Børnepublikummet er ofte de voksne tilskuere overlegne. De var det helt klart, da jeg oplevede Gazarts 'Gul kasse', som er en danseforestilling, hvor to dansere i cirka en halv time bevæger sig inde i en 2 x 2 x 2 meter lukket gennemsigtig kasse fyldt halvt op med firkantede orangegule skumterninger.
Da nogle børn spurgte deres far: 'Hvordan kommer de (danserne) op af kassen?', gav han dem følgelige (tåbelige) svar: 'De bor derinde. De kommer aldrig ud!'
Siden mumlede en anden voksen, der havde stået og kikket: 'Det gir' jo ingen mening det der!'
Modsat de to nævnte voksne havde de børn, der flokkedes omkring den gule kasse, derimod en fest. De kunne nærmest ikke få nok og var 'på' lige fra begyndelsen. Børnene gik tæt på og pressede deres små næser helt ind mod kassens flade. Her var ingen berøringsangst. De var nysgerrige. Øjnene ville se, hvad det var, der foregik i kassen, hvis gule skumfirkanter møffede rundt, som om de havde eget liv.
Undervejs tittede en flig af et ben frem, noget af en hånd, en hårtot og et stykke af en mave. ”Jeg gætter på….”, ”Jeg tror at….” røg det ud af børnene som ivrigt kom med bud på, hvad og hvor mange mennesker, der var i kassen. Og de gav ikke sådan op, de blev stående, gik nysgerrigt rundt om kassen – det kunne jo være at der tittede noget frem der (også).
Helt vidunderligt var det, at en lille pige i lyserødt prinsesse-skrud gav sig til at danse helt tæt på kassen og gentagne gange tog kontakt til Fie Dam Mygind, når hendes ansigt kom til syne mellem det gule skum.
Udfordrende oplevelsesrum
Nu er det jo, som ved al scenekunst, forskelligt hvordan samspillet med publikum falder ud. Den lille danseglade pige er jo fx ikke en fast del af forestillingen. Ligesom akkurat disse meget interesserede børn i øvrigt. Men uanset det tilbyder Gazart med 'Gul kasse' et oplevelsesrum at træde ind i, hvis man vil og tør og har evnerne og lysten til at ville udforske det, man ikke umiddelbart forstår, det man ikke lige kan se, hvad er, og det man ikke lige kan se meningen med.
'Gul kasse' kan sættes op hvor som helst, der er mennesker. Ude som inde. Forestillingen er af den grund for alle aldre. Den varer cirka 20 minutter, og det er – jævnfør det åbne koncept – op til publikum, om de vil opleve hele sekvensen, gå fra og til, eller blot stoppe op ved den løjerlige gule kasse et kort stykke tid.
Kropsdele-kik
Man får fuld valuta ved at vælge 'hele pakken'. I sig selv og kortvarigt er det nysgerrigheds-pirrende at betragte de gule skumterninger, der bevæger sig rundt i kassen, som et materiale, der er i gang med at blive bragt i kog.
Det er udfordrende at søge at få øje på dele af de to dansere, som er klædt fra to til tå i gule trikot-dragter. En fod, en arm, en hånd, et ansigt, en ryg.
Med tiden – i takt med at Søren Linding Urup og Fie Dam Mygind flytter større mængde af skumterninger rundt inde i kassen, bliver større og større partier af deres kroppe synlige og sammen udfører de små koreografiske optrin. Optrin, som er seværdige netop i kraft af deres meget enkle og alligevel forskelligartede udtryk.
Urup og Mygind kaster deres kroppe frem og tilbage. Det ser sjovt ud, fordi skumterningerne på nogle tidspunkter står i vejen for deres bevægelsesfrihed, mens det til andre tider driver dem fremad. Denne leg med forhindring og fremdrift er en klar kvalitetsparameter.
Danserne laver også cirkulerende bevægelser med rotationer som udgår fra deres hofter. De svinger deres kroppe frem og tilbage i divergerende retninger som er de to polariserende penduler. De dykker ned i skummet som om det er bølger, de svømmer i. De bremser op og er i fart. De kommer til syne og forsvinder væk igen. De udforsker og leger i det materiale, de er placeret i.
Befriende enkelt
'Gul kasse' økonomiserer med sine virkemidler. Danserne bevæger sig smidigt og præcist indenfor en overskuelig scenografi. Og koreografisk er der fantasi og afveksling på spil.
Det er alt sammen forfriskende og befriende i en tid, hvor en del teatre og dansekompagnier propper alt for meget og alt for mange afsporende og forvirrende ting ind i deres forestillinger, som om de er bange for at kede publikum og ikke tror på, at publikum godt kan lide at gå på opdagelse, blive udfordret og overrasket.
