Det kribler overalt af deltagerglæde og begejstring, mens 'KABOOM – kunsten at ødelægge' står på. Og når forestillingen er slut, forlader man rummet beriget med oplevelser af velfungerende interaktion og fyldt med tanker omkring det forunderligt konstruktive og kreative, der kan være i at ødelægge noget – med omtanke og tilladelse vel at mærke.
Det sidste – det med omtanke og tilladelse – er en vigtig succesfaktor ved forestillingen. De to medvirkende performere, Katrine Leth Nielsen og Henrik Vestergaard, formulerer vigtigheden af, at der skal også være en idé med destruktionerne.
Det er meningsløst at ødelægge noget bare for at gøre det, fastslår forestillingen. Og det er ikke tilladt og ikke i orden at ødelægge andres ting uden først at have fået lov til det.
Forestillingen betoner disse to ting, samtidig med, at den ikke gemmer det faktum væk, at det at splitte noget ad kan forløse energi; give et kick, være sjovt i sig selv.
Kunstværksbolsjer og tårnfald
Der er en konstant opløftende energi, et konstant dynamisk drive og et vedvarende frugtbart tankesæt i 'KABOOM – kunsten at ødelægge'. Forestillingens skabere har åbenlyst gennemtænkt konceptet, og de to deltagende performere, Katrine Leth Nielsen og Henrik Vestergaard, har energien og evnen til at håndtere den direkte interaktion, som pågår lige fra den første begyndelse til forestillingens finale.
'I må gerne tage et bolsje', er det første de siger, når vi entrer rummet. På en lille piedestal i den ene side ligger et bjerg af små bolsjer. Alle – især børnene – tager for sig af sukkerbjerget, og alt imens vi sidder og sutter på de søde sager, fortæller Vestergaard, at bolsje-bunken er et kunstværk, som faktisk har eksisteret, og at dets ide er, at det bliver til under sin egen forsvinden, dvs. i takt med at det bliver spist.
En anden begyndelsesbegivenhed er bygningsværket fremstillet i træklodser, som står stablet i scenens anden side. Publikum inviteres til at fjerne en klods og opgaven er, som det er med tårnbyggeri af den slags, at undgå at tårnet styrter sammen. Alle er spændte, barn på barn som udvælger en klods, samt alle vi andre (inklusiv de to performere) som ser på, mens vi holder vejret.
Den lille happening afsluttes med, at Nielsen flytter en klods væk, som gør, at det hele styrter sammen – til stor fryd for alle.
Efter de to nedbrydningsbegivenheder følger en perlerække af interaktive happenings, som alle refererer til noget, kunstnere i virkelighedens verden har begået for med det at gøre opmærksom på det vitaliserende og nyskabende kraft, som kan være forbundet med det at ødelægge noget.
De respektive kunstnere, som står bag forlægget til de happenings, som performerne sætter i gang med det meget deltage-villige børnepublikum, toner med deres navn bøjet i neon frem på et lysbånd i baggrunden. Banksy, Asger Jorn, Saburo Murakami, Gustav Metzger, Mathias Kristersson, Dieter Roth m.fl.
Vital og indholdsrig
'KABOOM – kunsten at ødelægge' skaber nye kunstværker, mens den selv som interaktivt teaterkunst bliver til. Dette dobbelte har en meget vitaliserende og indholdsberigende effekt. En effekt, som tydeligvis rammer og prenter sig i såvel børn som voksne.
Jeg er overbevist om, at den lille rødhårede knægt, som sammen med to andre børn, som var et hoved højere end ham, fik en oplevelse for livet, da han – udstyret med først en sav og siden en ordentlig kølle, fik æren af at være med til at smadre en lille guitar, alt imens et lydkunstværk af destruktionsprocessen blev til og derefter samplet og afspillet.
Andre meget begavet underholdende ødelæggelsestransformationer bliver til. Gamle malerier bliver ved totalødelæggelser omskabt til nye udseender og kompositioner. Eventyrklassikere af H.C. Andersen bliver via en tur i en kødhakker omskabt til en litteraturpølse.
Andre happenings kunne nævnes i 'KABOOM – kunsten at ødelægge', som i øvrigt er efterfølgeren til Live Art Danmarks '50 Farlige Ting (alle børn bør prøve)'. Forestillingen hører til på det hold, som med mod og kreativ begavelse fornyr teateroplevelserne for børn og deres medfølgende voksne. Her ved på vellykket publikumsinddragende vis og med godbidder til både fantasi og tanker at skildre forholdet mellem destruktion og skabelse.
