En serie heftige regnskyl forsinkede premieren på ”Psycho – Street Cut” med over en halv time. Men rakkerpakket er ikke sådan at slå ud. De trodsede regn og blæst og spillede sig selv og publikum varme med en gade-krimikomedie ”skåret” over Alfred Hitchcocks filmgyser ”Psycho”.
Traditionen tro introducerer mesteren selv løjerne – dog kun i form af en maske, men til gengæld i tredobbelt udgave.
Ellers foregår det meste, som det kendes fra filmen – og så alligevel ikke helt. Hitchcocks freudiansk inspirerede sexdrama er ikke ligefrem en historie i børnehøjde, og de få replikker er på behørigt drævende amerikansk. Som forlæg for en familieforestilling er ”Psycho” derfor et noget problematisk valg. Men heldigvis sikrer Rakkerpaks ramsaltede humor, at der er meget mere grin end gys i forestillingen.
Det er den stumfilmsagtige spillestil fuld af gakkede indfald og træfsikker pantomime, der holder komikken kørende, og den er for alle aldre. Susanne Bonde er i spil og vokal en herlig vampet udgave af den senere så grueligt aflivede natklubsangerinde Marion Crane. Hendes formidable kropslige udfoldelser udgør en stærk feminin kontrast til de mere henslængte manderoller, der deles mellem Jesper Pedersen og Niels Peter Kløft.
De to leverer også krudt til et par mere markante profiler. Kløft som en overdimensioneret politimand, der stolprer rundt som var han en del af et computerspil, og Pedersen som den fæle psykotiske motelejer og massemorder Bates.
Spektakulær lydkulisse
Mord for åbent tæppe er umiddelbar skrap kost, men også her vinder grinet over gys og gru, mens et ur tikker ned til blondinens bortgang. I rollen som Bates bliver Jesper Pedersen flere gange afbrudt i sit morderiske forehavende, fordi hans offer ikke kan holde sig i ro. Det kræver en håndfast indgriben fra en medspiller (Kløft) at få den skønne Marion til at blive i kabinen længe nok til, at hun kan blive myrdet – med en fisk!
Straks efter er hendes tvillingesøster på banen. Iført støttebriller og svært bevæbnet med en parfumespray går Susanne Bonde som en skæg yngre udgave af Miss Marple målrettet i gang med at opklare forbrydelsen. Det lykkes med hjælp fra Niels Peter Kløfts småslimede privatdetektiv Miltion og Bates skeleterede mor. En magtfuld kvinde, der trods sin derangerede fysiske tilstand lever sit helt eget og stækt udfarende liv i forestillingen.
Scenografien i gråt og sort rammer plet ved at gøre det – for de voksne – kendte og berygtede drabssted, brusekabinen, til centrum. Efter at den dog først har været i brug til flere andre formål. Der foregår nemlig de mest forbløffende ting på den lille scene. Fantasifulde, fragmentariske udgaver af en bil og en motorcykel drøner af sted uden at komme ud af stedet, og en legetøjsbil og en barbiedukke gør det nemt og håndterbart at få Marions lig vippet ud over skrænten.
Desværre medfører opfindsomheden også alt for mange sceneskift og masen rundt med kulisser, der skaber dødvande i forestillingen. Det er ikke tilfældet med Thomas Dinesens underholdningsmusik, der sørger for fest og fremdrift. Men som klart overgås af hans vidunderligt spektakulære og kommenterende lydkulisse, som Dinesen leverer live, mens han spankulerer rundt på scenen og sørger for de rette stemninger.
