Af: Anne Middelboe Christensen

12. januar 2011

Femstjernet bacon for barnesjæle

Claus Mandøe får skolestarterne til at juble over den avancerede gendigtning af ’De tre små grise’. Med rock og rap og ulvetænder.

Claus Mandøe har håret fuldt af krøller – og hovedet fuldt af krøllede ideer.

Og når han står foran en gruppe unger, så krøller han ungerne med ind i sin forestilling. Ikke bare så de hører efter, men så de får lyst til at digte med. Og det er det, der er noget af det allerflotteste ved Mandøes performerkunst: At hans forestillinger hver gang opstår, som om de lige var digtet frem – mellem ham og hans tilskuere.

I ’Den sandfærdige beretning om De tre små Grise’ er Mandøe egentlig ude i et ret avanceret og metaagtigt ærinde. Han vil genfortælle det fortærskede eventyr, men han vil allerhelst gøre det med en lystløgn i stemmen. Kan man det? Jo, Mandøe kan. Ungerne fanger i hvert fald hans tvetydighed med det samme. Og de er ikke bange for at punktere historien sammen med Mandøe.

– Hvad sker der så, når ulven kommer hen til murstenshuset? spørger Mandøe.

– Ikke noget, svarer et barn.

Så er det sagt.

Vil I høre sandheden?

Claus Mandøe er fortæller. I virkeligheden er hans scenografi og dukker kun udtryk for visuelt overskud, for han har hele eventyret i stemmen. Da han forlader introduktionen og glider ind i fiktionen, bliver hans stemme bogstaveligt talt dybere og dybere – og ridset. For det er her, der er noget på spil. Eller som han spørger ungerne: ’Vil I høre sandheden?’

Jo, det vil de rigtig gerne. De ved instinktivt, at denne slags sandhed bare er fri fantasi…

’De tre små Grise’ er unægtelig en temmelig bastant historie – med de tre-gange-hen- til-grisen som en ret forudsigelig fortællestruktur. Men netop derfor tillader Mandøe sig alverdens underholdende svinkeærinder undervejs.

Hans indfald viser sig at peppe fortællingen betragteligt op. Ikke mindst med forskellige melodier både fra bedsteforældrenes barndom og fra ungernes egen hverdag – med ’Jeg plukker fløjlsgræs’ og ’I’m a Barbie Girl’ i livligt mix. Lydmesteren Søren Søndberg har i hvert fald leget, så ungerne sidder og rocker med tilfredse kenderminer.

Desuden finder Mandøe på alverdens fjollerim, der får eventyret til at nærme sig rapverdenens rå kynisme. Som han roligt udtrykker det: ’En bedstemor der ligger stille / skal man ikke lade gå til spilde.’

Nå, nej.

Vil I have dværge eller grise?

I det hele taget er denne forestilling en invitation til at bruge et eventyr som rammen om alt det, man synes, er vigtigt at tale om. Eller alt det, som man bare kommer til at tænke på undervejs i en myte.

Så her spadserer De syv små Dværge såmænd også forbi i miniature, mens De tre små Grise gør sig lækre på dukketeaterkanten. Alverdens ordspil og grumme jokes kommer i spil: ’Ingen sukker, ingen kage…’

Sille Heltofts scenografi er et muntert dukketeater – bygget af plader fra Danish Crown – og med herlige rockergrisedukker, der har både øremærke og ring i næsen. Ungerne er med på dukkernes humor fra første øjeblik.

Og Kai Büchner har fiffigt iscenesat Mandøe rundt om kassen og inden i kassen, så børnene straks accepterer, at hans fortællerperson findes parallelt med dukkefortællingen: Mandøe som både overgris og førerulv – og superman…

Vil I tude eller grine?

Teatret De Røde Heste har eksisteret siden 1990, og Claus Mandøe har skabt forestillinger til sit teater samtidig med, at han har spillet med i diverse andre forestillinger, ikke mindst hos Gruppe 38. De Røde Hestes glansnummer har været ’Farvel, Hr. Muffin’ i samarbejde med Teater Refleksion fra 2005.

