En gyser for de 4-8 årige? Ja, hvorfor ikke. Børn i den alder har alligevel meget livlige mareridt. Koreografen Louise Seloy har i hvert fald fundet på en skæg danseforestilling, hvor børnenes monsterbilleder og vilde fantasi får frit løb i en sjov blanding af teater, moderne dans og hiphop.
Rammen er fin: En væg med gammeldags tapet og nogle ’staldlamper’, der mest af alt minder om inventaret i et gammelt sommerhus. Scenografen Amanda Wickmann har formået at skabe den hyggeligste stemning med ganske få virkemidler. Her skal en pige og en dreng egentlig falde i søvn, i hvert fald når de har pjattet færdig.
Men pointen er selvfølgelig, at hyggen vender i det øjeblik, hvor de ligger med deres dyner og puder og slet ikke kan sove alligevel. Det kan de jo ikke, når der kommer så mange monstre og forstyrrer dem… Og hvad er der egentlig inde bag væggen, som pludselig åbner sig og drejer rundt i flere dele?
Skønne nuancer
Gyseridéen er åbenbart opstået hos Lone Nyhuus, hvorefter dramatikeren Cecilie Eken har skrevet en historie, som Louise Seloy har koreograferet – og som Thorkild Lindebjerg har instrueret. Dette store teamarbejde har virkelig givet pote. For forestillingen vrimler med skønne nuancer i fortællingen, samtidig med at dansen udfolder sig frit og fantasifuldt. Hele tiden med blik på ungerne ud af øjenkrogene.
De to søskende er blevet til morsomme figurer. Fatih Berber danser den frygtsomme bror, der godt nok gerne vil spille med musklerne og vinde i pudekampen. Men når det kommer til stykket, er han hunderæd for mørket – og helt afhængig af, at Anne Nyboe spiller modig storesøster og går forrest.
Hop og grib
Fatih Berber er hiphopper og hvirvler lynhurtigt rundt med krogede arme og ben – og gerne helt nede på jorden. Anne Nyboe er moderne danser og elsker at kaste sig ud i lange spring og glidende løft op i armene på hiphop-danseren.
Louise Seloy har i hvert fald koreograferet, så begge dansere netop får lov til at udtrykke sig i hvert deres dansesprog.
Det er legende og let og ubekymret. Danserne har et fint flow sammen, og de er gode til at kilde hinanden under tæerne – med tæerne! Men derfor går det også sværere, når de to dansere skal udføre de samme bevægelser synkront. For en hiphopdanser har altså aldrig trang til at strække fødderne…
Til gengæld har begge performere en fin kontakt til publikum. Og de har hver deres humor, som tydeligt bliver opfanget af børnehavebørnene. Når Anne Nyboe leger vampyrmonster med tungen hængende sultent ud mod Fatih Berbers forskræmte muskeldreng, ruller latteren hos de små. Og når begge dansere gemmer sig under dyner og puder og spiller ’fine damer til hoffest’, er det unægtelig svært ikke at more sig.
Rigtig gysermusik
Forestillingens musikcollage er af Peter Peter og Peter Kyed – og den spænder fra gyserlyde til guitarhygge og strejf af Prokofiev. Det er ganske effektivt gjort, og det virker nærmest, som om det er komponeret som filmmusik, så alt passer til dansen. Samtidig giver det børnene en skøn variation af musik, hvilken er en sjælden luksus for de små.
Hvorfor en danseforestilling for danske 4-årige så absolut skal have en titel på engelsk, virker aldeles uforståeligt. For alle børnene skal jo alligevel spørge deres voksne om, hvad det betyder.
Men pyt. Det vigtigste ved ’Body Parts’ er velsagtens, at denne gyser ender lykkeligt, så børnetilskuerne kan falde nogenlunde roligt i søvn om aftenen efter forestillingen. Eller hvad ved man egentlig om børnegys? Det kan jo være, at der gemmer sig noget omme bag tapetet…
