Børnene smiler hemmelighedsfuldt, når de forlader forestillingen ’Ærteprinsessen’. De har fået en ønskeært hver – en lillebitte magisk kugle, som de knuger i hånden. Og der er ikke tvivl om, at netop denne lille ønskeært også vil fungere som ’huskeært’, når de kommer hjem og skal fortælle om teateroplevelsen. Eller når de pludselig finder ønskeærten i en skuffe en dag længe efter.
Anette Jahns fortælleforestilling over ’Prinsessen på ærten’ er baseret på en eventyrfortælling, men også på sange og bevægelser, som hun beder børnehavebørnene og skolestarterne om at kopiere. Hun erklærer H.C. Andersen sin kærlighed ved at genfortælle hans historie – både som referat og i ordret gengivelse – og hun træder samtidig ind i rollen som selve den prinsesse, der står uden for porten i det skrækkelige vejr… Så er eventyret uundgåeligt!
God lydhørhed
I denne forestilling er det tydeligvis den lykkelige eventyrgenkendelse, der appelleres mest til. Børnene lever vågent med, og et par stykker af dem har tydeligvis fået ’Prinsessen på ærten’ fortalt i forvejen, så de supplerer velvilligt undervejs. Det fungerer fint. Anette Jahn bruger også frit af den sangskat, som børnene kender, så hun synger gladelig ’Der var engang et eventyr’ på melodien fra ’Tornerose var et vakkert barn’.
Nu er netop dette eventyr meget kort, så Anette Jahn udvider da også fornuftigt nok fortællingen med en meget levende beskrivelse af de rejser, hvor prinsen leder efter sin kommende brud. Her skaber hun sine egne portrætter af tre håbløse prinsesser.
Ungerne griner og kan godt forstå, at prinsen ikke lige lod sig lokke, og Anette Jahn er lydhør over for børnene og inddrager dem hele tiden i sin fortælling.
En ægte prinsessekjole
Anette Jahn er klædt i den mest eventyrlige prinsessekjole i grønt og blåt silke og med de mest delikate perledetaljer. Her kan man tale om en kjole, der er enhver piges drøm! Og hun fortæller historien ved siden af et fint slotsmøbel med femarmet lysestage i glimrende royalminimalisme af scenografen Mette Munk Lammers… Forestillingen er nemlig teknisk så enkel, at den også kan spilles udendørs.
Alt i forestillingen udgår ellers fra Anette Jahns stemme, der er glad og energisk, men også en anelse forceret. Og så tilsætter hun både nødtørftige melodier og en enkel basalkoreografi til sine pointer.
Skøn begejstring
Spørgsmålet er, om dette er fortælling eller teater. Anette Jahn har selv kaldt sit teater for ’fortælleteater’, så fusionen er klar fra hendes side. Og det har den været, lige siden hun stiftede sit teater i 2008; det er blot første gang her i 2015, at hun spiller på den årlige børneteaterfestival.
Men der er nogle principielle forskelle mellem at fortælle og at spille teater. Jeg savner for eksempel, at hun bliver mere inde i fiktionen. Altså at hun spiller rollerne helt ud. Hun har en tendens til at afbryde sit spil for at kommentere på det med fortællerstemme – eller for at lade børnene stille spørgsmål til handlingen.
Det virker let forstyrrende, fordi forløbet så nemt tager en drejning og ryger væk fra hendes fortælling.
Styr på det hele
På den anden side viser hun netop her, at hun har et eminent greb om børnene og deres nysgerrighed – og en begejstring og en fysisk energi, som klart smitter af på børnene. Og hun har samtidig en stærk autoritet på scenen – og styr på hver eneste detalje undervejs.
Men det ville altså være interessant at se, hvad der skete, hvis hun ikke var sin egen instruktør, men hvis hun fik en spilleramme sat af en teaterinstruktør. Fordi hun så måske ville få frigjort noget mere af den fortællekraft, som så tydeligt er hendes helt særlige evne.
Eller for nu at bruge eventyrsprogets ord om en rigtig prinsesse: Hendes vuggegave.
