Den limegrønne bagvæg vækkes til live og skifter farve i takt med Thomas Sandbergs hop på stedet. I næste nu har han gang i en gakket mimisk leg med sine sko, som en særlig ivrig elev, der hurtigt forstår improvisationspagten, ender med at få og tage på. Pludselig vil kroppen tilsyneladende ikke længere lystre ham, og han får travlt med klovnet at kæmpe mod sine hænder, der 'klistrer' fast til ansigtet eller sætter sig låst om skuldrene som en organisk spændetrøje.
Bagvæggen ændrer sig til en videoprojektion, som fordoblet og forsinket spejler, hvad der foregår på scenen. Lidt enkel grafik, der matcher de fire mikrofoners farve, får yderligere lydlegen med klap og loops til at vælte af sted. Farverne danser rundt, mens de smittende rytmer får tankerne hen på noget så eksotisk som afrikansk stammedans.
’Det svinger’ som Silas fra 'Terkel i knibe' ville have sagt det, og Sandberg dirigerer løs med kropssprog og vrøvle-italiensk til den helt store teatersportslige guldmedalje.
Dette er dog – næsten desværre – ikke et one-man show. Tværtimod appelleres der igen og igen til publikums deltagelse. ’Intet er rigtigt eller forkert, alt er tilladt og det hele er noget, vi finder på’ lyder det, og med Thomas Sandberg som musikalsk maestro er det ikke for meget at forvente sig et ganske unikt kreativt frirum.
Men det er som om, der kun er en, der rigtig vil lege denne formiddag, og Sandberg kommer på decideret overarbejde som motivator. Der skal som bekendt to til en tango, og når man har med interaktivt teater at gøre, er det på samme måde sin sag at skulle klare det hele solo.
Hallo og kebab
’Giv mig en natlyd’, beder han en elev, som kort forinden har fået en mikrofon. Da der tøves, lokker Sandberg appellerende: ’Det kan være hvad som helst. Man kan høre alle slags lyde om natten’.
Eleven prøver sig spædt med et lille ’Hallo’, der loopes og bliver centrum for et længere, temmelig imponerende manipuleret lydbillede, men hvor kunne det have været sejt med en lidt mere 'lydlig' lyd at lege med. Hvad kunne det ikke være blevet til med en ugle eller bare en myg!
På samme måde er det måske heller ikke lige i øjet med ordet ’kebab’ midt i hans fortælling om det åbne hav, men Sandberg spiller bold med det, han får vristet ud af sine små publikummer og leger løs. I denne kontekst giver det derfor fin, fjollet mening, at han er omgivet af kebab’er som han sejler af sted og pludselig ser en shawarma.
Eleverne skraldgriner, men det er som om det aldrig rigtigt går op for dem, at jo mere de tør at byde ind med, jo bedre bliver legen. De er fulde af sympati og nysgerrighed over for det voksne legebarn på scenen, men de tør aldrig op og giver slip, og det kommer desværre til at præge forestillingen.
Håndterningekast
Selv ikke et spil, hvor samtlige elever ender på scenen, bryder med muren af generthed. Undertegnede er ellers ret så begejstret for Sandbergs terningekast med hænderne, hvor det højeste et 'kast' kan blive helt smukt er fem fingre.
’Ej, hvor jeg keder mig!’ udbryder Sandberg barnligt frustreret, da det for alvor kniber med responsen. ’Er det ikke super kedeligt, det her?’
’Naaarj’ kommer det prompte fra børnene, men jo – det er faktisk lidt kedeligt, og man sidder og tager sig i at synes, at det egentlig ikke er Sandbergs skyld.
Han sætter bogstavelig talt alt i spil for at inddrage og lokke ud af busken, ligesom han på bedste rutinerede vis inkorporerer det sparsomme input, han får.
At der kun er en enkelt klasse på besøg og ikke et fuldt teater pakket med børn er givetvis heller ikke en fordel, men sådan er præmissen nu engang, og man må formode at oplevelsen varierer en del fra forestilling til forestilling.
Sandbergs sprudlende, legende og musikalske improvisation fejler ingenting, men denne formiddag kniber det i den grad med interaktionen, hvilket lægger sig som en hæmmende dyne over stykkets ellers så levende potentiale.
