Først var der et lettisk folkeeventyr. Så en moderne estisk forfatters fortolkning af historien oversat til dansk og til sidst Thy Teaters dramatisering. Måske er det derfor, at en forholdsvis enkel historie er endt som et hæsblæsende kaos uden dramatisk fokus.
Forestillingen præsenteres som en crazy-komedie. Men det er svært at se komikken – eller idéen – i at blande et væld af genrer, stilarter og personer sammen. Så det undervejs er vanskeligt at gennemskue, hvor i eventyret, vi befinder os, og hvorfor.
Den nutidige rammehistorie er til gengæld elementær, men effektiv. Tre personer i en flyterminal venter på signal til gaten, men får besked om, at flyafgangen er udsat. Hvorefter de selvfølgelig giver sig til at fortælle historien om den rige Mester Martin, der har sit på der tørre. Uheldigvis er det blevet forudsagt, at hans datter vil gifte sig med en fattig mand. Det skal farmand ikke have noget af. Han vil gøre hvad som helst – og gør det – for at undgå en skæbne værre end døden. Så vidt og så bredt og med personer, der både er dyr og mennesker, at det halve havde været for meget.
Mærkeligt gammeldags
Nogle er dukker, søde, sjove og flotte i flere størrelser. De rejsendes kufferter rummer hele tableauer fulde af ting og sager, der rækker fra det rædselsfuldt bloddryppende til ren bryllupsromantik. Et flot, flot skyggespil bliver det også til. Men ingen af delene bruges til ret meget. Man når knapt at få øje på kufferternes spændende indhold, før de medvirkende er flintret videre til noget nyt.
Det gjorde måske mindre, hvis de magtede at give det stadigt skiftende persongalleri en smule liv og troværdighed. Sådan er er det desværre ikke. Den på andre områder fremragende Rasmus Lyberth er ikke nok skuespiller til at bære en hovedrolle som Mester Martins. Komikken overspilles ud over alle smertegrænser, så det sjove forsvinder. Medspillerne optræder med en meget mærkelig, gammeldags blanding af karikaturer og stivbenet komik, der heller ikke gør noget godt for forestillingen.
Midt i det hele er alle tre pludselig tilbage i flyterminalen. Blot for at høre – surprise, surprise – at de stadig ikke kan komme af sted. En dejlig anledning til mere historiefortælling med nye tekster, der lyder lige så improviserede som de forrige. Men det ender lykkeligt for datteren. Efter 20 år er den unge mand blevet rig og parat til bryllup. For publikum havde lykken været en langt strammere iscenesættelse, flere dukker og bedre medvirkende.
Anmeldelse fra BTA 145
