En dyb grøn farve dækker gulv og baggrund og får scenografiens kridhvide tykke stålrør til at stå knivskarpt. I den ene side danner de tydeligt omridset af en seng, en hospitalsseng. Det er Williams. Han er teenager, og han har kræft.
Det er ikke noget indlysende muntert udgangspunkt for en teaterforestilling. Men 'Ud med Knud' er fuld af latter og humor og musik af den hjertevarme og nogle gange galgenhumoristiske slags – uden på nogen måde at blive overfladisk eller rørstrømsk.
Det her handler om døden – både den, der truer William, og den, der uventet rammer hans raskmeldte hospitalsven Emil. Det lader skuespillere og iscenesættelse os ikke et øjeblik i tvivl om. Spillestilen er kraftfuld og udfarende og fysisk imponerende, og der bliver ikke sagt mange ord uden en ledsagende bevægelse og nogle gange musik og sang.
Men replikker og mimik får tid og ro til at lade alvoren i historien trænge ind, og balancen mellem actionkomik og eftertænksomhed holder flot og rammer målgruppen. Det skyldes i høj grad de medvirkende.
Michael Slebsager har sin spinkle krop med sig i rollen som den kræftsyge dreng. Men det er hans sceniske udtryk og gennemslagskraft, der bringer personen helt tæt på os. Williams indre kaos, angst og resignation og til sidst den – bogstavelig talt – livsbekræftende glæde stiger langsomt fra kroppen, der står helt stille, og op til ansigtet med de nogle gange håbefulde andre gange sorgfulde eller vrede øjne.
For det er jo ikke – faktisk aldrig – retfærdigt at være farligt syg, når man som William hellere vil være en helt almindelig dreng, en af flokken lige som alle andre.
Hemmelig ven og samtalepartner
Det forstår vi godt, men det viser sig, at det hverken er nemt eller ligetil at få sygdommen i skikkelse af Knud ud af vagten. Han er både trøst og trussel og tilbyder en form for tryghed og identitet, som er blevet en del af William.
Årsagen er ikke kun, at Janus Elsig som Knud i knaldrød træningsdragt er en ualmindelig bomstærk og akrobatisk følgesvend, der drøner rundt og taler som et maskingevær. Han er sygdommen, men han er også en hemmelig ven og samtalepartner, en højtråbende indpisker, der opmuntrer til at fortsætte, når William er ved at give op.
Det bedste ville selvfølgelig være, at han havde undgået at blive syg og møde Knud. Men det er han, og den barske faktuelle virkelighed trænger sig helt ind i forestillingen, da William, forældrene og publikum bliver konfronteret med først et og så endnu et tilbagefald.
Dermed føjes et yderligere aspekt til historien, for William vil ikke være skyld i at gøre sine bekymrede forældre mere bange, og han orker ikke flere hospitalsophold. Så han prøver at skjule, at de alarmerende og alt for kendte symptomer på kræft dukker op igen. Det samme gør Knud.
Men denne gang beslutter William, at Knud skal ud, og William går effektivt og målrettet til værks. Han bygger en tømmerflåde, og arbejdet styrker både krop og psyke. Det skal være slut med forældrenes pylren. Det skal være forelskelse og ikke medlidenhed, der får søde Katrine til at holde hånd og kysse lidt.
Alle tre karakterer, som Maria la Cour og Albert Stein Ankerstjerne spiller lige som de skal være. Til stede uden at fylde for meget.
Det viser sig, at tømmerflåden er beregnet til Knud. Han kommer om bord, og langsomt, men sikkert ser vi den hårdføre skikkelse gå i knæ og sejle bort. William siger farvel til sin kampfælle og fjende i tro på, at de ikke skal ses igen.
Det håber vi også, for alle børn og unge skal have mulighed for at møde den i høj grad levende William og 'Ud med Knud'.
