Af: Anne Middelboe Christensen

21. oktober 2013

Fabelmageren uden fabel

Shanes balletforestilling har masser af kostumer, men ingen egentlig historie. Og det bliver kedeligt for både børn og voksne. Til gengæld er 'Fabelmageren' alt for uhyggelig til de fire-årige.

Fabelmageren er en smuk titel. Og den fantasibelæssede papirklipskunstner og legebarnsdrømmende multitegner Shane Brox virker da også om nogen som en ’fabelmager’.

Men nej. Shanes første balletforestilling 'Fabelmageren' rummer ikke nogen fabel. Den har ikke nogen egentlig historie – ikke noget plot. Den har en masse flotte scener med skøn og skæg dans. Den har vilde kostumer og flyvende dekorationer til hundredtusindvis af kroner. Den har symbolske kostumer og sjove kostumer og uhyggelige kostumer. Den har endda en bombemaskine, der laver så stor en ildgnist, at tilskuernes øjne er blændede i flere minutter bagefter.

Men en sammenhængende historie, der kan binde løjerne sammen den times tid, som forestillingen varer – det har den ikke.

Eventyrkopi

Nuvel, forestillingen er en eventyrhistorie som alle andre. En Wannerbe-'Nøddeknække'r om et barn, der falder i søvn og drømmer – nu med en mini-Shane som drengehovedperson i stedet for 'Nøddeknækkeren's lille Clara. Shane er til stede overalt, nu bare under navnet Ferdinand Fabelmager. Drengen har sågar fået hans briller!

Shane Brox har haft Esther Lee Wilkinson som sin koreograf, og eftersom hun tidligere har imponeret med sin opfindsomme og morsomme moderne koreografi for både børn og voksne – ikke mindst i 'Det Forsømte Forår' – så lød denne kombination besnærende.

Men ak. Wilkinson har tilsyneladende underlagt sig Det Kongelige Teaters Balletskoles pensum. Hun har i hvert fald skabt klassiske trin, som man også ville kunne se til enhver ’Store Balletskoledag’ – med hvide sneboldebørn med strakte tæer på række og fra-himlen-nedfaldne riddere med pufærmer og ridderspring, alt sammen fuldstændig blottet for forbindelse til børns bevægelser i dag.

Hotdog med bestik

Værst er dog Shanes påfund med at lade de onde forære drengen en hotdog med en baby i. Jo, en livagtig babydukke, som drengen skal spise med kniv og gaffel. (Øh? Hvem spiser ellers hotdog med kniv og gaffel? Eller er det bare et påskud for at lade balletskolens to tyndeste teenagere blive klædt ud i sølvheldragter og spille bestik?). Sidenhen bliver drengen også selv til hotdogmad og lægges i en enorm pølsebrødsholder, nærmest som en grotesk variation af 'Hans og Grete'. Det er langt ude, og det er faktisk overhovedet ikke sjovt.

Med hele 13 forskellige musikværker på lydsiden, er det heller ikke, fordi forestillingen musikalsk virker helstøbt. Det er tværtimod meget mærkeligt, at en børneforestilling, der giver hovedpersonen stribet T-shirt på, vælger musik af Bach og Shostakovitch. Hvilket århundrede lever Det Kongelige Teater mon i?

Kødædende amatører

Så midt i disse ugers heftige debat om professionel scenekunst over for amatørers viser det sig at være ret underordnet, hvorvidt forestillingens medvirkende er voksne eller børn – og professionelle eller ej. For de professionelle, skabende og aldeles voksne kunstnere lykkes ikke med deres kunstneriske udtryk, og derfor ryger de ellers veldansende og hårdtknoklende eliteamatørbørn med i svinget, når de deltager som udøvende kunstnere.

Til trods for at deres professionelle voksne ellers har haft landets største scene og mest udsøgte sceneteknik til rådighed – fra diverse flyvemaskiner til et børneværelse, der sænkes blæret (og dyrt!) ned fra loftet.

