Så blev det endelig sommer på Møn. Ledelsen af Asterions Hus er rykket ind på den tidligere Magleby Centralskole, hvor de har åbnet Teater Møn i den rustikke skolebygning. Ukrudtet bryder utæmmet op igennem asfalten på parkeringspladsen, væggene er afskallede, og indenfor er møblerne i bedste fald retro.
Et stort hus til et lille ensemble, tænker man. Men til premieren på ’Alice i Eventyrland’, som på grund af coronasituationen blev udskudt til juli, mærker vi også, at ambitionsniveauet er højt nok til at fylde huset ud. Peter Kirk, der er forestillingens instruktør og den ene halvdel af parret, som har købt den nedlagte skole, byder velkommen til Teater Møn og inviterer samtidigt øens beboere til at deltage i husets udvikling.
Imens står den anden halvdel, Tilde Knudsen, der er skuespiller og kunstnerisk leder, i kælderen og venter. Vi skal ind ad en bagdør, ned ad en trappe og rundt om et hjørne, og så kommer vi til den gamle gymnastiksal, der er lavet om til en vaskeægte black box – hvor de originale ribber stadig hænger på væggene.
Man forstår godt, hvorfor valget faldt på dette sted. Her står tiden stille, mens turisterne blot 10 minutter derfra danner trafikpropper ved Møns Klint. Og det er næsten umuligt at komme i tanker om noget, som bygningens utallige rum og sale ikke kan bruges til.
Talende dyr og spillekort
Da vi træder ind i teatersalen, står Tilde Knudsen parat i sort, tætsiddende tøj. Hun byder velkommen.
Det er én af de bedste traditioner i børneteater, at skuespillerne ikke står i kulissen, til lyset i salen er slukket, men rent faktisk tager imod os og hjælper os på plads. En skik, som voksenteater åbenbart føler sig hævet over.
Men her er det anderledes. Tilde Knudsen byder os ikke velkommen til forestillingen. Hun tager imod os, som var det i hendes eget hjem. Og hun er ved at sprænges af optur over, at der endelig er publikum i salen. Vi tænker et øjeblik, om hun mon nogensinde får det private smil skrællet af, eller om dagens ’Alice i Eventyrland’ bliver en lalleglad version.
Men vupti! Hun er i karakter. Og nu følger en 40 minutter lang performance, som er alt andet end afskallet og utæmmet. En ordløs fantasirejse, der er løst baseret på Lewis Carrolls historie om Alice, som forsvinder ind i et vidunderland af talende dyr og spillekort.
Ved hjælp af nogle simple kostumeelementer – blandt andet en bunke hvide, kvadratiske papirstykker – skaber Tilde Knudsen med lethed figurer som Kaninen, Ruder Dame, kålormen og selvfølgelig både den lillebitte og den tårnhøje Alice. Kostumedesignet af Susan Marshall er fremragende, og de fysiske karakteriseringer af Tilde Knudsen er soleklare.
Party-band-belysning
Med hende følger en lydside, som er billedrigt komponeret af Klaus Risager. Her fusioneres ambient electronic med en klassisk rockguitar, og ud over strøs lydelementer som knuste glas og elektriske stød.
Lysdesignet er desværre slet ikke på samme niveau. Det bliver for blåt og for rødt. Måske fordi udvalget af lamper er for snævert. I hvert fald leder det indimellem vores tanker over på den slags party-band-belysning, man ellers kender fra ungdomsfesterne i skolernes gymnastiksale.
Men alt i alt er der tale om en ganske glimrende performance, hvor vi langtfra får fortalt historien om Alice, men får sat fantasien på gled i kraft af Tilde Knudsens fysiske performance og en samling sære skabninger.
