Af: Anne Middelboe Christensen

19. juni 2023

Gusmestre med gøglersind

Teatret Beagle rammer tidsånden og wellnesstrenden med en skøn, mimisk satire over saunadyrkelsTeatret Beagle rammer tidsånden og wellnesstrenden med en skøn, mimisk satire over saunadyrkelsen og gusmesterbeundringen.en og gusmesterbeundringen.

De er ømme, disse ’beagles’, når de indleder deres dansende saunafantasi ’The Steam Team’. For de optræder i retrotræningsdragter og lyserøde plastikcrocs – og så er de ellers parate til at indvie os i saunaens hemmeligheder under åben himmel.

Bag dem ligger en transportabel luksussauna af træ. Saunaen har store panoramavinduer, så vi kan se, at saunaovnen allerede er i gang derinde. Det lover sjovt – og det bliver sjovt.

For Teatret Beagle har skabt en forestilling, som udnytter enhver chance for at lave fis og ballade – og for at skabe kærlig satire over den wellnesstrend, der i disse år får mennesker til at opsøge spabade og vinterbadeklubber. Alt sammen med den ultimative belønning: At få lov til at komme i saunaen til sidst. Med gus og ritualer – og antagelig med masser af sund sved.

Slapstick og svedperler

Teater Beagles’ idémager og koreograf Bjørn W. Olesen er gået sammen med Don Gnus koreograf, Kristoffer L.A. Pedersen. Det har resulteret i en forestilling med masser af slapstick og komisk mime – og med en koreografisk opfindsomhed og fandenivoldskhed, der giver denne gadeteaterforestilling en skøn bramfrihed og herlig humor.

Munterheden forstås klart af børnene, men der lægges også et lag ekstra på til de voksne. Gakket og med de vanvittige idéer piblende ud som svedperler i gusen. Gennemkoreograferet og samtidig med plads til spontanitet i mødet med publikum.

Badelandets lyksaligheder byder selvfølgelig på masser af nøgen hud og stærke muskler, når performerne mosler omkring iført badetøj, højst tilsat bizarre vinterbaderhuer og badekåber. Plottet begynder ret fredsommeligt med en saunakonkurrence, hvor tre gusmestre skal have gang i saunaen og hele tiden venter på, at termometret viser, at der er kogende nok derinde. Men da de så endelig kommer derind for at blære sig med deres håndklædesvingninger i gusen, smækker døren i – og så opstår der naturligvis udbrydertrang. Sådan kort fortalt.

Uforudsigelig trio

Men det er egentlig ikke plottet, der gør forestillingen interessant. Det er de tre performeres frygtløse leg med kroppene og timingen, når de kaster sig ind mod hinanden i alverdens bizarre optrin. Som gusmestre pifter de med farvekoordinerede vandforstøvere og svinger med æteriske olier, og de pisker hinanden med laurbærgrene – i obskure renselsesritualer med tvivlsom effekt og højt humør.

Samtidig får de også lige indført lidt akrobatik, og de truer med alverdens grovkornede cirkustricks med økser og andre stykker værktøj undervejs. Og så bevæger de sig ellers rundt i synkrone dansemønstre med skægge glid og komiske håndbevægelser i skøn timing.

Performerne er vilde, og sammen repræsenterer de hele det vilde spektrum mellem dans, skuespil, mime og nycirkus. Danseren og performeren Kristoffer L.A. Pedersen er muskelbundtet, der ikke kender til udmattelse eller frygt, men rask væk kaster sig over gusen eller laver armbøjninger i tagkanten på saunaen.

Den dansk-brasilianske skuespiller Ana Luiza Ulsig er den snu kvinde mellem de to mænd – og hende, der som herlig mimiker formår at gøre mændenes selvsikkerhed og muskelstyrke til grin, når hun selv kan klare sig med smidighed og kløgt.

Og skuespilleren og danseren Bjørn W. Olesen er den udholdende performer, hvis senede muskler igen og igen besejrer de andre, når det kommer til styrke og stædighed. Alt i alt en fuldstændig uforudsigeligt dansende gadeteatertrio. Et Steam Team, der er et Dream Team.

Koldt vand, tak!

