Af: Gudrun Hagen

21. marts 2015

Fri leg kræver nogle at lege med

Thomas Sandberg gør hvad han kan for at få gang i legen og giver den gas med rytmer og loopede lydbilleder i et simpelt univers, der består af fire mikrofoner i hver sin farve samt lidt enkel videokunst og grafik.

Den limegrønne bagvæg vækkes til live og skifter farve i takt med Thomas Sandbergs hop på stedet. I næste nu har han gang i en gakket mimisk leg med sine sko, som en særlig ivrig elev, der hurtigt forstår improvisationspagten, ender med at få og tage på. Pludselig vil kroppen tilsyneladende ikke længere lystre ham, og han får travlt med klovnet at kæmpe mod sine hænder, der 'klistrer' fast til ansigtet eller sætter sig låst om skuldrene som en organisk spændetrøje.

Bagvæggen ændrer sig til en videoprojektion, som fordoblet og forsinket spejler, hvad der foregår på scenen. Lidt enkel grafik, der matcher de fire mikrofoners farve, får yderligere lydlegen med klap og loops til at vælte af sted. Farverne danser rundt, mens de smittende rytmer får tankerne hen på noget så eksotisk som afrikansk stammedans.

’Det svinger’ som Silas fra 'Terkel i knibe' ville have sagt det, og Sandberg dirigerer løs med kropssprog og vrøvle-italiensk til den helt store teatersportslige guldmedalje.

Dette er dog – næsten desværre – ikke et one-man show. Tværtimod appelleres der igen og igen til publikums deltagelse. ’Intet er rigtigt eller forkert, alt er tilladt og det hele er noget, vi finder på’ lyder det, og med Thomas Sandberg som musikalsk maestro er det ikke for meget at forvente sig et ganske unikt kreativt frirum.

Men det er som om, der kun er en, der rigtig vil lege denne formiddag, og Sandberg kommer på decideret overarbejde som motivator. Der skal som bekendt to til en tango, og når man har med interaktivt teater at gøre, er det på samme måde sin sag at skulle klare det hele solo.

Hallo og kebab

’Giv mig en natlyd’, beder han en elev, som kort forinden har fået en mikrofon. Da der tøves, lokker Sandberg appellerende: ’Det kan være hvad som helst. Man kan høre alle slags lyde om natten’.

Eleven prøver sig spædt med et lille ’Hallo’, der loopes og bliver centrum for et længere, temmelig imponerende manipuleret lydbillede, men hvor kunne det have været sejt med en lidt mere 'lydlig' lyd at lege med. Hvad kunne det ikke være blevet til med en ugle eller bare en myg!

På samme måde er det måske heller ikke lige i øjet med ordet ’kebab’ midt i hans fortælling om det åbne hav, men Sandberg spiller bold med det, han får vristet ud af sine små publikummer og leger løs. I denne kontekst giver det derfor fin, fjollet mening, at han er omgivet af kebab’er som han sejler af sted og pludselig ser en shawarma.

Eleverne skraldgriner, men det er som om det aldrig rigtigt går op for dem, at jo mere de tør at byde ind med, jo bedre bliver legen. De er fulde af sympati og nysgerrighed over for det voksne legebarn på scenen, men de tør aldrig op og giver slip, og det kommer desværre til at præge forestillingen.

Håndterningekast

Selv ikke et spil, hvor samtlige elever ender på scenen, bryder med muren af generthed. Undertegnede er ellers ret så begejstret for Sandbergs terningekast med hænderne, hvor det højeste et 'kast' kan blive helt smukt er fem fingre.

’Ej, hvor jeg keder mig!’ udbryder Sandberg barnligt frustreret, da det for alvor kniber med responsen. ’Er det ikke super kedeligt, det her?’

’Naaarj’ kommer det prompte fra børnene, men jo – det er faktisk lidt kedeligt, og man sidder og tager sig i at synes, at det egentlig ikke er Sandbergs skyld.

Han sætter bogstavelig talt alt i spil for at inddrage og lokke ud af busken, ligesom han på bedste rutinerede vis inkorporerer det sparsomme input, han får.

At der kun er en enkelt klasse på besøg og ikke et fuldt teater pakket med børn er givetvis heller ikke en fordel, men sådan er præmissen nu engang, og man må formode at oplevelsen varierer en del fra forestilling til forestilling.

Sandbergs sprudlende, legende og musikalske improvisation fejler ingenting, men denne formiddag kniber det i den grad med interaktionen, hvilket lægger sig som en hæmmende dyne over stykkets ellers så levende potentiale.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Sådan maltrakterer man en god historie
Aalborg Teater:
'Klovnen der bare ikke var særlig sjov'
Martin Lyngbo har med sin dramatisering, sine sangtekster og sin iscenesættelse af Kim Fupz Aakesons ’Klovnen der bare ikke var særlig sjov’ begået en bundskraber på Aalborg Teater.
Sorgens savanne tur/retur
Signe Kærup Dahl & ZeBU:
'Det magiske klippekort'
Hvad sker der, når man dør? Hvad med de sange, ingen længere synger? Og hvem er man selv, når dem, man elsker, er væk? ’Det magiske klippekort’ er en nænsom fortælling om sorg og savn – og om mange slags venskab.
Hunden, jalousien og smilet
Det Lille Teater:
'Mester flytter hjemmefra'
’Det er ikke mig, der sukker. Det er mit hjerte’, siger hunden Mester i Det Lille Teaters kærlige og finurlige forestilling over Thomas Windings skønne hundefortælling.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Sådan maltrakterer man en god historie
Aalborg Teater:
'Klovnen der bare ikke var særlig sjov'
Martin Lyngbo har med sin dramatisering, sine sangtekster og sin iscenesættelse af Kim Fupz Aakesons ’Klovnen der bare ikke var særlig sjov’ begået en bundskraber på Aalborg Teater.
Sorgens savanne tur/retur
Signe Kærup Dahl & ZeBU:
'Det magiske klippekort'
Hvad sker der, når man dør? Hvad med de sange, ingen længere synger? Og hvem er man selv, når dem, man elsker, er væk? ’Det magiske klippekort’ er en nænsom fortælling om sorg og savn – og om mange slags venskab.
Hunden, jalousien og smilet
Det Lille Teater:
'Mester flytter hjemmefra'
’Det er ikke mig, der sukker. Det er mit hjerte’, siger hunden Mester i Det Lille Teaters kærlige og finurlige forestilling over Thomas Windings skønne hundefortælling.