Når Månebarnet er blevet lagt i seng, kan hun simpelthen ikke falde i søvn. Hendes forældre bliver hurtigt trætte af at komme med vand og alt muligt andet. Men så kalder Månebarnet bare på sine hemmelige fantasivenner Tju og Bang – og så bliver der hygge og ballade.
Det er den skønne og genkendelige rammehistorie om forestillingen ’Tju Bang’ for de 2-5-årige på Det Lille Teater. Alberte Winding og Adelaide Bentzon har sammen skrevet dette stykke. Teksten skal dog lige skal finde formen og komme hen over de første sange, førend replikkerne helt fungerer. Der skal også slås en masse usynlige og ikke helt så indlysende søm i væggen med en hammer, førend plottet samler sig og bliver til en natlig leg, som også børnene kan overskue.
Men alle scenerne løftes af Jan Rørdams børnehyggelige musik med melodier med masser af energi og glade rytmer – baseret på Alberte Windings bog og album ’Tju bang chokolademand’ fra 1994.
Glimmerstriber
Dette natlige børneeventyr foregår med masser af overraskende finurlighed i scenografien af Nadia Nabil. Åbningsscenens børneværelse med praktisk sengealkove og en enkelt lille månelampe på sengebordet forvandler sig undervejs til en farvestrålende drømmeverden med en hemmelig dør i væggen. Pludselig dukker Månebarnets to fantasivenner op i en røgtunnel bag væggen. De træder ind i børneværelset for at for at lege.
Det føles fantastisk. For sammen med dem er alting muligt: Om det så er Månen, så svæver den ned mellem skyerne for at lege sammen med Månebarnet og hendes venner. Støttet af Rasmus Nordal Jørgensens børneblide lysdesign, der får børneværelsets virkelighed til at forandre sig til en drøm sammen med Tju og Bang.
Alt bliver til en fest. Månebarnet tumler rundt i sit nattøj. Hendes forældre, som vi heldigt nok lige når at få et kort glimt af, har fornuftigt brunt voksentøj på. Men Månebarnets fantasivenner har selvfølgelig også nattøj på, endda med raffinerede glimmerstriber. Og når de til sidst slår sig løs alle tre, sker det i overdådige pailletkostumer. Her med elegante snit, luksuriøse stoffer og eksotiske farvemix, som var kostumerne taget direkte ud af 1920’ernes dekadente stemning af grænseløs fest – med matchende musik sådan nærmest charlestonagtigt, så fødderne knap kan holde sig i ro. Det er virkelig fornøjeligt.
Vågne hele natten
Skuespilleren Mathilde Eusebius spiller Månebarnet. Hun har en sjov pudsighed over sig, som umiddelbart gør børnehavebørnene nysgerrige. Hun er legeglad, og hun har både temperament og humør. Både børn og voksne tror hende gerne, når hun bestemt udbryder: ’Vi skal holde os vågne hele natten!’
Men det er faktisk Jela Natius Abildgaard og Ludvig Brostrup, der skaber trygheden i rummet med deres figurer ’Tju’ og ’Bang’. For selv om de er meget forskellige, så de smiler begge to beroligende og udstråler en indlysende autoritet, som styrkes af deres flotte og klangfyldte sang.
Jela Natius Abildgaard har rollen som ’Bang’. Hun er med på den værste denne søvnløse nat. Også selv om hun afslører, at hun kender alle de voksnes underlige regler, som for eksempel reglen om, at man ikke må tale med mad i munden.
Ludvig Brostrup spiller ’Tju’ – et mere nervøst gemyt, der aldrig er helt sikker på, om Tju nu også har lyst til at være med i legen. Ludvig Brostrup har en skøn undren i sin stemme. Netop denne tøven bliver virkelig interessant undervejs. Både børn og voksne kan spejle sig i tvivlen, og netop tvivlen er med til at dreje forestillingens fokus, så man kan mærke, at forestillingen i det hele taget bliver en mere tidsaktuel forestilling om at respektere hinanden, som vi er – og respektere os selv. Woke eller ej. Også selv om vi ikke alle sammen kan finde ud af at falde i søvn til fastlagt sengetid.
Halløjsenbær
Sangene i forestillingen fører de tre eventyrere videre ud på en fantasirejse. Det er imponerende, at Det Lille Teaters miniscene med en barneseng pludselig kan blive forvandlet til et kæmpestort hav med en lille båd. Bekymret kommenteret af med Tju’s herligt tvivlende replik: ”Hvad nu, hvis vi bliver søsyge – eller hvis der kommer en haj?”
Samtidig er der mange sjove replikker, der udspringer af barnets spørgsmål til dagligdagens mærkelige ord – altså sproglige finesser, som rammer fint ned i børnehavebørnenes nysgerrighed på sproget. ’En flyverdragt’, for eksempel. For kan man egentlig flyve i den, når den ikke har nogen vinger?
Sammen synger alle tre også en sjov sang om bær. Både hindbær, brombær, jordbær – og ’halløjsenbær’, som de siger og synger med klangfulde stemmer og store smil. Hvorefter de klogt husker at fortælle børnene, at der ikke er noget, der hedder ’halløjsenbær’ i virkeligheden…
Fremtryllede universer
Denne anmeldelse af ’Tju Bang’ er sørgmodigt nok den sidste teateranmeldelse her på Teateravisen.
At det netop sker med en anmeldelse af en forestilling på Det Lille Teater er et udtryk for kalendertilfældighed. Alligevel virker det symbolsk. For Det Lille Teater er et af de teatre, der stædigt insisterer på at skabe teater om børns stærke fantasi – truende økonomi eller ej. Og fordi teatret har sin egen lille baggårdsscene, så skaber teatret forvandlingsforestillinger, hvor den lillebitte scenes vægge foldes ud, og hvor universer trylles frem oppe fra loftet – eller nede fra kælderen.
Fra denne børneteateranmelder er der i hvert fald nu kun at sige: Tak for at invitere mig og Teateravisens øvrige anmeldere med ind i teatrets magi. Tak – og sov godt. Eller som de fortrøstningsfuldt synger det i Månebarnets sang: ’I morgen er der endnu en dag’.
