Yes! Forestillingen blev reddet på målstregen af en mor og hendes to døtre. Uden den ældste af pigerne, Carmen på 8 år, ville Anemonens ’Vi har ret til at være her’ have været noget vanskelig at gennemføre. Forestillingen har nemlig publikums aktive deltagelse som en altafgørende central forudsætning.
Og da den er designet for børn fra 6 år og opefter ville resultatet nok være blevet noget magert, hvis publikum udelukkende havde bestået af de på KLAP-teaterfestival i Esbjerg indtil da fremmødte publikummer: Tre voksne, nærværende anmelder inklusiv.
Men altså: heldigvis dukkede Carmen op i sidste øjeblik – og som hun da var villig og god til at springe ind med forslag og brav for de to skuespillere, at have som medspiller.
Publikum er reelle medskabere
’Vi har ret til at være her’ kan betegnes som en interaktiv impro-teaterforestilling, i og med at man ikke på forhånd kan vide, hvordan forestillingen udvikler sig. Det vil altid afhænge af, hvilke bud børnepublikummet kommer med og hvordan de to medvirkende skuespillere griber børnenes forslag.
Heldigvis og selvfølgelig er der en ramme. En meget skrabet scenografi, ganske få rekvisitter, en tematik og ”en værktøjskasse”; nogle ideer eller små forløbsskabeloner, som Mia Møller og Maiken DuBois hægter sammen med publikums indspark og i momentet bygger de små improviserede forløb op over.
Forskelligheder og fællesskabsinitiativer
Foran et sort bagtæppe står der i midten et simpelt sort møblement, og i den ene side er der en taburet og en lille kuffert med nogle musikinstrumenter. Her indleder Mia Møller og Maiken DuBois forestillingen med at snakke lidt om deres åbenlyse forskelligheder. ”Du har striber på” siger DuBois til Møller og peger på Møllers sorte kjole med de vandrette smalle hvide striber. Møller svarer hende tilbage: ”Og du har prikker på”. ”Du er stor” fortsætter Dubois, hvorpå Møller replicerer ”Og du er lille”.
Den lille forskelssamtale udvikler sig med humoristiske overdrev. De begynder begge at fortælle om alt det, de hver især føler i forhold til deres størrelse. ”Jeg er så stor, at jeg kan tage månen ned og spise den” fortæller Møller. Og DuBois betror os, at hun er så lille, at hun kan kravle i et musehul. De er rørende enige om, at de er vidt forskellige, og med kommentaren ”Nu går jeg om for at se, om der er nogen, jeg kan være sammen med” går de om bag bagtæppet, for snart efter at vende retur med et henholdsvis ”Der var ingen, der var lige så stor som mig” og ”Der var ingen, der var lige så lille som mig”.
De når lige at bliver enige om at lave noget sammen, da de får øje på os og DuBois udbryder ”Hvad så med dem?” ”Nej, vi kender dem jo ikke” konstaterer Møller.
Det får de imidlertid hurtigt gjort noget ved. Og efter et par små kollektive ryste-sammen-lege, hvor alle nemt kan være med, konstaterer de som et faktum: ”Nu kender vi jer rimeligt godt.”
Med små lege varmer de publikum op til at gå videre i interaktionen. Og snart får Møller og DuBois den første brik at improvisere videre med. De spørger en tilfældig publikummer, hvad vedkommende har i hånden – den hånd, de lige har bedt os alle stikke ned i en imaginær skuffe for at gribe fat i noget. Det var selvfølgelig Karmen, de spørger. Hun har luft i sin hånd, og det får Møller en masse sjov ud af.
Snart efter skaber Møller og DuBois nye spilsituationer ved hjælp at få hatte-rekvisitter, lidt livlige stofrester, andre småting og ikke mindst bud og samspil fra de publikummer, primært Carmen, men også flere af de voksne publikummer.
Situationerne er stort set alle forbundet med det at være fremmed og udenfor, ”at føle sig ret forskellig”, at have brug for og lyst til at blive integreret, at have mistet en ven, og at finde sig vel til rette i et fællesskab.
Fin kobling af alvor og sjov
Det følelsesmæssigt fine, det charmerende og det tankeanimerende ved ’Vi har ret til at være her’ er, at de alvorsfyldte emner bliver parret med skøre påhits og sjove koblinger, uden at seriøsiteten går fløjten. Møller og DuBois driver og indgår i impro-spillet med en naturlig og meget positiv energi, og de er hurtige til at finde på beskrivelser og hændelser, som er morsomt skæve og positivt aparte.
De baner med deres forberedte værktøjskasse af emneforbundne situationer og deres vågne tilstedevær vejen for, at publikum får lyst til at deltage og tit gør det med bud, der ikke er lænket til logiske konventioner.
Det viste sig i al fald i spillet i Esbjerg – som endda kun havde i alt seks publikummer! Så der er potentiale i ’Vi har ret til at være her’ – både i forhold til at komme til at fundere nærmere over emnet diversitet og fællesskab – og i forhold til at opleve at alt ikke behøver være så regelret og snorlige. Ikke værst.
