Historien om Robin Hood og hans ‘lystige mænd’ i Sherwoodskoven må være den mest dramatiserede fortælling i teater- og filmhistorien siden ‘Odysseus’. Set i så mange udgaver, at man går til en ny version lettere blaseret og med et strejf af bange anelser: ‘Oh my God, another R.H.!’
Flere stokkekampe, fede munke og onde sheriffer, flere snotdumme King John’s og pompøst tåbelige Richard Løvehjerter. På den anden side: ‘Robin Hood’ var Asterions Hus’ første forestilling, helt tilbage fra 2003, og med den særegne fysiske og billedrige spillestil, de har udviklet, var jeg spændt på at se, hvor det hele egentlig begyndte.
Udendørs
Jeg var heldig. Til lørdagsopførelsen under festivalen havde kompagniet draget fordel af det flotte Ballerup-vejr og fundet en udendørs scene, et godt gammelt amfiteater, med rigelig plads til udfoldelse og fine forhold for publikum, som hurtigt var med på noderne. Og dermed var der dækket op til endnu en version af den gamle engelske legende, denne gang som leg – med virkemidler, med fiktionen, med publikum – og med kønsrollerne.
Spillet begynder nemlig med et skænderi mellem de to aktører (Tilde Knudsen og Martin Ammundsen) som hurtigt udvikler sig til en diskussion om, hvem af dem der skal spille Robin og hvem der skal tage sig af alle de andre roller. Og hun vinder!
Til publikums begejstring ifører hun sig den grønne hat og står der som Sherwoodskovens hersker, de fredløses leder, de fattiges ven og den frygtløse rebel. Og publikums helt. Mens han, i højt tempo, skifter fra store Little John til broder Tuck, til fæle sheriffer og dumme konger. Og – til yderligere fryd – til Lady Marion i grøn fløjlskjole.
Asterions spillestil
Asterions Hus har fundet frem til en form og spillestil, som er helt deres egen. Den hviler trygt i Peter Kirks idérige instruktion, der både er fuld af billeder, ofte overraskende, og tilpas uhøjtidelig. Men den hviler endnu tydeligere, og måske endnu mere afgørende, i de medvirkendes fysiske formåen.
Martin Ammundsen er beredt til alt: skurk, helt, heltinde – med masser af komiske karakteriseringer. En slags fandenivoldsk ekvilibrisme, der fører fra det rene fjolleri til stovte krigsmænd eller fattige bønder. Og Tilde Knudsen er antagelig Danmarks bedst trænede skuespillerinde. Intet synes umuligt med hensyn til stokke- og fægtekampe, akrobatik og koreografi.
Sammen med ham giver hun Asterions forestillinger et stærkt fysisk liv, uden at det bliver altfor hæsblæsende. Eller- jo, måske lidt, nogle gange. I forhold til ‘Iliaden’ og ‘Babel’ er ‘Robin Hood’ mere primitiv. Til gengæld er den festligere, mere folkelig og fornøjelig, direkte og legende.
Publikumskontakt
I denne muntre gavtyv-udgave af Robin Hood har de to aktører ingen problemer med at få publikum med på løjerne. Man hepper på Robin, buher til skurkene, og accepterer som en selvfølge, at the merry men består af et stk. hårklips, en neglebørste, en handske og en pude, samt at King John bærer stribet morgenkåbe.
Legen med teaterillusionen og kontakten med publikum foregår ganske uanstrengt, og i godt humør følger vi (mange af) de kendte elementer fra historien. Men at Lady Marion skulle dø til sidst, ovenikøbet ramt af Robins sværd i kampen med King John – det var en kold tyrker!
Alt i alt nok den festligste ‘Robin Hood’, jeg har set, Disneys tegnefilm inklusive. OG Kevin Costner.