Titlen er skøn. Selv om den fiffige dobbeltbetydning af 'Vær’Sko' nok går hen over hovedet på de fleste børn i alderen 3-9 år. Forestillingen kommer også godt fra start: Den moderne families konstante tidspres bliver klart ridset op med en hverdagsmorgens let genkendelige hektiske aktiviteter. Men den spinkle historie om tidstyranni fungerer mest som ramme om en fyrig cirkusforestilling fuld af fest og farver og fornøjelige snuptag.
Laura Madsen har en langt mere sikker hånd som instruktør end som manuskriptforfatter Cirkusløjerne er bundet sammen til en helhed med et godt og glidende flow, der holder gejsten oppe hos tilskuerne. Teksten er derimod en umage blanding af søde rim og dagligdags snak med alt for voksne vendinger – ikke mindst for 3-årige.
Det er ærgerligt, for de gode skuespillere og ferme cirkusartister, der fylder den heftige spillestil med masser af fysisk vitalitet, er til mere.
Det store scenerum giver plads til et podie i den ene side med en stue med bord og stol. Fra væggene ser fredelige familieportrætter på os, men der er også plads til en lille hest, der stråler og på væggen bagved et løvehoved, som kan lyse og brøle. I den modsatte side ses indgangen til boligen og en entre med et skab.
Det viser sig at være vigtigt, for i et forsøg på at sabotere afgangen til jobs og skole gemmer pigen Ai familiens vinterstøvler i skabet.
Det virker. Muren med hoveddøren er vupti forvandlet til indgangen til Cirkus Sko, og skabet med kedeligt fodtøj er pludselig er fyldt med de vildeste udgaver af magisk fodbeklædning.
Efter lidt panik går Kristine Nørgaard Sørensens tjekkede mor med til at hoppe i et par paillet-dækkede sko, og så tager pokker ved hende.
Emil Bodenhoff-Larsens søde far, der har gummi i kroppen, er mere tøvende, men da han er hoppet i de første par støvler, er han også med på legen.
Skoene styrer vildt
Jazzmusik fylder ørerne, mor får røde læber og far en rød næsetip, mens et par flotte runde pletter på kinderne gør Ai til en del af den nye klovnefamilie, der sætter hverdagens hamsterhjul på standby til fordel for Cirkus Sko.
Det er en herlig idé at lade skoene styre menneskene og ikke omvendt, og det har tydeligvis appelleret til scenografens fantasi. Det glimter og glitrer fra sko og støvler, nogle har blomster, andre urskiver, og et par er udstyret med gevaldige tandsæt, der gør dem velegnede som våben.
Der er selvfølgelig også stepsko, som får moren til at give et forrygende flot nummer sammen med slangen Carlos. Det kan Ingrid-Marie Thorlacius’ som husets ustyrlige og charmerende datter Ai ikke helt gøre sin mor efter. Pigen er ikke spor tryg ved den store slange, men hun prøver godt hjulpet af stepskoene. Til gengæld er hun senere lynhurtig til lære at køre på ethjulet cykel.
Det meste af tiden drøner Ai rundt på strømpesokker, men da hun først får smag for magiske sko, bliver hun både cirkusartist, hestedressør og hundetræner. Det er selvfølgelig forældrene, der optræder som hunde, og det gør de morsomt, men ikke så urkomisk som Kristine Nørgaard Sørensen i rollen som Frøken Klokken. Udstyret med urskiver fra top til tå melder hun sig som ny ejer af Cirkus Sko og sætter straks alt i system efter en stram tidsplan.
Ai knokler på for at opfylde kravene, men det bliver hurtigt for meget af det gode. Frøken Klokken bliver gjort ukampdygtig, og forestillingen ender stille og roligt med forældre, der igen har lært at lege.
Det er dejligt, men selv om klokken er ude af billedet, er det nok kun på teatret, at de kan tillade sig også at give pokker i urets gang. Desuden har deres datter fået lyst til at komme i skole – til tiden.