Lyddesignet af Frederik Neumann følger performerne med skægge lyde og en boblende stemning af hede. Og røgmaskinerne kommer på overarbejde, når først de tre kroppe har låst sig selv inde i saunaen, hvor alt bliver overophedet, mens de tre opkogte gusmestre desperat tværer deres ansigter mod vinduesglasset i den ene grinagtige grimasse efter den anden. Her gælder det bare om at finde den finske træspand med koldt vand!

Men selvfølgelig bliver det også til masser af flabede bemærkninger til publikum undervejs. Ingen af tilskuerne kan vide sig sikker, når Beagles er på spil. Og naturligvis er der en venlig tilskuersjæl, der forbarmer sig og indvilger i at teste saunaen på egen krop…

For sådan er det, når man forelsker sig i tre gusmestre på én gang: Man følger deres gøglersind – lige ind i gusen.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

’Wicked’ er en grøn fest
Fredericia Musicalteater:
'Wicked'
Ond, ondere, ondest – eller grøn, grønnere, grønnest? ’Wicked’ af Fredericia Musicalteater er et brag af en musical om fremmedhad og sangglæde – og om at være teenager i en hævngerrig verden.
’Vi hører sammen’
Teatret Gruppe 38 og Teater Rum:
'Min søster er en havfrue'
’Min søster er en havfrue' er en både stærk og sårbarhedsfyldt monolog, der peger på kærlighedsbåren samhørighed frem for irritation og misundelse i en nær relation.
Døden fra en livsbekræftende dansesynsvinkel
Bobbi Lo Produktion:
'Dancing with the dead'
Bobbi Lo Produktion har skabt et sansestærkt og tankeappellerende værk om døden som den realitet og det mysterium, den er.
Skønne lattertirader og skingre smertegrin
Antoinette Helbing:
'Laughing Crowds'
Antoinette Helbings grinende folkemængde blev i Horsens Teaterfestivals version af ’Laughing Crowds’ en både inkluderende og ekskluderende oplevelse.
Pigedrømmen om godheden
Det Ny Teater:
'Anastasia – the musical'
Måske er hun zarens datter. Måske er hun ikke. Men Emilie Groth spiller Anastasia på Det Ny Teater, så man både som barn og som voksen kan spejle sig i drømmen om, at uskylden sejrer en dag.
’Verden er ikke vores’
Anemonen og Kollektivet Langmis:
'Farmor Floras grønne fingre'
Anemonen og Kollektivet Langmis har sammen skabt en surrealistisk forestilling med cirkusartisteri, poesi og humor om at være en del af det store økosystem.
’Wicked’ er en grøn fest
Fredericia Musicalteater:
'Wicked'
Ond, ondere, ondest – eller grøn, grønnere, grønnest? ’Wicked’ af Fredericia Musicalteater er et brag af en musical om fremmedhad og sangglæde – og om at være teenager i en hævngerrig verden.
’Vi hører sammen’
Teatret Gruppe 38 og Teater Rum:
'Min søster er en havfrue'
’Min søster er en havfrue' er en både stærk og sårbarhedsfyldt monolog, der peger på kærlighedsbåren samhørighed frem for irritation og misundelse i en nær relation.
Døden fra en livsbekræftende dansesynsvinkel
Bobbi Lo Produktion:
'Dancing with the dead'
Bobbi Lo Produktion har skabt et sansestærkt og tankeappellerende værk om døden som den realitet og det mysterium, den er.
Skønne lattertirader og skingre smertegrin
Antoinette Helbing:
'Laughing Crowds'
Antoinette Helbings grinende folkemængde blev i Horsens Teaterfestivals version af ’Laughing Crowds’ en både inkluderende og ekskluderende oplevelse.
Pigedrømmen om godheden
Det Ny Teater:
'Anastasia – the musical'
Måske er hun zarens datter. Måske er hun ikke. Men Emilie Groth spiller Anastasia på Det Ny Teater, så man både som barn og som voksen kan spejle sig i drømmen om, at uskylden sejrer en dag.
’Verden er ikke vores’
Anemonen og Kollektivet Langmis:
'Farmor Floras grønne fingre'
Anemonen og Kollektivet Langmis har sammen skabt en surrealistisk forestilling med cirkusartisteri, poesi og humor om at være en del af det store økosystem.