Og Mandøe rejser stadig rundt med denne forestilling, som får børn og voksne over hele verden til at snøfte over Hr. Muffin – et lillebitte marsvin, der engang var verdensmester i agurkeløft, men som nu er blevet gammel og derfor snart skal dø…

’Den sandfærdige beretning om De tre små Grise’ er dog ikke helt indlysende som Hr. Muffins arvtager. Dertil er den nok for subtil i sin humor – og grundlæggende ikke eksistentiel nok. Men målgruppen for de to forestillinger er den samme. Og forståelsen for skolestarternes fantasi og medfølelse har samme Mandøe-strejf: Fornemmelsen for ungernes vilde rutsjen mellem jubel og sorg, hævn og ubekymrethed…

I ’De tre små grise’ går Mandøe dog også lige til grænsen af 1970’ernes afsløringspædagogik. For om der er nogen af ungerne, der spiser gris? Og så er det frem med baconpakken. Her er hans jordnærhed lige ved at få eventyrets helte og skurke til at brase sammen, for er barnetilskueren så ikke akkurat lige så blodtørstig som ulven? Øh…

De kvikkeste af ungerne fatter den beske sammenligning, mens andre bare virrer med hovedet og skyder den fra sig. Men gudskelov får Mandøe travlt med at komme ud af både bacon og eventyr igen: Ind på scenen kommer i hvert fald en politibetjent, sendt som en anden græsk gud ned fra Nordjylland, og han får ungerne til at klukke over de dumme ulve. Og så vinder de klogeste alligevel…

Men de ældste får også Mandøe-humoren med sig i den lune slutsætning: ’Og husk, at tingene ikke altid er, som de bliver fortalt…’

Og nej. Det er de heldigvis ikke. I hvert fald ikke, hvis fortælleren er Claus Mandøe.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

I en seng på hospitalet…
Frøken Fracasos Kompagni:
'I Bertrams Hjerte'
Ved at veksle mellem grotesk humor og en små poetiske billeder, som nænsomt kombineres med dukkeføring, formår Frøken Fracasos Kompagni i en dynamisk vekslen mellem gakket sjov og stille alvor at sende et vigtigt budskab om at man skal tale sammen om døden ud på en kanal, så det suser lige ind på lyst- og lystavlen hos både børn og voksne.
Hæsblæsende kaos
Thy Teater:
'Sit – på det tørre'
Komikken i 'Sit – på det tørre' overspilles ud over alle smertegrænser
Ugly-grøn saftevand med skæv skrædderstilling
Klare Elenius:
'Naboen danser'
Eller hvad med selvlysende kaktus med smidig knæbøjning? Klara Elenius fanger ungernes æstetik og kombinerer med lidt dans, lidt ensomhed – og lidt kedsomhed
Kærlighed i blomsterbedet
Teater Rio Rose:
'Slagmark'
Rio Rose har skabt en visuel smuk og nærværende forestilling om menneskers manglende forståelser for hinanden. Tableau afløser tableau i et stramt koreograferet og fragmentarisk opbygget hverdagsdrama.
Nationalitetsforskudt
Ramaskrig:
'Medfødt - hvem fanden gider være svensk'
Det er ikke rart at blive mobbet for at være svensker. Ramaskrig er til slapstick med sproget uden at fortabe sig i de dramatiske dybder
En historie om magt
Batida:
'Fargo & Søn'
Samtidigheden af fine sceniske billeder og forløb, som spilles overdrevet eller skulle have været strammet op, gør 'Fargo & Søn' til en mærkelig splittet oplevelse
I en seng på hospitalet…
Frøken Fracasos Kompagni:
'I Bertrams Hjerte'
Ved at veksle mellem grotesk humor og en små poetiske billeder, som nænsomt kombineres med dukkeføring, formår Frøken Fracasos Kompagni i en dynamisk vekslen mellem gakket sjov og stille alvor at sende et vigtigt budskab om at man skal tale sammen om døden ud på en kanal, så det suser lige ind på lyst- og lystavlen hos både børn og voksne.
Hæsblæsende kaos
Thy Teater:
'Sit – på det tørre'
Komikken i 'Sit – på det tørre' overspilles ud over alle smertegrænser
Ugly-grøn saftevand med skæv skrædderstilling
Klare Elenius:
'Naboen danser'
Eller hvad med selvlysende kaktus med smidig knæbøjning? Klara Elenius fanger ungernes æstetik og kombinerer med lidt dans, lidt ensomhed – og lidt kedsomhed
Kærlighed i blomsterbedet
Teater Rio Rose:
'Slagmark'
Rio Rose har skabt en visuel smuk og nærværende forestilling om menneskers manglende forståelser for hinanden. Tableau afløser tableau i et stramt koreograferet og fragmentarisk opbygget hverdagsdrama.
Nationalitetsforskudt
Ramaskrig:
'Medfødt - hvem fanden gider være svensk'
Det er ikke rart at blive mobbet for at være svensker. Ramaskrig er til slapstick med sproget uden at fortabe sig i de dramatiske dybder
En historie om magt
Batida:
'Fargo & Søn'
Samtidigheden af fine sceniske billeder og forløb, som spilles overdrevet eller skulle have været strammet op, gør 'Fargo & Søn' til en mærkelig splittet oplevelse