Mads’ bedste ven, fodboldfreaken Mikkel er lukket som en østers. Han gider hverken spille fodbold eller snakke. Han er helt uimodtagelig for tilnærmelser. Han sidder bare med sænket hoved og mugger, og kommer Mads ham for nær, udløser det bare grove eder, så som ’Din far er et svin!’ og ’Jeg hader dig!’
Sofie er lidt mere modtagelig, og de når lige at finde frem til, at det vist ikke er en helt dum ide at blive kærester, inden Sofie sprænger bomben: Nej, det dur ikke, for jeg skal flytte – helt til København!
Mads' forældre skændes. Bølgerne går højt, og både mundhuggeri og stemning går lige i nervebanerne på Mads.
Mads har det med andre ord ad H til. Alt går i u-du. Ingen siger ja til hinanden. Alt ser håbløst ud. Men så er det, at en Gudfe dukker op. En skikkelse i hvid skjorte med vinger på ryggen og tryllestav om halsen. En Gudfe som oven i købet er en mand og ikke en eller anden fimset pige i tyl. Så Mads er lidt besnæret.
Lyder det hverdagsrealistisk? Det første er i al fald. En dreng – vel en 10 år eller deromkring – står i problemer til halsen. 1:1 Teaters ’Mads og Gudfeen’ er en sammenskrivning og digtning ud fra de historier, som en fjerdeklasse har skrevet. Et afsæt i børns fortællinger, som i øvrigt synes at være en trend p.t. på mange teatre, der spiller for børn og unge.
Gentagelser og overspil
Kim Asmussen har med dramaturgisk hjælp fra Bjørn Brinch snedkereret historien sammen, så den rummer en pæn portion realisme og samtidig har eventyret i sig. Clou’et er det, at Gudfeen tropper op på Mads’ værelse eller i hans drøm og giver tjansen som Gudfe videre til Mads: Vær så god klar ærterne selv, hvis du tror det er så let!
Noget af en udfordring for Mads, som dog viser sig i stand til at score mange possitive point på sin rolleudførelse. I en række små spil møder Mads personer, der skændes eller er i problemer. Han får dem til at se, at de har andre muligheder, end det dødvande de sidder fast i. Mads vokser og modnes med opgaverne og finder ud af at en god løsning for ham selv også er at starte med ’at åbne øjnene og slå lyttelapperne ud’, som det udtrykkes.
Teksten er skruet sammen med gentagelser, som fremmer forståelsen. Men de gør også udtrykket lidt tungt. Steffen Nielsen, Helga Rosenfeldt-Olsen og Thomas Biehl spiller børnene Mads, Sofie og Mikkel med en god energi. Rosenfeldt-Olsen og Biehl spiller tillige Mads forældre, Gudfeen og de personer Mads møder i rollen som Gudfe. Undertiden er spillet dog lidt overstyret.
Som helhed har ’Mads og gudfeen’ et godt drive. Og på indholdssiden rummer forestillingen flere dimensioner omkring venskab, familier og tab, end den i begyndelsen giver udtryk for.
