Statens Museum for Kunst er nok det flottest tænkelige udgangspunkt for en børne-opera om billedkunst og kærligheds indflydelse på hinanden. Bag museets enorme glasfacade dannede naturens egne farver i Østre Anlæg den smukkeste baggrund, da Teateravisen.dk overværede 'Billederne synger'.
Mindre prangende omgivelser kan dog sagtens være med, for det er et bragende godt koncept, Operakarrusellen har udviklet til forestillingen.
Med 'Billederne synger' lykkes det at slå mindst fire fluer med et smæk. Børn bliver præsenteret for operagenren, for nyskreven musik, for billedkunst gennem tiderne og sidst, men ikke mindst for en teateroplevelse, der konkret lader dem mærke, hvad kunst kan give dem. I tilgift bliver de godt underholdt af et stærkt hold medvirkende, der både kan synge og agere, så publikum hænger på.
Librettoens sprog og rim er det meste af tiden lige ud ad landevejen og gør teksten nem at forstå. Men overordnet er der stuvet for mange, svære temaer sammen i historien.
Den er ellers godt tænkt: Museumsassistenten Susanne får med dags varsel ordre til at skrue en udstilling sammen – ikke med – men for dronningen. Beskeden når hende – og publikum – gennem direktørens, Joachim Knops, velmodulerede tordenrøst i telefonen.
Susanne skal vælge et billede, som skal med på udstillingen, og hun får tre muligheder. På den måde er der skabt et fint afsæt for at gøre 'Billederne Synger' til en musikalsk præsentérbakke for et billede af Christian IV, et selvportræt af J.F. Willumsen og en ansigtsløs kvinde, Zulma, malet af Matisse. Tre epoker, tre stilarter og tre sangere, der behændigt hopper ud og ind af billederne og rollerne.
Børnevenlig musik
Det går tjept og skægt for sig i den åbne og finurlige scenografi, hvor et stort koncertflygel fuldender det visuelle udtryk af de samarbejdende kunstarter. På tangenterne huserer ferme Lars Fjeldmose, hvis iørefaldende musik er børnevenligt let tilgængelig og sangbar uden at være pop.
Johannes Mannov og Liv Oddveig Midtmageli har deres store operastemmer med sig og ser umanerligt godt ud som Willumsen og Zulma. Mens Lars Oluf Larsen i rollen som Christian firtal med sit nuancerige skuespil og gode, men ikke operaskolede tenor skaber en imødekommende bro til et ikke operavant publikum. Og som Susanne er Stine Rosengrens lyshårede, sødmefulde operasopran ikke til at stå for.
Det opdager museumsdirektøren heldigvis også til sidst takket være malerkunsten. Men først må stakkels Susanne med komisk fortvivlelse gennemleve adskillige timer med skrækblandet forelskelse i direktøren og i malerkunsten.
Det sidste hjælper de tre store, afdøde kunstere hende beredvilligt med, så hun på et øjeblik får opfyldt sin drøm om at springe ud som talentfuld moderne maler.
Efter forestillingen var der spørgsmål fra publikum, og på Statens Museum for Kunst var der imponerende flere små fingre i luften end mulighed for at svare.
'Hvad er pointen?', spurgte en lille pige som den første. Det sendte manuskriptforfatter og medvirkende Lars Oluf Larsen på overarbejde for at finde et kort og forståeligt svar. Men det gik: 'Billederne synger' handler om kunst og kærlighed og især om den betydning begge dele har for mennesker.
Det er forestillingen selv et strålende eksempel på. Derfor er det ærgerligt, at der undervejs går for meget voksen-revy i forestillingen, når der langes ud efter kulturpolitiske bommerter. Aldersgruppen taget i betragtning er det også problematisk, at kærlighedshistorien handler om en voksenforelskelse med aspekter af kønsrolleproblematik og magt og ikke om følelser i børnehøjde, som publikum kunne spejle sig i.
