Kan der blive ved med at komme nye forestillinger ud af Anden Verdenskrig? Er der virkelig sider af besættelsestiden, vi ikke for længst har sat under lup? Er der stadig nyt at lære af så gammel en fortid?
I disse tider diskuterer vi, hvorvidt minder om vores fortids skyggesider skal kunne findes i det offentlige rum i form af statuer, mindeplader og vejnavne. Mange siger ja, og et af argumenterne er, at vi skal minde os selv om vores fejltagelser for ikke at gentage dem.
Følger vi den logik, så er Anden Verdenskrig en uudtømmelig kilde til læring og dermed også nye forestillinger. Men der er en vis risiko for, at de kommer til at ligne gentagelser.
En usædvanlig fortælling
Det er heldigvis ikke tilfældet i Andreas Dawes nye forestilling ’Forræder’ på Randers Teater. Her drejes opmærksomheden over på to unge fyre fra Randers, der bliver enige om at tage til østfronten og kæmpe på Tysklands side mod russerne.
Det er langtfra den sædvanlige historie om onde nazister, feltmadrasser, stikkere og den heltemodige modstandsbevægelse. Her drejer forestillingen sig om et par gode drenge, der har fået den helt forkerte idé og først for sent opdager, at de er fanget i en krig, de ikke havde forudset konsekvenserne af.
Og i en mere nutidig kontekst bliver det en forestilling om radikalisering af unge mennesker med krudt i røven og et behov for at gøre en forskel i verden. For hos de to drenge, Mikkel og Karl, ligger der ikke nogen længere, ideologisk overvejelse bag beslutningen. De ser krigen som en udflugt. En mulighed for at bryde ud af en forudsigelig hverdag.
Gennemtænkt iscenesættelse
Det er dermed helt begribeligt, at Randers Teater tager ’Forræder’ på plakaten i deres skole- og gymnasieordning. Der er til gengæld et valg i forestillingen, som er mindre begribelig.
Vi møder Karl i pensioniststørrelse. Han sidder i noget, der ligner et lydstudie bag den egentlige scenografi. Under forestillingen flytter han og de to unge versioner af Mikkel og Karl rundt på en samling højtalere i forskellige størrelser.
Om det er et scenografisk valg, et greb om iscenesættelsen eller simpelthen skrevet i manuskriptet, kan vi ikke afgøre. Men et valg er det absolut – hele forestillingens udtryk drejer sig omkring disse højtalere – så en eller anden mening må der være. Denne anmelder kan blot ikke finde meningen.
Når det er sagt, så er Kurt Bremerstents iscenesættelse på alle måder gennemtænkt og fuld af spændende stemningsskift. Claus Helbos mahogni-scenografi fungerer fremragende som tidsmarkør, og den skifter umærkeligt imellem tysk kaserne, togvogn og dagligstue.
Gode karakteriseringer
Og ikke mindst er de tre medvirkende i topform i deres roller. Matias Hedegård Andersen og Caspar Juel Berg spiller de to unge gutter med tydelige karakteriseringer, så vi forstår deres motivation for at gå i krig.
Mikkel (Caspar Juel Berg) er påvirket af sin utilnærmelige far, der ser op til Hitlers evne til at skabe orden i det arbejdsløshedsplagede Tyskland. Det er ikke tydeligt, om han er nazist, og det er heller ikke vigtigt. Vi ved, at han sætter pris på, at hans søn vil kæmpe på Tysklands side.
Karl (Matias Hedegård Andersen) lader sig lokke af muligheden for at stå på egne ben. Hans far vil ikke lade ham rejse og truer med at slå hånden af ham, og det gør ham blot endnu mere sikker på at tage af sted.
Smerten ligger i Erik Viinbergs minder fra den tid og hans tilbageblik på alt det, han mistede – foruden sine tænder. Derudover er Viinbergs skift imellem rollerne som henholdsvis Karls far og Mikkels far i datiden, samt den ældre Karl i nutiden, imponerende præcise.
Grundigt – næsten for grundigt
Værket af Andreas Dawe er intelligent. Han er en dramatiker, der grundigt dykker ned i et stof for at dyrke sine manuskripter op af researchmaterialet. Det så vi også i nogle af hans tidligere forestillinger som ’Vort mismods vinter’ (2019) og dramatikerdebuten ’Tårnspringeren’ (2011).
I denne forestilling virker det dog, som om han er så fordybet i materialet og et ønske om at formidle det klart og tydeligt, at der indimellem bliver sagt mere fra scenen, end det er nødvendigt. Vi kunne godt bruge at lave nogle af mellemregningerne selv.
Til gengæld har han sans for at skabe dramatiske scener, og i ’Forræder’ har han fået alle trådene samlet i en fin, varieret og intens fortælling.
Randers Teater kan med stolthed vise denne ungdomsforestilling frem for de unge, der forhåbentlig vil tage ved lære af den historie, de er en del af.
