50 år! Et stort til lykke med jubilæet, for der er meget at fejre. I fem årtier har Teatret Fair Play eksisteret, underholdt og gjort børn og unge og deres voksne klogere. På dem selv, på deres nærmeste, på samfundet og på teatrets magiske og mangfoldige verden.
Meget har ændret sig, siden Fair Plays første indtog på scenen i 1972. Professionalismen har for længst indfundet sig med veluddannede scenekunstnere og instruktører og dygtige dramatikere til at bære udviklingen. Det, der ikke har ændret sig, er Fair Plays tætte relation til virkeligheden. Ikke mindst den, som publikum befinder sig i.
Det gælder alt sammen for jubilæumsforestillingen ’Under Mælkevejen’ – eller næsten alt sammen. Forestillingens scenografiske og visuelle centrum og spillescene er en sort ring midt i rummet. Den genspejler universets angstprovokerende sorte hul og udtrykker måske også de unges oplevelse af at bo i et provinshul.
Ringen er bred nok til at færdes på, høj nok til at dukke sig bag eller gemme sig indeni og lav nok til, at de fire herligt adrætte skuespillere kan springe op og ned på den eller drøne rundt om den. Det gør de med imponerende sikkerhed i timingen, og afvekslingen i tempo og arrangementer giver spillet en dynamik og energi, der rækker ud mod målgruppen.
Poetiske passager
Den fysisk ekspressive spillestil er en fin markør af de mange hastige stemningsskift i den perlerække af korte episoder, som er forestillingens byggesten. Usikkerheden, kedsomheden, pessimismen og den fanden-i-voldske skrækblandede forventning til voksenlivet – ikke mindst sexlivet, der hører teenagelivet til, bobler i de unge kroppe og sætter sig i arme og ben.
Ind imellem ryger proppen af, og ikke overraskende bliver Joachim Bach Rosendals socialt svagest funderede dreng udadreagerende. Han er den, der med fint spillet dirrende aggression mest tager afstand fra fødebyen og søger trøst i hashens tåger.
Lige så forudsigelig – og rørende troværdigt spillet af Charlotte Amalie Kirkegaard Kehlet – vender den udadtil vellykkede teenagepige, der er skræmmende klar over sine motiver, smerten og presset indad og skærer i sig selv. Hun er den eneste i forestillingen, der for alvor opleves tæt på. Ikke fordi Maria la Cours klimaangste pige og Aske Hass Thorsen ressourcestærke middelklassedreng ikke skaber fine karakterer. De foldes bare ikke så meget ud, når der skal være plads til de fleste. Det er følgen af, at ’Under Mælkevejen’ ikke fortæller en sammenhængende historie.
Den velskrevne tekst fletter behændigt poetiske passager ind i rækken af genkendelige mundrette hverdagsreplikker og situationer, der beskriver fragmenter af liv. Men det bliver lidt for meget tjekliste, når det hele skal med, end oplevelsen af en række mennesker som man lærer at kende og kan engagere sig i.
Det gælder også byen ved fjorden med mælkeskoven der har sit navn, fordi der herfra er perfekt udsigt til stjernebilledet Mælkevejen. Ingen ungdomsforestilling uden klima-krisen, der også plager denne bys unge. Men dertil har forestillingen et bemærkelsesværdigt sidetema om en solformørkelse, hvis blanding af lys og mørke fint matcher ungdommens sind og adfærd.
Desværre opleves det kun i ord, der ikke giver stof til at danne egne billeder. Så trods en superflot lyssætning og en stærkt fortællende musik- og lydside, der omslutter det velspillende ensemble, så kommer teatrets magi ikke rigtigt i spil. Indholdsmæssigt er ’Under Mælkevejen’ til gengæld ungdomsteater til tiden.
