En klokkekjole af det pureste guld triller henover gulvet i ’Spektakelven’ – som om danserinden inde i kjolen på magisk vis har fået hjul på fødderne. En blafrekjole af foliestrimler i alverdens farver puster sig op mod en blå turban som en eksotisk fugl fra et andet kontinent.
Og så er der jo altså pruttepudedragterne med pels, der får ungerne til at fnise og hoppe af begejstring. Fordi det er så befriende skørt at se nogen have pruttepuder på skuldrene…
Kostumerne til ’Spektakelven’ af Gøje Rostrup er noget af det mest forfriskende design, jeg længe har set på en dansk scene. Kostumerne skaber overraskende former, der igen skaber figurer og væsner – lykkeligt langt fra det konkrete, men i stedet netop abstrakte og udefinerlige.
Det er eventyrvæsner og drømmeskikkelser, der vækker børnenes nysgerrighed. Og da børnene overhovedet ikke kan gætte sig til, hvilke temperamenter, der gemmer sig bag plisserede, balletlyserøde lag-på-lag-dragter med lange, snurrende pongpong-hatte, ja, så bliver de nødt til bare at åbne sanserne og lege med på den basale teaterleg: at se på de optrædende – og straks bruge fantasien til at tolke løs.
Kvindeklatring
Det er lykkedes Gøje Rostrup at skabe en meget stærk, visuel verden – udelukkende ved hjælp af kostumerne og gennem koreografien af Gunilla Lind, der har fundet på meget forskellige kropsudtryk til forskellige kostumer. Her er glimt fra moderne dans med smidige ben i dybe knæbøjninger og strakte linjer. Men her er også basisakrobatik og gemmeleg i denne drilske og ordløse koreografi for de 3-8-årige.
Danserne Shuli Nordbeck Azoulay og Josefine Elna Ibsen danser fint og legende sammen – i fine og linjerene duetter, der udnytter deres kropslige forskelle: Den lille Shuli Nordbeck Azoulay kan sagtens klatre rundt på den høje Josefine Elna Ibsen. Til gengæld kan den høje danser gøre sig meget mindre, end man skulle tro… Og så har de gode øjne, der blinker fortroligt til børnene.
Skræmmende sølv
Dramatisk set er forestillingen dog svag. Det kniber med spændingsopbygningen undervejs. Gøje Rostrup undlader at præsentere sine dansere, der ikke siger velkommen til børnene, men ligger skjult under noget sølvstof midt i lokalet. Når forestillingen begynder, og danserne bevæger sig, er det kun deres behandskede røde hænder og fødder, vi får at se, når de stikker ud under sølvstoffet.
Dette ansigtsløse sølvmonster var faktisk nok til at skræmme de yngste børnehavebørn, der blev urolige, når de ikke fik øjenkontakt med det samme.
Smykkeskrinstoner
Forestillingen er en slags figurcatwalk, hvor de forskellige væsner dukker op undervejs i vekslende tableauer. Det er muntert, men også lidt ufokuseret. Men dansen er flot, og musikken skifter sjovt karakter fra mekaniske smykkeskrinstoner til jazzende saxofon i Kristoffer Rosing-Schouws afvekslende og legende musik.
Når forestillingen er bedst, forenes lyden fra kostumerne med lyden musikken, så danserne også bliver til deres egne musikere.
Eller for nu at afslutte med lyden af Det Sorte Larmevæsen – altså kvinden med den høje hat, de store briller og de enorme sko, hvis såler er lavet af baldrende bækkener, der buldrer for hvert eneste overdrevent lange skridt:
’PLONGGGGG!’