Af: Henrik Lyding

16. juni 2017

Frygten i kroppen



Fysisk krævende og visuelt fascinerende danseforestilling om frygtens mange former.



Den kan komme snigende udefra og indefra, frygten. Men uanset hvad sætter den sig i kroppen. Derfor er det da også oplagt at lave en danseforestilling om frygt. Fordi den er så fysisk.  
 

I 'Fear' er frygten splittet op i to indbyrdes uafhængige dansesekvenser. Først den, der kommer fra mødet med andre mennesker. En stemme fortæller på engelsk om frygtens udtryk og måder at håndtere den på, mens tre dansere, alle iklædt jakke, bukser, skjorte og slips, viser det med kroppene.

Her er håndtryk og skub, omfavnelser og slagsmål på en lille græsfirkant, hvor ingen tør vove sig ud over kanten, ud i det fremmede og derfor farlige land. Klassisk tømmerflådesituation, gestaltet med koreografen Stephanie Thomasens helt særlige, muskuløse sammenhængskraft og sammenfiltrede trinsprog – tre mennesker, en organisme. 
 

Langsomt vover de to sig ud på det dybe vand, mens den tredje skal tvinges. De andre ruller helt bogstavelig talt græstæpperne væk under fødderne på hende.

Senere konfronteres vi med religiøsitet, mobning og behovet for at være en del af fællesskabet. Mange af scenerne er åbne for fri fortolkning, men energien er god hele vejen igennem, lige som de tre dansere fra Black Box Dance Company viser en forbløffende smidighed i alt, hvad de gør.
 

Glimrende danseoplevelse

Diskret glider forestillingen over i den anden type frygt, den indefra, koreograferet af Thomas Bentin. Her afbrydes slentremusik af støj, som tydeligvis stresser de tre dansere. Ryk og spasmer gennemtrænger kroppene som et ydre udtryk for det indre kaos. Vildere og vildere bliver det, knæskallerne hamres i gulvet og danserne gisper efter vejret, når de da ikke skriger. 
 

Og så bliver frygten specifik. Deres individuelle angst for alt muligt. Fugle, gå en tur på gaden, klovne, flyve, blive levende begravet, drukne, døden i det hele taget, men også angsten for at blive afvist, blive vejet og fundet for let – og nok så tankevækkende: angsten for at gøre det, man allerhelst vil.

Masser af ord, igen på engelsk, mens kroppene giver frygten et fysisk udtryk, og hvor man fornemmer, at ritualer og gentagelser hjælper til at styre frygten, inden den løber løbsk. 
 

Som man måske kan forstå, er engelskkundskaber ikke tosset, hvis man skal have det fulde udbytte af forestillingen. Men dens kobling af ord, musik, bevægelse og ikke mindst kroppens måde at håndtere frygt på, er uanset hvad et fint oplæg til en diskussion af, hvordan vi alle reagerer rent fysisk på noget farligt eller skræmmende.

Og så er det desuden en aldeles glimrende danseoplevelse, hvor intet pædagogisk alibi behøves.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ugly-grøn saftevand med skæv skrædderstilling
Klare Elenius:
'Naboen danser'
Eller hvad med selvlysende kaktus med smidig knæbøjning? Klara Elenius fanger ungernes æstetik og kombinerer med lidt dans, lidt ensomhed – og lidt kedsomhed
Kærlighed i blomsterbedet
Teater Rio Rose:
'Slagmark'
Rio Rose har skabt en visuel smuk og nærværende forestilling om menneskers manglende forståelser for hinanden. Tableau afløser tableau i et stramt koreograferet og fragmentarisk opbygget hverdagsdrama.
Nationalitetsforskudt
Ramaskrig:
'Medfødt - hvem fanden gider være svensk'
Det er ikke rart at blive mobbet for at være svensker. Ramaskrig er til slapstick med sproget uden at fortabe sig i de dramatiske dybder
En historie om magt
Batida:
'Fargo & Søn'
Samtidigheden af fine sceniske billeder og forløb, som spilles overdrevet eller skulle have været strammet op, gør 'Fargo & Søn' til en mærkelig splittet oplevelse
Jeg vidste slet ikke, at drager var bløde
Bagage:
'Der findes da slet ikke drager'
Til gengæld troede jeg, at drageteater var morsomt. Men det er det ikke hos Teatret Bagage
Livets ledningsværk
Teater Morgana:
'Kort Sagt'
Med dejlige mavedeller, global iltiver og forvandlingssang under sprukne stjernes lys aser og maser, danser og synger små klovne sig rundt i et manegespil, som på poesiens skingrende skøre og sørgmuntre vinger maler livets cyklus.
Ugly-grøn saftevand med skæv skrædderstilling
Klare Elenius:
'Naboen danser'
Eller hvad med selvlysende kaktus med smidig knæbøjning? Klara Elenius fanger ungernes æstetik og kombinerer med lidt dans, lidt ensomhed – og lidt kedsomhed
Kærlighed i blomsterbedet
Teater Rio Rose:
'Slagmark'
Rio Rose har skabt en visuel smuk og nærværende forestilling om menneskers manglende forståelser for hinanden. Tableau afløser tableau i et stramt koreograferet og fragmentarisk opbygget hverdagsdrama.
Nationalitetsforskudt
Ramaskrig:
'Medfødt - hvem fanden gider være svensk'
Det er ikke rart at blive mobbet for at være svensker. Ramaskrig er til slapstick med sproget uden at fortabe sig i de dramatiske dybder
En historie om magt
Batida:
'Fargo & Søn'
Samtidigheden af fine sceniske billeder og forløb, som spilles overdrevet eller skulle have været strammet op, gør 'Fargo & Søn' til en mærkelig splittet oplevelse
Jeg vidste slet ikke, at drager var bløde
Bagage:
'Der findes da slet ikke drager'
Til gengæld troede jeg, at drageteater var morsomt. Men det er det ikke hos Teatret Bagage
Livets ledningsværk
Teater Morgana:
'Kort Sagt'
Med dejlige mavedeller, global iltiver og forvandlingssang under sprukne stjernes lys aser og maser, danser og synger små klovne sig rundt i et manegespil, som på poesiens skingrende skøre og sørgmuntre vinger maler livets cyklus.