Forestil dig en sandstrand. Ikke sådan én på en sydhavsø med slanke palmer, der svajer sløvt i den varme brise. Nej, forestil dig en nordjysk sandstrand på Jyllands duknakkede skulderparti, hvor Vesterhavet bruser, og saltvandet fyger igennem luften.
Her satte tre unge mennesker sidste sommer publikum stævne ved fiskekutteren HM17, hvor de spillede deres version af Brdr. Grimms eventyr ’Fiskeren og hans kone’.
Huset, hvor vores hovedpersoner bor, står som et kompakt lille skur ved siden af kutteren, mens fiskermandens sejladser til den magiske flynder tages ombord på det gode, tørlagte skib. Mere site-specific bliver det næsten ikke uden søfartskort og redningsvest.
Siden har Teater Natterdag bygget en lille båd i træ, som kan gøre det ud for en ægte kutter, hvis der ikke findes sådan én, hvor forestillingen skal spilles. Og denne anmelder havde netop glæden af at opleve turnéversionen af forestillingen, der foregik i en mørklagt hal uden sand i skoene.
Og der var eventyrlighed nok i Teater Natterdag og Syddjurs Egnsteaters indendørsversion af ’Fiskeren og hans kone’, selvom høj solskin og salte læber ville kunne bidrage til oplevelsen på en sommerdag.
En lidt lykkeligere slutning
Dramatiseringen ligger relativt tæt op ad forlægget. Vi møder en fattig fisker og hans kone, der i denne version kaldes Svend og Iselin. Deres ægteskab er lykkeligt, hvilket vi især ser på Svends forelskede blikke, når Iselin forkæler hans appetit med fisk på tusind måder.
Men Iselin har større drømme, end hvad den lille fiskerhytte i strandkanten kan rumme. Så da Svend frelser en magisk flynder fra krogen, og den til gengæld lader ham få alverdens ønsker opfyldt, tager griskheden overhånd.
Snart kommer Svend til at sejle i pendulfart imellem kone og flynder, og på få uger går hytten fra skrot til slot, mens den hjemmegående fiskerkone er blevet ophøjet til pave.
Det er først, da konen beder ham tage tilbage til flynderen for at ønske, at hun bliver gjort til gud, at flynderen får nok. Og en-to-tre, så er konen tilbage i muddergrøften, som det hedder i det gamle eventyr.
I denne dramatisering er der dog digtet videre på slutningen. Vores Iselin sidder ikke bare i en muddergrøft til evig tid, men synes at have lært en vigtig lektie af flynderen. Og måske finder vores kærlige ægtepar også tilbage til et lykkeligt liv under trange kår.
Talentfulde medvirkende
De to unge skuespillere, Jens Bernstorff Vejsnæs og Sanne Sol Kristensen, løfter opgaven aldeles glimrende. Sanne Sol Kristensen gør sin fiskerkone både kæk og småbrysk, når hun som en mutter med kost og spand stæser rundt og passer hus. Men hun får også skabt en troværdig forvandling fra omsorgsfuld hustru til besiddesyg enehersker.
Jens Bernstorff Vejsnæs har en naturlig charme og sødme, som især gør ham troværdig, når han i ren og skær kærlighed ikke nænner at nægte sin kone noget som helst, uanset hvor galt det er. Han spiller især med sine mimiske muskler, der uden ord formidler fiskerens indre for og imod, når han igen vender blikket mod havet for at forlange mere af flynderen.
Som deres sidekick er musikeren og komponisten Alberte Svenningsen og hendes lille arsenal af instrumenter både underholdende og medfortællende.
Særligt effektivt er det, når hun kommer med indspark, der får de to skuespillere ud af rollen, hvilket giver forestillingen et sjovt metalag. Men hun bidrager også med en effektfuld lydkulisse, der især fungerer, når fiskeren er på havet og kæmper med sin flynder.
Forestillingen kan lidt af det hele
’Fiskeren og hans kone’ har et nærmest vækstlagsagtigt udtryk i kraft af de unge medvirkende og den vakkelvorne scenografi. Alligevel gennemstrømmes forestillingen af professionalisme og tekniske kvaliteter.
Det gælder især det lille træskur, som udgør deres hjem, som med få justeringer forvandles for øjnene af os. Et gardin skiftes ud, og så er det et husmandssted. Taget foldes op, og så er det et slotstårn. Og så fremdeles. Kostumerne og rekvisitterne fortæller os også simpelt men effektivt, hvordan vores ægtepar hopper op igennem klassesamfundet.
Og i det hele taget er forestillingen iscenesat og spillet, så den fint balancerer imellem regulær historiefortælling, skøre indslag som komiske intermezzi, stemningsskift og en smule konflikt. Med andre ord kan ’Fiskeren og hans kone’ lidt af det hele. Og særligt set i lyset af den relativt begrænsede erfaring, der huses hos Teater Natterdag, så er det aldeles godt gået
