Kulørte lamper. Vemodig musik på harmonika og klarinet. Rød-hvid teltdug i strimler. Tigerdukker i flok. Cirkus. En sand historie. Eller så godt som. Afsættet er en berømt amerikansk kvindelig tigerdressør, Mabel Stark, døbt Mary, og hendes oplevelser i et stort cirkus sidst i det 19. århundrede.
Vi begynder med barndommen. Som en biografi, sat på scenen. Fortalt i det frodigste, mest fabulerende og herligt bramfrie sprog. Som når det udpensles, hvor mange, der døde af tuberkulose dengang for 128 år siden. Døde og døde i en uendelighed! Eller beskrivelsen af, hvordan den anden af forældrene blev skåret i småstykker af en plov, hvorefter Mary måtte gå på marken og samle op. En arm her, et øje der, blodigt kød ned i en lille spand.
Gysende fryd
Det er den slags saftigheder, der får det til at gyse af fryd hos ungerne. Den tegnefilmagtige spillestil og den ironisk-troskyldige fortællemåde. Som i beskrivelsen og skildringen af forældreløse Mary, der vokser op hos sin meget religiøse tante, som bager kålkager (!), mens hun betegner alle fornøjelser som Satans værk. Også det cirkus, der en dag kommer forbi.
Eller når vi hører om cirkusdirektørens demonstration af alle sine mange skader. Litervis af blod, hundredvis af sting, grusomme ar over det hele – det kan bare ikke blive vildt nok – fra mødet med tigrene, som bare aldrig kan blive tamme.
Mary stikker nemlig af fra tante, midt om natten, hopper på cirkustoget, konfronteres med tigrene i deres bur – og så er hun solgt. Hun har fundet sit livs kald, hun vil tæmme vilde dyr.
Men sådan leger vi ikke hos den bistre cirkusdirektør. Hun har værsgo at begynde med at vise sine ben frem mod betaling – ja, for Mary har heldigvis cirkusben, viser det sig – hvorefter hun fortsætter som springende dødskylling fra en høj mast, lærer at bruge en dyrepisk, så hun kan ramme en flue i et stykke kød – og så, omsider, får lov at træne tigre.
Hurtigt bliver hun den bedste, den berømteste, vildere og vildere bliver det. Indtil det går galt.
Varmt og medrivende
Og så ikke mere om historien, men masser om formen. For de to spillere, Anna Panduro og Maja Skovhus Rehøj, er mere end skønne. Anna Panduro med robust sødme, og Maja Skovhus Rehøj som både den skrappe tante og den meget kontante cirkusdirektør.
Sammen fortæller og spiller de, mens de blæser højt og flot på sandsynlighederne – Mary går fx på line fra sit loftsværelse hos tante og ned til cirkus – for dette her er ikke kedelig virkelighed, men en magisk fortælling om en pige, der havde en drøm, satsede alt, sled som et bæst og fik drømmen til at gå i opfyldelse.
Sidst i forestillingen forklarer direktøren, at kan man få publikum til først at gyse og derefter grine, har man vundet dem.
Det er præcis den samme kunst, denne varme og medrivende forestilling kan. Som når Mary den allerførste nat i cirkus uforvarende har lagt sig til at sove i tigerburet og vågner op med en knurrende tiger bag sig. Gysende er det, også selv om vi godt kan se, at det jo bare er den anden spiller med et tigerhoved på. Alligevel sidder vi totalt opslugte og tyste. Og så det forløsende grin bagefter, når faren er overstået.
Afvæbnende uskyld
Forestillingen betjener sig af helt enkle midler. Alle rekvisitter ligger synligt fremme, skæg tages af og på for øjnene af os, linedansen er nogle kasser, der flyttes frem og tilbage, tigrene som sagt af stof og piskeknaldet laves med en knaldhættesnor.
Og alligevel er det fuldkommen magisk. Vi sidder som spundet ind i en tryllekreds, hvor den gode fortælling – som barndommens højtlæsning af en røverhistorie i halvmørke – forvandles til teater, hjulpet godt på vej af en diskret, men meget effektfuld og stemningsskabende lydkulisse og de kulørte lamper, når historien er vildest.
Stilen er som sagt bramfri – få ting er formentlig skønnere for et barn på 7-10 år end at høre voksne svælge i blod og lort, bande og udstange nogle af de forbudte og ulækre ord. Det gør forestillingen med en ualmindeligt afvæbnende uskyld.
Det er muligt, at tamme tigre ikke findes. Men gode teateroplevelser gør heldigvis. Og denne her er virkelig en af dem.
