Af: Kirsten Dahl

15. april 2019

Fornøjeligt og fantasifyldt kærlighedsepos

'Ønsk!' varmer og gør publikum i godt humør. Forestillingen kan det sjældne at forene et godt gennemarbejdet formål med en raffineret og overraskelsesfyldt måde at gøre hensigten til teater.

Form og indhold er lykkeligt forenede i en forestilling, der – ja – handler om kærlighed. Det er H.C. Andersens eventyr 'Den Standhaftige Tinsoldat', som Teatret Lampe har omskabt et lille intimt objektspil.

En håndfuld blyanter, en gammel blikdåse, en saks, to fjer, en arkitektlampe, en avis, en enkel bagvæg og et tæppe med et lille skrivebord, hvis forreste ben er lidt kortere end dem bagved, så bordpladen skråner og i hvis flade, der er huller og andre finurligheder, som bruges i spillet. 

Mere skal der ikke til. Er der gode ideer – ideer, som hænger ordentligt sammen med det, man vil fortælle, og har man en dygtig og nærværende skuespiller til at formidle det, så skal der ikke mere til for at få intentionen – alias kernen i det gamle eventyr frem.

Hvad forestillingen – som en rigtig fin pointe – også gør, er, at den via sit formsprog peger på mulighedernes land, på det, at det – som det hedder med brug af en floskel – kun er fantasien, der sætter grænser. 

En ofte anvendt vending i forestillingen er i den forbindelse: 'Er det en båd eller hvad?', 'En pind, en blyant, en soldat, eller hvad?' 

Når Anne Nøjgård siger sådan eller noget lignende, peger hun med forestillingen på det 'at forestille sig'. På det, at få ting til at være noget andet, end de er – og på det, at glæde sig over den glæde og de muligheder, det giver.

Roligt, livligt og fyldt med fantasi

Anne Nøjgård har som forestillingens eneste medvirkende fuldstændigt styr på spillet. Hun har på én og samme tid ro og liv i kroppen. En tydelig artikulation. Intense øjne og et nærværende blik. Når det så bliver kombineret med en så sprælsk og 'ud af boksen-tænkende' iscenesætter som Kamilla Wargo Brekling, bliver resultatet seværdigt.

Scenografi og kulisser er blidt farve-afstemt i grågrønlige farver og tilsat kontrasterende kulører i form af saksens (danserindens) lyserøde kulør og et lille papirhjerte, som også er lyserødt. 

Som en lille finesse tegner Nøjgård det indledningsvist på et lille stykke papir, men klipper det så ud, for som hun siger: 'Jeg klipper det lige ud, så I bedre kan se det'. 

Hjertet sætter hun fast udenpå sin trøje for 'Så glemmer jeg det ikke'. 

Når skuespillere i en forestilling både siger og gør det samme, kan det ofte virke klodset og uinteressant. Men her fungerer det rigtigt godt. 

Særdeles seværdigt teater

Forestillingen tager – ofte ledsaget af musik – publikum ved hånden  og viser og forklarer samtidig med, at den byder på overraskelser. 

Ingen – heller ikke de treårige er i tvivl om at de blyanter, Nørgård tager op af den lille metaldåse, er tinsoldater. Hun placerer dem i huller på bordet. Lader dem paradeplads-marchere på bordbrædder som køres frem og tilbage, og hun anbringer den standhaftige tinsoldat på toppen af arkitektlampen, som agerer vagttårn. 

Det er deroppe, at tinsoldaten får øje på danserinden – en lille saks med to påsatte fjer og tillige Nøjgård, som illustrerer og morsomt kommenterer forskellige ballet-positioner. Det er her tinsoldaten (mens Nøjgård placerer sine ene hånd på det lille hjerte på sin trøje) mærker, at 'hans krop begyndte at opføre sig mærkeligt. Det begyndte at dunke inde under hans uniform'.

Kærligheden gør ham svimmel, og nu tager fortællingen fart. Via en gadedreng, en vandrotte og en barsk sejlads på det store hav (som behændigt vises på bagvæggen) og en tur omkring en fiske-disk, vender tinsoldaten retur til Nøjgård – og til danserinden. 

