken og lige vel voksengearet i kompositionerne, bliver det stykkets figurer, vi koncentrerer os om.
Her gør det lille grå får fx en god figur. Det er sjovt at se, når fåret får klippet ulden af for at levere varmt tøj til haren. Geden overrasker nok også de små ved at være et meget langt (planke)dyr, hvis yver kommer til syne under det nedhængende stof. Dykanden bliver vakst skyllet ud af fiskens gab. Fiskens hale kan bruges som guitar.
Og sådan er der bestemt små finesser i en helhed, som desværre er rytmisk uhomogen og handlingsmæssigt falder fra hinanden – også selvom fortællingen til slut som en meget sød krølle vender tilbage til begyndelsen og slutter en ring ved at gøre os opmærksom på, at hvis vi ser en hare i skoven stå helt stille, så kan vi være sikre på, at der er blåbær i nærheden.
