På ét punkt adskiller denne Hamlet-forestilling sig fra alle andre af slagsen, jeg har set i et langt anmelderliv. Det er ubetinget den korteste. Knap 30 minutter spiller den. Og det er man glad for, for den har desværre meget lidt med ’Hamlet’ at gøre – ja, faktisk har den meget lidt med noget som helst at gøre. Det skulle da lige være en epoke i kunst- og performancehistorien, der ligger 40-50 år tilbage.
Det var dengang, kunstnere stillede sig op og så dybe ud, mens de sagde ’pip-pip’, rev et stykke papir i stykker, smadrede et flygel eller hældte vaskepulver ud over sig selv.
De medvirkende i ’Opus Hamlet’ – to sortklædte herrer med Beckett’ske bowlere – gør ingen af delene. De fører store dukker på rullende sokler frem og tilbage, mens de slår på gulnede tangenter eller blæser i figurernes indbyggede musikinstrumenter.
Dukkerne er finurlige – store, buede kroppe i hvidmalet ståltråd og ansigter af forrevet brunt papir – men desværre helt statuariske i udtrykket.
Selve Hamlet-historien er der heller ikke meget af. Det bliver ikke tydeligere for hverken børn eller voksne, at der med dyster stemme råbes ’Ofelia’, ’Polonius’ eller ’Hamlet’ engang imellem i den ellers ordløse forestilling, mens dukkeskulpturerne rulles frem og tilbage, eller at der drejes på en af de cykelpedaler, der indgår i flere af dukkernes konstruktion, så dukkehænder roterer eller små flapper giver lyd fra sig på cykelegerne.
Og når det bliver rigtig dramatisk, rasles der med en kæde. På sin vis er lydbillederne ganske pudsige, men de relaterer ikke til nogen form for historie eller drama.
Panderynken og lettere undren
For mig at se er det en af de forestillinger, hvor hver enkelt rekvisit og bevægelse tydeligvis har stor og dyb mening for de medvirkende, mens det hele ingenting betyder for os, der står udenfor og ser på.
Tættest på noget genkendeligt og forståeligt er nok den lille sekvens mod slutningen, hvor et stort stykke brunt papir foldes og forvandles til en dukke, som en lille tilskuer får lov at holde i sine arme som var det en baby, mens en anden papirdukke hælder gift i øret på den.
Kender man Shakespeares ’Hamlet’, forstår man, hvad det handler om – vi er til festen, hvor skuespillerne opfører en gendigtning af mordet på Hamlets far. Men selv den sekvens vil næppe sige små Hamlet-ukyndige noget som helst, lige som det aldrig bliver klart – for mig i hvert fald – hvorfor lige præcis den scene er valgt ud og gjort genkendelig, mens resten af den lille forestillings udtryk fortaber sig i happening-kunstens fortidige tåger.
Adam Walny er angivelig en kendt polsk dukkemager, der har skabt mange forestillinger og vundet priser for flere af dem. Denne her vinder han dog næppe andet ved end panderynken og lettere undren.
