Der er valgkamp i dyrenes univers i forestillingen ’Animals’, hvor grisenes parti, NSP, sidder hårdt på regeringsmagten, mens fårenes modstandsbevægelse, Cumulus, begynder at hale ind på dem i meningsmålingerne.
Over propagandahøjtalerne kommer der ’døgninformation’ til fårene: ’Morgenholdets arbejde begynder om 30 minutter,’ lyder det, hvorefter de i flok med hver sin bjælde om halsen trasker ned i minerne for at udvinde grafit under livsfarlige forhold.
Oppe på jordoverfladen er fåret Molly og hunden Rolf stadig nære venner, og det samme er deres mødre. Foruden at være naboer fik Rolf, der var den niende hvalp i kuldet, nemlig lov til at die hos fåremor, og på den måde blev Rolf og Molly nærmest som søskende.
Men dramaet opstår, da Rolf bliver indkaldt som soldat i den barske nationalgarde af hårde hunde, der senere får ordre om at indfange og internere alle får, fordi deres oprørsbevægelse er i opposition til grisenes NSP-regering.
På den måde er ’Animals’ en dystopisk fabel, der er åbenlyst inspireret af George Orwells ’Kammerat Napoleon’ (på engelsk: ’Animal Farm’) og ikke mindst universet i samme Orwells ’1984’. Men forestillingen trækker også på skræmmende sandfærdige referencer til etnisk udrensning, fascistiske regimer, statstyrede medier og propaganda, som vi ikke kun genkender fra historiebøgerne, men også i en vis grad fra vores egen tid, nær og fjern.
Teater til valgkampen
At forestillingen spiller netop nu, hvor der er skudt gang i valgkampen til folketingsvalget 1. november, er i sagens natur et tilfælde. Men ’Animals’ kommer alligevel belejligt.
Dels vækker kommentarer om magtfuldkommenhed og topstyring genklang i forestillingen, og dels – og endnu vigtigere – minder forestillingen os om demokratiets skrøbelighed. For der skal ikke mere end et simpelt flertal til, før magten kan misbruges. Og med et par hurtige forbud og begrænsninger af vores grundlæggende friheder, som vi i dag tager for givet, kan et frit land pludselig vendes til et diktatur.
Set i lyset af forestillingens målretning til de unge teenagere, der netop er begyndt at tage samfundsforhold og politik alvorligt, er ’Animals’ en aldeles lærerig forestilling, der kan danne grundlag for vedkommende og væsentlige samtaler efterfølgende. Her bør alle samfundsfagslærere være vakse ved havelågen og få deres skoleklasser afsted.
Tydelige karakterer
Der er nemlig ikke bare tale om et lærerigt og tematisk velfunderet stykke teater. Der er også tale om en særdeles dygtigt produceret forestilling. Først og fremmest er dyremaskerne og parykkerne af Katrine Karlsen og Karin Ørum skræmmende troværdige, mens Sandra Møller Svendsens stereotypiske kostumer er med til at understøtte rollerne. Særligt får hundene i deres grønne termojakker et gedigent og let afkodeligt bølle-udtryk.
Maskerne har dog en medfødt ulempe for skuespillerne, Mette Alvang, Annevig Schelde Ebbe, Vika Dahlberg og Elise Müller, der kæmper med at overdøve maskernes statiske udtryk. Dette kompenserer de fire skuespillere dog fornemt for med tydeligt kropssprog og markante stemmeforvridninger, der får de næsten ens får og hunde til at adskille sig fra hinanden.
Det er for denne anmelder ikke til at sige, hvem der spiller hvad, men karaktertegningerne er virkelig gode.
Som et urværk
Der er noget kompromisløst over iscenesættelsen og forestillingens virkemidler. Vi ser ikke noget halvhjertet eller halvfærdigt her. Scenografien, der ligner et hus, men som er bygget op med låger, der kan åbnes på et tilsyneladende uendeligt antal måder, giver således talrige muligheder for rum og udtryk. Dermed kan vi både være nede i de snævre minegange, ude at kaste sten i vandet, inde i et tv-studie og oppe på loftet.
Hvis man sidder lidt teaternørdet og holder øje med, hvad der sker under forestillingens sceneskift, så bliver man godt gammeldags imponeret. Det er næsten som et urværk, når de medvirkende (og eventuelt regissør) på få sekunder i mørket umærkeligt får skiftet både scenografi og kostumer, uden at pausen bliver et eneste taktslag for langt.
Der må være gået en del tekniske prøver forud for at få det hele til at gå op – og det er altså umagen værd.
’Animals’ er således en virkelig gennemført forestilling med tematisk tyngde og teatertæft, som kan anbefales på det hjerteligste – særligt under valgkampen.
