Det begynder med et æble. Det står i ensom majestæt på en gang på skolen og venter på at blive opdaget, og det er den lille udvalgt skare på syv 3. klasse elever ikke længe om. De læser også sedlen, der stikker op og afslører, at de skal deltage i en skattejagt styret af æbler. Men også med praktisk hjælp af en menneskeguide med nøgler, der ledsager de små stifindere på turen rundt i 'Æblestjerne's brogede og barokke univers af skjulte rum og sære skikkelser.
Første – en smule skræmmende – stop er dybt inde i varmekælderen, hvor et ansigt på video opfordrer til at finde hesten. Den venter sød og hvid og grøn i biblioteket, og udfordrer straks tilskuerne ved at give sig til at klippe i en bog. Det gør man da ikke! Jo, det gør man, for sedler med ord viser vej til en hule foret med udklip og hele og halve bøger og en ny seddel, der skal findes. Det bliver den, og så går turen videre til dagens højdepunkt.
Nysgerrigheden har for længst fortrængt eventuelle forbehold, og et mørkt råt rum proppet med glaskolber og farvede væsker skræmmer ingen. Til gengæld sænkes stemmerne til en hvisken i selskab med hestens ordløse optræden som alkymist.
Det kræver sammenhold og indbyrdes hjælpsomhed at følge hestens bydende anvisninger på, hvordan flokken skal give en hånd med. Men begejstringen er åbenlys, når vand forvandles til boblende lyserødt skum.
Skabt i børnehøjde
Fra videnskabens verden byder næste udfordring på mere filosofiske og flyvske betragtninger. Henslængt på bløde hynder og omgivet af blomstrede tekstiler, lytter man til et mystisk tilhyllet væsen, der fortæller om det, som vi kan se, og det, som vi ikke kan se, men godt ved findes.
Tilskuerne hænger stadig på, også da væsnet smider sløret, og får dem til at afprøve effekten af at blinke med øjnene. Men det overgås af fascinationen ved at se et æble blive skåret ud i papirtynde skiver, der tydeligt viser den magiske stjerne i midten.
Det giver forløbet en særlig kvalitet, at Seimi Nørregård og Boaz Barkan står ved, at de er performance-kunstnere og ikke skuespillere. Formummet bag store, sære kostumer kommenterer de det koncentrerede interaktive performance-forløb, der tydeligt er skabt i børnehøjde.
De to figurer forklarer, spørger og nogle gange tier de stille. De spiller ikke roller, men beretter og styrer – med ord og mime og intens tilstedeværelse – hvad der foregår og skal ske.
Det mærkes også i det sidste rum, hvor en væg med rullende data danner kontrast til blondegardiner, og de mystiske tegn og stjerner, som hesten tegner på gulvet. Måske bliver man klog hen ad vejen, måske er man klog lige fra starten, foreslår 'Æblestjerne'.
Der er i hvert fald en god chance for, at de børn, der i små grupper børn kommer gennem performance-land, bliver klogere på glæden ved fælles udfordringer.
Hvis man spørger deltagerne efter forestillingen, om de har set teater, vil de muligvis sige nej. Men spørger man, om de har haft en stor oplevelse, vil svaret uden tvivl være ja.
