Der er høje forventninger til årets dukketeater i Kongens Have med seje navne i spil som jazzguitarist Jakob Bro. Sæt dertil den poetisk, finurlige forfatter og filmskaber Emma Rosenzweig, der her krediteres som ikke bare dramatiker, men også ’kunstnerisk konceptudvikler’ sammen med den farverige billedkunstner Tal R.
Intentionen bag forestillingen er da også superfin og særdeles svær at have noget imod. Der inspireres til fri leg og fantasi – og at turde gå imod strømmen. Noget vores lille dukke undervejs er vældig skræmt over, som han kommer på afveje langt ud i skoven, da han egentlig bare skulle være gået den lige vej i skole.
Helt ordret lyder opfordringen til slut i en lidt anstreng ’barnestemme i samklang med voksen-sang; ’Hvis du vil lære at flyve, må du først lære at falde… Deroppe flyver dit mod’. Som voksen føler man det poetiske budskab, men det er samtidig tydeligt, at langt de fleste i stykkets målgruppe er stået af.
Genstridige fødder og krokodillesko
Der grines lidt i starten af hovedpersonens genstridige fødder, der ikke makker ret og har deres egen vilje. Den fjollede kæmpesko med åben snude som et krokodillegab får også et par smil frem, og særlig fint fungerer ideen med at bruge snørebåndet som hundesnor.
Alene pga. størrelsesforholdet imellem dukke og sko er det noget af en mundfuld for vores lille dreng at få den kæmpe sko til at makke ret, og som med en genstridig hund i snor er det tydeligvis ikke ham, der bestemmer vejen.
Handlingen fortoner sig lidt til fordel for farver og effekter i form af bl.a. en kæmpe rød sol, der til smukke, håbefulde klavertoner stiger op midt i det hele. En lettere kluntet kæmpefugl kommer som en anden Fønix også til, og redder belejligt vores venner ud af skoven, som i bedste Tal R-stil har uregerlige træer, der naivistisk stritter i alle retninger, som et barn kunne have tegnet dem under entusiastisk forklaring af sin tegning.
Mere sprælskhed
Tal R’s farver og ekspressionistiske streg fylder på den måde forventeligt i scenografiens visuelle udtryk, hvor også det spraglede scenetæppe elegant agerer både seng, og vendt lidt på skrå; trappe, men undertegnede havde håbet på – og også forventet – mere sprælskhed. Både på billedsiden og i fortællingen.
Publikums alder taget i betragtning og ikke mindst med det selverklærede mål om at være ’Et billedeventyr for hele familien om at lade fantasien flyve’, kunne der oplagt have været mere smæk på over hele linjen. Og i samme logik: Hvorfor vrider man ikke mere personlighed ud af den overdimensionerede, tamme fugl, når man nu har sådan en med? Det fremstår som en forspildt chance ikke at lokke mere børnelatter ud via den.
På den varme forårsdag i strålende sol, hvor denne anmelder så forestillingen, er de sorte dukkeførere heller ikke helt så usynlige, som man kunne ønske sig, og noget af illusionen går lidt tabt med de mange tydelige arme og hænder. Særligt på flyveturen, hvor størrelsesforholdet ændres, så dukke, sko og fugl skifter fra store til små, er dette ærgerligt.
Lækker lydside
Noget der til gengæld fungerer virkelig godt stykket igennem er lydsiden. De drømmende toner fra Jakob Bro får momentant det hele til at svæve og slår konsekvent en magisk, blød stemning an, der vækker minder om hans smukke Balladeering-album fra 2009.
Og der er oveni det yderst gode lyde undervejs. Lyddesigner Markus Artved fortjener ros for alt fra varierede fuglefløjt, summen af bier og farlig tiger-knurren i skoven, rungende trampen på trappen, taktfast vækkeurs-tikken, høj kaffe-ophældning, brudstykker af nyhederne om bl.a. medvind på cykelstierne – igen et nik til de voksne.
Lidt mere humor og sprælskhed til de små havde klædt projektet.
