Det er som udgangspunkt en sikker vinder at sætte et af H.C. Andersens eventyr på scenen. Når det tilmed er så kendt og elsket som ’Prinsessen på ærten’, skal meget gå galt for ikke at opnå et acceptabelt resultat.
Det lykkes fint for Teatret Fyren og Flammen, hvis udgave af eventyret er underholdende og flot at se på. Men det er andet og mere end blot en opfindsom genfortælling, der hæver forestillingen over gennemsnittet og gør den seværdig.
Uden at slække på teateroplevelsen eller lefle overfladisk for tidens optagethed af køn og identitet opleves ’Prinsessen på ærten’ i store træk som en historie om netop det. For en treårig tilskuer er det næppe interessant, men omvendt bliver de heller ikke præsenteret for stereotype kønsrollemønstre. I bedste fald forstår de små også, at et eventyr kan fortælles på mere end en måde, og de kan i alle tilfælde fornøje sig med masser af let forståelige løjer.
Der lægges muntert ud på grønne yogabolde til dunkende technorytmer. De to granvoksne skuespillere er nuttede i deres nydelige grå bluser og sorte bukser, peppet op med korte strutskørter og flæser.
Senere bliver det vildere og sjovere, når boldene forvandles til ustyrlige kongelige personager med kæmpefjæs og kroner, synligt magtfulde – og for dronningens vedkommende udstyret med bydende stemmeføring. Hendes komiske skabagtighed har Christian Rossil styr på, samtidig med at han er forestillingens rolige kompetente fortæller.
Poesien sejrer
Birger Bovin er helt på omgangshøjde med masser af krop i spillet og komikken og energi i replikkerne. Sammen skaber de nærvær og kontakt til publikum, der får det verdensberømte eventyr om en følsom prinsesse og en ært præsenteret uden fine fornemmelser.
Det foregår i tæt samspil med et par herlige slaskedukker i rollerne som prinsen og prinsessen. Deres lange aspargestynde arme og ben og simple bordeauxfarvede klædedragter langt fra glitter og guld gør deres fysiske fremtoning nærmest ens og uden iøjnefaldende kønsidentitet.
Men det er ikke kun udenpå, at prinsessen og den smalskuldrede prins med de lange lokker er forandrede. Da lyden af tordenbrag og styrtregn har lagt sig, står det hurtigt klart, at prinsessen ikke er et forfinet viljeløst offer, der gør, som det forventes. Med det ene formål at bevise sin høje rang, så hun kan gør sig fortjent til at blive tvangsgiftet. Hun er heller ingen obsternasig Pippi-type. Bare en frimodig teenager, der tydeligvis er tiltrukket af prinsen.
Han virker til gengæld så uinteresseret i prinsesser – ært eller ej – at han ret forståeligt ikke har fundet en kone hverken hjemme eller ude i verden. Der bliver da heller ikke sparet på romantikken, når prinsessens varme følelser omsider får den modvillige prins til at tø op og forelskelsen til at vågne. Siddende på toppen af de mange madrasser i rosa silke og fine striber kan han mærke i sit hjerte, at hun er den rigtige for ham.
Minimalistiske klassiske klange og blomstrende projektioner sætter stemningen, og det er sødt, når de to læner sig kært og kysk mod hinanden. En rørende scene, der lader H.C. Andersens poesi sejre over vores skærmtids kontante udveksling af billeder.
Så uanset om det er målet eller ikke, så er Fyren og Flammens nye udgave af ’Prinsessen på ærten’ blevet et eventyr med kant og underholdende anskuelsesundervisning til tiden