I al retfærdigheds navn: Denne anmeldelse må blive tvedelt. Mine to konsulenter på seks og ni år synes da , at det var rigtigt sjovt, selv om et par af skuespillerne var ‘lidt underlige’ og at der var ‘for meget sang’. Næsehornet var ‘rigtig, rigtig flot’, og historien er jo velkendt og folkekær. Og publikum klappede og piftede begejstret ved tæppefald.
Men når det er sagt, må forestillingen bedømmes professionelt. ‘Otto er et næsehorn’ er en morsom bog, tilpas fantasifuld og vrøvlet på den gode måde, og den er skrevet i Ole Lund Kirkegaards helt egne sprog – direkte, forundret, småfrækt, børnelogisk og poetisk. Ypperligt til højtlæsning.
Dette sprog er desværre næsten fraværende i forestillingen. I stedet har Sandø og Reynberg satset på en ‘dynamisk’ dramaturgi af musicaltypen, med dansenumre og en endeløs og anmassende række af sange, der ikke driver handlingen en meter frem. Forestillingen og fortællingen mister desværre flow gang på gang. Hvad skal hr. Løwes sang om al slags kattedyr være godt for? Eller bagerkonens katalogsang om kager? Andet end at give de respektive skuespillere ‘et nummer’? De narrative hjul falder af i svingene, og al videre fremfærd bremses.
Og koreografien? Når samtlige skuespillere træder fuldstændigt ud af deres roller for at deltage i jazzdans og hip-hop – jamen, så tror jeg heller ikke på dem efterfølgende. Det havde ikke været så svært at lade dem blive i karakteren og alligevel glide ind i koreografien – på deres egne præmisser! Det kunne have givet figurerne en vis charme, en komisk distance.
Problemfyldt skuespil
Men det, der virkelig trækker forestillingen ned, er skuespilleriet. Her råbes og skriges, her grimasseres og gøres ved og ikke mindst: Her fjolles. Ligesom punchlines serveres begejstret og forventningsfuldt direkte ud til salen (»Otto? Skal vi spille Lotto?«) Skuespillere står på scenen og slår skabagtige knuder på sig selv, så vi nede i salen slår knuder på både tarme og tæer. Og denne ‘spillestil’ er så gennemført, at man må tro, at der ligger en eller anden underlig tanke bag. Den tanke kan vel næppe komme andre steder fra end instruktøren. Og hvis han godtager, eller – Gud forbyde det – opfordrer til sådant amatøreri, så burde teaterchefen have givet ham en hjælpende hånd. Skuespillerne har ikke en chance til at vise, hvad de kan, fordi de aldrig bliver taget alvorligt – fordi situationerne aldrig bliver taget alvorligt. Og det er simpelthen dårligt (instruktør-)håndværk. Kunst vil jeg slet ikke tale om.
To undtagelser: Mellem Topper og Sille opstår der en reel situation, når han har skrevet: ‘Jeg elsker dig’ med sin nyfundne magiske blyant og forsøger at skjule det. Dét tror jeg på – hans forlegenhed. Her er charme og komedie, fordi han har et alvorligt problem. Og når Zoo-direktøren forsøger at gennemføre en telefonsamtale med myriader af dyr, der forstyrrer ham – ja, så bliver der komedie, fordi han skal nedkæmpe forhindringer, mens han laver noget helt andet. For alvor! Og brandkorpset som amerikanske marines er da en sjov idé! Hvis de bare kunne lade være med at spille det hele ud i salen – ‘er vi ikke festlige!’
Ellers er forestillingen fyldt med indfald. Men det er jo som bekendt ikke det samme som ideer.
Jeg har altid været modstander af den konservative fløj af det danske (gruppe-)børneteater, der har protesteret mod, at de store teatre skulle pålægges børneforpligtelser, ‘fordi det har de ikke forstand på’. Stort er ikke dårlig pr. definition! Jeg anerkender fuldt ud, at det bedste af dansk børneteater (‘i børnehøjde’, som det så fint hedder) hører hjemme i verdenstoppen, men jeg er da også klar over, at der er masser af dårlige og halvdårlige forestillinger til fals over det ganske land. Det, der bekymrer mig, er, at folketeatret.dk med ‘Otto er et næsehorn’ har givet den konservative børneteaterfløj et alt for godt argument.
To stjerner: En for næsehornet og en for energisk, heroisk indsats.