Så det samme sørgelige faktum gælder både professionelle og amatører:

Det nytter altså ikke at være den mest veldansende kødædende plante eller mest velspillende spøgelsespølse på en teaterscene, hvis forestillingens handling er elendig. Desuden bliver en plotløs dramaturgi kedsommelig i længden, uanset hvor mange skrækelementer der hældes ind over scenen undervejs.

Så hvad kan man konstatere? At 'Fabelmageren' savner Shanes berømte limpistol. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Tinka i Tivoli
Lion Musicals:
'Tinkas Juleeventyr'
’Tinkas Juleeventyr ’som familie-musical i julemagiske Tivoli leverer varen uden at rokke ved hverken det oprindelige tv-forlæg, forventningerne til genren eller den gode gamle jul.
Et klangfyldt og elskeligt epos
Aalborg Teater:
'Det Magiske Tivoliteater'
Aalborg Teater har med ’Det Magiske Tivoliteater’ begået en sjældent hjertevarm julefamilieforestilling om om empati og glæden ved samværet med andre.
En ærgerlig nitte
Odense Teater:
'Narnia'
’Narnia’ på Odense Teater er dårlig på næsten samtlige parametre – hvor alene en storslået og detaljerig visualitet lever op til et forventeligt kunstnerisk niveau fra en landsdelsscene.
Pinocchio med lyssværd og discodronning
Det Kongelige Teater:
'Pinocchio'
Ingen børn behøver at kede sig til Det Kongelige Teaters udgave af ’Pinocchio’, men der er langt til magien og poesien.
Når farfar skal bo i ens hjerte
Anemonen & Teater Lille Hest:
'Så blev farfar et spøgelse'
Med barnets nysgerrighed og erfaringens nænsomhed bevæger ’Så blev farfar et spøgelse’ sig gennem en poetisk erkendelsesproces, da Esbens farfar en dag er død. Forestillingen kredser om det gådefulde fravær af noget helt nært og besvarer barnets spørgsmål som lette kærtegn mod sensibel hud.
En livsbekræftende dans om døden
Danseteatret NordenFra:
'De døde lykkeligt til deres dages ende'
Med sprælsk humor, filosofiske funderinger og skøn musik fører Danseteatret NordenFra publikum rundt i mange spændende afkroge af udtryk om livets forgængelighed.
Tinka i Tivoli
Lion Musicals:
'Tinkas Juleeventyr'
’Tinkas Juleeventyr ’som familie-musical i julemagiske Tivoli leverer varen uden at rokke ved hverken det oprindelige tv-forlæg, forventningerne til genren eller den gode gamle jul.
Et klangfyldt og elskeligt epos
Aalborg Teater:
'Det Magiske Tivoliteater'
Aalborg Teater har med ’Det Magiske Tivoliteater’ begået en sjældent hjertevarm julefamilieforestilling om om empati og glæden ved samværet med andre.
En ærgerlig nitte
Odense Teater:
'Narnia'
’Narnia’ på Odense Teater er dårlig på næsten samtlige parametre – hvor alene en storslået og detaljerig visualitet lever op til et forventeligt kunstnerisk niveau fra en landsdelsscene.
Pinocchio med lyssværd og discodronning
Det Kongelige Teater:
'Pinocchio'
Ingen børn behøver at kede sig til Det Kongelige Teaters udgave af ’Pinocchio’, men der er langt til magien og poesien.
Når farfar skal bo i ens hjerte
Anemonen & Teater Lille Hest:
'Så blev farfar et spøgelse'
Med barnets nysgerrighed og erfaringens nænsomhed bevæger ’Så blev farfar et spøgelse’ sig gennem en poetisk erkendelsesproces, da Esbens farfar en dag er død. Forestillingen kredser om det gådefulde fravær af noget helt nært og besvarer barnets spørgsmål som lette kærtegn mod sensibel hud.
En livsbekræftende dans om døden
Danseteatret NordenFra:
'De døde lykkeligt til deres dages ende'
Med sprælsk humor, filosofiske funderinger og skøn musik fører Danseteatret NordenFra publikum rundt i mange spændende afkroge af udtryk om livets forgængelighed.