Brødrene Grimms indsamlede folkeeventyr er 200 år gamle. Men de er stadig kendt og elsket af mange børn for deres fantasifulde historier og frydefulde gys.
Det er også alt sammen med i den festlige, flotte og fornøjelige danske udgave af ’Into The Woods’, der er skabt af den fænomenale amerikanske musicalkomponist Stephen Sondheim. Han er ellers ikke for børn, men her går det fint det meste af vejen, og heldigt for de voksne glemmer Sondheim ikke, at eventyr også er grumme og har dybe lag.
I forestillingens første og længste del er der masser af underholdende smæk for skillingerne og storslået skøn komik, men lidt for lidt lokkende mystisk og sanseligt eventyr. Det er til gengæld børnevenligt og til at forstå, selv om handlingsforløbet er en udfordring for 7-årige.
De kendte historier om Askepot, Rødhætte, Hans og Bønnestagen og Rapunzel er brudt op, vendt på hovedet og sat sammen, så de ikke ligner det, de plejer. Det gør eventyrfigurerne heller ikke. De udvikler sig tværtimod lige ind i en moderne virkelighed, hvor de kan vælge til og sige fra.
Det begynder tilforladeligt med bagerparret, som Christian Lund og Silke Biranell spiller med fin balance mellem det komiske og kærlige. De ønsker sig inderligt et barn, men må have hjælp af Julie Steinckes super-furie af en heks, der er ustyret med en kingsize knortekæp og en god musical-vokal. Hun forlanger fire ting opfyldt for at levere et barn, og så er der sat gang i et hæsblæsende forløb af vildtvoksende forviklinger.
Legesygt og musikalsk
Det ender stygt for de fleste af personerne, der bukker under for en usynlig kæmpe, der låner stentorrøst af en frygtindgydende Ghita Nørby. Kæmpen må også selv lide en grusom død, mens Maria Wicmanns indtagende og velsyngende Askepot overlever. Blot for at forlade sin utro prins og vende guld og glimmer ryggen, for så spændende var det heller ikke at være prinsesse.
Heller ikke når prinsen er charmefyren Joachim Knop, der er endnu bedre som klam og klæbrig ulv med lange pelsklædte kløer. Han har også det vokale overskud, som Sondheim fortjener, men ikke alle medvirkende kan levere.
Derimod er det imponerende, at det kan lade sig gøre at få så megen herlig hurlumhej og akrobatisk kropskomik til at folde sig ud på Glassalens lille scene. I forestillingens første og længste del foregår det oven i købet på den halve plads. For den mørke magiske skov, der senere åbner sig, er lukket inde bag en guldramme som et kæmpestort sofastykke.
Det er morsomt og flot og med en underfundig kant, der understreger, at der er mere Shakespeare end Grimm i Sondheims skove.
Som en del af den musikalske morskab er der fiffigt anbragt et par opera-takter af sværvægteren Wagner, og operasanger John Wrensted Olsen fyrer dem af med en power, der gør det sjovt. Kostumer og masker er en visuel fest i strålende pangfarver, og den legesyge, gennemmusikalske iscenesættelse viser Peter Langdal, når han er virkelig god. Det går over stok og sten med sang, dialog og bevægelser, der danner tæt og præcist musikalsk parløb med det vitale orkesterspil.
Det hele styres glimrende af Mikkel Gomard, og med Stig Rossen som en overbevisende stærk fortæller er ’Into The Woods’ en helstøbt musical-oplevelse for større børn og voksne.
For efter pausen skifter musicalen spor. Musikken blive mere lavmælt og intens, og sangene længere og mere inderlige. Dramatisk skrues der ned for komikken og op for store eksistentielle spørgsmål om troskab og frihed, ansvar, fællesskab, liv og død.
Det er tung kost for mindre børn – også for tung, og det bliver ikke lettere af, at forestillingen samtidig er nået ind i sin tredje time og varer længe endnu.
