Med afsæt i en bog af Louis Jensen har Teatret Zeppelin skabt en fornøjelig og visuel flot forestilling om to dybt alvorlige emner. Den ene er et barns dybe ensomhed, som er hovedtemaet. Det andet er døden. Den rumsterer i kraft af hjerter, der – som en drengs og en hunds – skæres ud og byttes rundt som salgsobjekter. Sat i værk af en ond cigarrygende kvinde med høj pande, kniv og en ekstremt morbid sans for forretninger.
Drengen er blevet forladt af sin mor. De nærmere omstændigheder hører vi ikke om, men de fleste børn vil nok genkende billedet af en trist skilsmisse.
Nu sidder den lille pindtynde og seje Johan Damgaard-Lauritsen tilbage i sin afpillede jernseng med sin trods og sin almanak. Et fint spillet portræt af et barn, der lider under massivt omsorgssvigt, men som nægter at give op.
Faren er aldrig til stede, men 'vist nok' på arbejde, og søsteren er også væk. Det sidste er interessant nok det værste og motoren i et afvekslende og godt sammenhængende handlingsforløb.
Forestillingen forholder sig velgørende afslappet til virkeligheden ved ikke at kere om forstyrrende elementer som skolegang og socialforvaltning. I stedet forlader historien, de opfindsomme videoprojektioner og iscenesættelsen sig på en slags magisk realisme, der lader fantasien råde og komme til sin ret som en styrke. Faktisk drengens eneste.
Den er til gengæld både gratis og lige ved hånden og appellerede tydeligvis til et publikum, der var i den yngste ende af aldersgruppen. Det er godt gået, forestillingens længde taget i betragtning.
En grufuld masterplan
Døden er kun konkret til stede i skikkelse af nogle småfugle og mindet om nogle elskede bedsteforældre. Men den er med hele vejen, fordi ingen kan leve uden et hjerte. Det kan også knibe med overlevelsen, hvis man som hunden pludselig er udstyret med et lillebitte hjerte fra et firben.
Det giver til gengæld basis for skøn komik, hver gang Gerard Carey Bidstrups velvoksne vovse med fuldskæg, daskende ører og hvæsende vejrtrækning går i gulvet. Han kommer dog hurtigt på benene igen og følger trofast drengen i jagten på at finde hans søster.
På et tidspunkt lykkes det kvinden med den høje pande at snuppe almanakken fra drengens seng. Det er farligt, for i almanakken tegner drengen det, der er sket, og det, som han håber, vil ske. Man holder vejret, når kvinden side for side river håb og drømme i stykker.
Det blive rigtig slemt, da siden med Maria la Cours sødt snusfornuftige og pilotbebrillede pige Mi, som er dukket op og hjælper drengen, bliver flået i stykker, så livet pifter ud af hende. Også selv om hun erstattes af et forrygende pekingeserhoved i kæmpestørrelse.
Den onde kvinde serverer Mie Brandt på et skræmmende sølvfad af truende mildhed, indtil hun til sidst selv bliver onduleret i en sky af helvedesild og teaterrøg.
Det opleves som fuldt fortjent. Ikke mindst efter afsløringen af den masterplan, der gemmer sig i forestillingens titel, og som er mere hårrejsende end hendes høje pande, og som nok mest forstås af unge og voksne.
Fidusen er enkel og grufuld.: Byt børns hjerter ud med hundes, og forældre vil stå i kø for at købe afkom, der er nemme at afrette og gode til at spise, sove og være alene hjemme.
Og drengen? Han indser på den dannelsesrejse, som 'Drengen der fik en hunds hjerte' også er, at selv om livet ikke altid svarer til ens forventninger om varme hjerter, så kan det godt overkommes.
