Der er propaganda-teater, og der er teater, som tager stilling. Teatret MÆRKVÆRKs forestilling 'Frontløberne' hører til den sidste slags. De kalder det selv for ”En aktivistisk forestilling – et sidste udkald”.
Målet er ikke at belære det unge publikum om, at de skal tænke og mene og gøre sådan og sådan for at høre til de rigtige og frelste. De skal heller ikke efterligne de to voksne på scenen, der begynder med at undskylde alt det, som de og deres generation har gjort forkert, og som har før til en katastrofal global opvarmning.
Forestillingen prøver med en hårdtslående blanding af faktuelle oplysninger, humor og entusiasme at appellere til de unges hjerne og hjerte, så de får lyst til at engagere sig i kampen for klimaet og blive frontløbere. På det niveau og med det, som de nu magter at bidrage med. At tage ansvar om ikke for hele klima-udviklingen og ikke helt alene, men som dem, der tør gå forrest, når nu politikerne og vi – de voksne – ikke gør det.
Lykkes det så? Både ja og nej. 'Frontløberne' får afgjort sin målgruppe op på dupperne, hvad angår deres forståelse for alvoren i klimaændringerne og lysten til at være klima-aktivist. Der er højlydt jubel og fuld tilstedeværelse, når skuespillerne, den ene klædt i strålende gulddragt, den anden i bronzefarvet jakkesæt, holder brandtaler direkte henvendt til publikum.
Eller endnu bedre, når de bramfrit giver sig til at udpege og kommentere enkelte tilskuere og deres frit opfundne forelskelser. Men hvad teateroplevelsen angår, er det mere tvivlsomt.
Prisværdigt og modigt
I sekvenserne med skuespil kom der hurtigt og helt åbenlyst huller i opmærksomheden især hos en del af drengene. Det er set før. Computerspillende teenagerdrenge kan godt have svært ved at stille ind på teater-kanalen.
Forestillingen er forsøgt skabt så miljømæssig bæredygtig som muligt. Hvilket indebærer en scenografi, der målrettet flyder over med en syndflod af skrammel, og som klart og vittigt anskueliggør det uhyrlige overforbrug i vores del af verden.
Men forestillingen indbyder ikke til nogen større fordybelse i personer eller situationer.
Indholdet i de korte og temmelig hæsblæsende spillede scener virker noget rodet og for skødesløst sat sammen. Det opleves også forvirrende, at det ikke altid står helt klart, om det er privatpersonerne, der taler, eller om det er skuespillerne, der spiller roller.
Teksten og sproget lyder desuden ind i mellem, som om den er skrevet til en langt yngre aldersgruppe. Det forhindrer de dygtige skuespillere Jacob Teglgaard og Anne Gry Henningsen i at folde deres potentiale ud og for alvor få publikums følelser i tale.
Måske er det et bevidst fravalg, fordi man først og fremmest har villet sætte et vaskeægte lærestykke på scenen, der bringer teatret ind i klima-kampen. En forestilling, der som 'Frontløberne' kan åbne de unges øjne for mulighederne for at tage kampen for klimaet i egen hånd.
Det er både prisværdigt og modigt. Derfor fungerer det også fint, at forestillingen følges op med en såkaldt eftersnak med skiftende inviterede gæster. Da Teateravisen var på besøg, var det den internationale klimabevægelse Extinction Rebellion.
