’Glimmer på!’ er en teaterkoncert for børn. Glimmersangene er godt nok ikke kendte i forvejen, for de er komponeret netop til denne forestilling. Og sangene har heller ikke nødvendigvis potentiale til at blive fremtidens ørehængere – måske på nær lige titelnummeret ’Åh, åh! Glimmer på!’
Til gengæld er jeg ret sikker på, at de 3-8-årige tilskuere til ’Glimmer på!’ føler sig meget sete i denne forestilling med Teater Cool fra Næstved. For de tre performere inddrager hele tiden tilskuerne i sangene, så numrene nærmest føles som sanglege, hvor alle skal rejse sig og lave bestemte bevægelser med hænderne.
Der er vidunderligt meget glimmer i forestillingen. Skuespilleren Henriette Rosenbeck smiler, mens hendes øjne blinker af imødekommenhed og venlighed under en herligt vild teaterkoncertagtig make-up med lyseblåt glimmer på kinderne. Hun tager sin ene hånd og banker den mod sin anden skulder, hvorefter hun strækker armen ud i en stor bue – og så blafrer med fingrene, akkurat som om hun strøer glimmer ud i luften. Både børn og voksne efterligner straks hendes glimmerbevægelse. Og så er vi i gang.
Vi hører hurtigt om ’hængekøjekatten’, der er blevet væk. Eller som det hedder i Camille í Dali og Julie Michelsens bedste sang: ’Hvor er vores hængekøjekat / Den er ikke kommet hjem i nat’. Og så er bekymringen plantet i alle tilskuere, små som store.
Svømme med hvaler
Teaterkoncerten foregår på et rigtigt popstjernepodie med masser af glimmer. Scenografen Kristian Knudsen har designet et podie med fin plads til instrumenterne og de fjollede rekvisitter, der dukker op undervejs. Hængekøjen, ikke mindst.
Men det er ærgerligt, at podiet ikke er højere. Det er i hvert fald svært at se, hvad der foregår, hvis man ikke sidder på forreste række… Særligt i en globetrotteragtigt koreograferet ’undervandssafari’-sang, hvor børnene skal ’svømme med hvaler’ – uden at det dog bliver helt klart hvordan og hvorfor.
Kostumerne af Tanja Bovin har en herlig sprælskhed over sig. De er naturligvis overhældt med glimmer: Fra korsagebælter til fantasifulde hatte, der stråler og blinker. Desuden bliver performerne indhyllet i neonfarvede strimler, der lyser skriggule og sjove op i René Lützens lysdesign.
Stråler af energi
Instruktøren Niels Grønne har med andre ord skabt en forestilling med masser af godt humør. Og han har turdet lege med teaterkoncertgenren, så forestillingen formodentlig appellerer til alle de børn, der er vilde med selv at spille musik i børnehaven eller i skolen – og som sidder klistret til skærmen under MGP.
I iscenesættelsen har han fået de tre kvindelige performere til at stråle af energi: Henriette Rosenbeck med glimmerhænder og styr på akkorderne omme bag sin kontrabas. Julie Michelsen med sangerstemme og rolig mimik ved diverse digitale instrumenter. Og Camille í Dali som centrum for løjerne med højlydt værtindestemme og med masser af omkvæd og sjove kommentarer hen over guitaren.
Til gengæld kniber det med teksten og forestillingens indhold. Sangene handler om yderst forskellige ting – fra en scene med sommerfugle til en scene med en detektiv (ved en 4-årig, hvad en detektiv er?). Collagen af disse forskellige ting kunne sagtens være en pointe i sig selv. Men her virker det snarere, som om forestillingen har manglet en sammenhængende idé. Desuden fremstår sangteksterne noget klichéagtige. Og hængekøjekatten forsvinder faktisk helt ud af syne undervejs.
Som genre kræver teaterkoncerten principielt set ikke kræver nogen sammenhængende handling. Alligevel kommer ’Glimmer på!’ til at virke temmelig tynd. Når publikum samtidig igen og igen bliver bedt om at synge med, kommer teaterforestillingen faretruende tæt på at forvandle sig fra et kunstnerisk udtryk til en pædagogisk workshop.
Til gengæld er der som nævnt overdådigt meget glimmer. Hvad der sker med hængekøjekatten, skal selvfølgelig ikke afsløres her. Det kan man kun finde ud af, hvis man selv opsøger forestillingen – og selv synger med på glimmersangen. Altså sangen med ’Åh, åh! Glimmer på!’.