Og nu er det hende, som mærker i kroppen, at tinsoldaten er en skøn fyr – og sammen flyver de på kærlighedens vinger op imod et stort hjerte, som toner frem på bagvæggen, mens Nøjgård fortæller, at i eventyret ender det med, at de brænder op i ilden, men at deres kærlighed aldrig kan brænde op. 

Sådan – med timing, musik, humør og teaterfantasi – og befriet for alle mulige tillægsdikkedarer kan et for voksne i al fald gammelkendt eventyr foldes ud som seværdigt teater.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

’Wicked’ er en grøn fest
Fredericia Musicalteater:
'Wicked'
Ond, ondere, ondest – eller grøn, grønnere, grønnest? ’Wicked’ af Fredericia Musicalteater er et brag af en musical om fremmedhad og sangglæde – og om at være teenager i en hævngerrig verden.
’Vi hører sammen’
Teatret Gruppe 38 og Teater Rum:
'Min søster er en havfrue'
’Min søster er en havfrue' er en både stærk og sårbarhedsfyldt monolog, der peger på kærlighedsbåren samhørighed frem for irritation og misundelse i en nær relation.
Døden fra en livsbekræftende dansesynsvinkel
Bobbi Lo Produktion:
'Dancing with the dead'
Bobbi Lo Produktion har skabt et sansestærkt og tankeappellerende værk om døden som den realitet og det mysterium, den er.
Skønne lattertirader og skingre smertegrin
Antoinette Helbing:
'Laughing Crowds'
Antoinette Helbings grinende folkemængde blev i Horsens Teaterfestivals version af ’Laughing Crowds’ en både inkluderende og ekskluderende oplevelse.
Pigedrømmen om godheden
Det Ny Teater:
'Anastasia – the musical'
Måske er hun zarens datter. Måske er hun ikke. Men Emilie Groth spiller Anastasia på Det Ny Teater, så man både som barn og som voksen kan spejle sig i drømmen om, at uskylden sejrer en dag.
’Verden er ikke vores’
Anemonen og Kollektivet Langmis:
'Farmor Floras grønne fingre'
Anemonen og Kollektivet Langmis har sammen skabt en surrealistisk forestilling med cirkusartisteri, poesi og humor om at være en del af det store økosystem.
’Wicked’ er en grøn fest
Fredericia Musicalteater:
'Wicked'
Ond, ondere, ondest – eller grøn, grønnere, grønnest? ’Wicked’ af Fredericia Musicalteater er et brag af en musical om fremmedhad og sangglæde – og om at være teenager i en hævngerrig verden.
’Vi hører sammen’
Teatret Gruppe 38 og Teater Rum:
'Min søster er en havfrue'
’Min søster er en havfrue' er en både stærk og sårbarhedsfyldt monolog, der peger på kærlighedsbåren samhørighed frem for irritation og misundelse i en nær relation.
Døden fra en livsbekræftende dansesynsvinkel
Bobbi Lo Produktion:
'Dancing with the dead'
Bobbi Lo Produktion har skabt et sansestærkt og tankeappellerende værk om døden som den realitet og det mysterium, den er.
Skønne lattertirader og skingre smertegrin
Antoinette Helbing:
'Laughing Crowds'
Antoinette Helbings grinende folkemængde blev i Horsens Teaterfestivals version af ’Laughing Crowds’ en både inkluderende og ekskluderende oplevelse.
Pigedrømmen om godheden
Det Ny Teater:
'Anastasia – the musical'
Måske er hun zarens datter. Måske er hun ikke. Men Emilie Groth spiller Anastasia på Det Ny Teater, så man både som barn og som voksen kan spejle sig i drømmen om, at uskylden sejrer en dag.
’Verden er ikke vores’
Anemonen og Kollektivet Langmis:
'Farmor Floras grønne fingre'
Anemonen og Kollektivet Langmis har sammen skabt en surrealistisk forestilling med cirkusartisteri, poesi og humor om at være en del af det store økosystem.