»Formidling er dybest set personligt og relationelt. Og formidling er også kunst. Og derfor arbejder vore studerende på formidlerdiplomuddannelsen helt naturligt med mange af de samme kunstneriske praktiske processer, som vore studerende på de kunstneriske uddannelser,« siger Martin Elung, der er leder af Scenekunstens Udviklingscenter i Odsherred, som er en del af Den Danske Scenekunstskole.
Siden 2004 har Martin Elung, oprindeligt uddannet skuespiller, stået i spidsen for de meget fleksible uddannelsesforløb under Scenekunstens Udviklingscenter. Forløb, hvor de studerende med deres vidt forskellige erfaringer og baggrunde – museums- eller biblioteksmedarbejdere, skolelærere eller pædagoger, eller udøvende kunstnere (eller noget helt femte) – mødes og sammen deler viden og udforsker hele det kunstneriske og kulturelle felt.
»For den enkelte er en stor del af øvelsen at finde frem til, hvad der skaber resonans inde i en selv. Dagligt bombarderes vi med alle tænkelige former for mediepåvirkning. Og det i en sådan grad, at vi dybest set kun lytter efter, når vi oplever, at noget er autentisk. På uddannelsen er vores udgangspunkt derfor, at hvis det skaber resonans inden i dig, og det er fra denne resonans, du formidler, så er der mulighed for at andre kan koble sig på det. Så snart det har resonans, så skaber det en oplevelse af autenticitet. Af ægthed,« forklarer Martin Elung.
Lære at lære
På spørgsmålet om ikke også formidling af scenekunst kræver indsigt i kommunale budgetter – og viden om, hvordan man læser disse og andre mere tekniske og DJØF-agtige udfordringer, forklarer Elung, at de øvre kommunale rammer indgår som en del af refleksionsmaterialet. Men blot en del af det.
»Det er på lige fod med alle de andre læringsmål, som eleverne selv etablerer. På skolen er vores opgave at danne den bredest mulige ramme. Give rum til, at vores studerende kan lære at lære. Og ude i virkeligheden kan de hele tiden bruge de kunstneriske processer, som de har stiftet kendskab med. Det vigtige er, om man kan skabe resonansen i sig selv – og give dette et udtryk. Hvis man lærer at lytte til sig selv, så får man det mest unikke materiale. Ud fra dette kan man formidle kunsten og kulturen.«
Dele ud af sin kunnen
Hvor de studerende ved Scenekunstens Udviklingscenter præsenteres for kunstneriske processer og supplerer deres vidt forgrenede erfaringer med en indsigt i dette, er det anderledes for de studerende ved Scenekunstuddannelsens overbygningsuddannelse i Danseformidling.
Siden sommeren 2015 har Laura Navndrup Black stået i spidsen for uddannelsen. Hun er selv en af de 12 dansere, der kan skrive danseformidler på CV’et, og ligesom alle andre af uddannelsens elever er hun dels kommet ind på baggrund af en tidligere gennemført kunstneriske danseuddannelse og minimum to års erfaring som dansekunster, dels på baggrund af en praktisk optagelsesprøve.
Her vurderes den studerendes evne til at formidle, til at forholde sig til det musikalske og til at løse en kreativ kunstnerisk opgave.
»Når danserne søger ind på formidleruddannelsen, er de meget afklarede. Det som jeg ofte hører fra dem er, at når man er solokunstner, kan det godt føles selvcentreret. Ansøgerne er typisk nået til et sted i deres liv, hvor de ønsker at dele ud af deres kunnen på flere niveauer. Ønsker at lade andre opleve kunsten indefra i en medskabende proces,« forklarer Laura Navndrup Black.
I løbet af selve uddannelsen, som er fuld tid – og ofte mere end det – sætter de studerende sig ind i forskellige pædagogiske teorier og praksisser. Dette suppleres med praktikperioder på folkeskoler og i gymnasier. Her planlægger, gennemfører og efterfølgende evaluerer de undervisningsforløb indenfor kreativ dans.
»Det er dette område af dansen, der er vores primære fokus. Kreativ dans er først og fremmest en metode. Med afsæt i aktuelle metoder og tilgange fra den sceniske dans er det en metode, som vi hele tiden udvikler,« forklarer Laura Navndrup Black.
Udviklingsprojekter
Udover det rent pædagogiske gennemfører eleverne kunstneriske udviklingsprojekter.
»Her videreudvikler de deres kunstneriske praksis. De skal kunne reflektere både verbalt og kropsligt, altså i deres gøren, og de skal kunne argumentere for de valg, de træffer,« siger Laura Navndrup Black, der fortæller, at mange af de studerende efterfølgende løser opgaver med undervisning i kreative fag eller med udvikling af kunstneriske undervisningsprojekter.
Enkelte kommer også ud og får lederstillinger på forskellige danseinstitutioner. Og ligesom eleverne kommer fra hele verden, er det er ofte over hele verden, at de finder deres jobmuligheder.
»Vores oplevelse er, at der virkelig er brug for deres erhvervede evner til at udøve deres fag – og at de som reflekterende dansekunstnere og formidlere er med til at forme og udvikle feltet.«
