Vi er forvænt med farvestrålende dyrefilm fra hele verden, nærbilleder af fjer og finner, indblik i sære parringsritualer og ordløs kalden over savanner og indlandsis. Vi har med kameraernes hjælp været overalt på kloden. Set det hele. Hvad kan et analogt teater dog bidrage med fra havenes og himlenes fantastiske vidder, som vi ikke allerede er fortrolige med?
Svaret i AniMaNis nye, scenografisk og musikalsk fabulerende forestilling ’Fishtail’ er: Et intimt indblik i havfruernes dybhavsverden; et hjerteskærende indhør i deres sange om ensomhed; en håndholdt fantasi om deres skællede kærlighedsdrømme. Enkelt. Magisk. Og en lille smule svær at finde rundt i.
Her guides man nemlig ikke af David Attenboroughs kyndige forklaringer. Man skal have tillid til sine egne sanser, når man mødes af de musikalske syner, som inviterer indenfor i et skært sanseunivers, på én gang dybt nede på den riflede havbund, hvor sandet er fløjlsblødt, og evighedens klokke synger, og hævet højt, højt over tiden, hvor de store spørgsmål folder vingerne ud og synger ’Hvem er jeg?’, ’Ser du mig?’ og ’Er jeg overhovedet værd at elske?’.
AniMaNi giver os frihed til at dykke ned sammen med havfruerne i drømmen om den oceaniske kærlighed, der med ordfragmenter af Bjørn Rasmussen og dansesætninger af Ida Katinka Fridan Pedersen skaber en anet vision, der er ligeglad med køn og konventioner, trippende fødder og skællede haler. Her er både Gud og Darwin døde. Men poesien lever.
Smerten ved at opgive sig selv
Havfolkets univers kender ethvert barn fra Disney-filmen, som har forenklet og tilsukret H. C. Andersens flertydige fortælling om havfruen, der forelsker sig i en jordisk prins. Da prinsen kun kan elske en kvinde med ben som han selv, opgiver hun sin fiskehale og får et par menneskeben i stedet. Hos Andersen, der ikke som Disney er bange for smerten, betaler hun for trylleriet med sin tunge og går tavst sin tragedie i møde. For prinsen falder for en anden, og havfruen ender som skum på havet.
Eventyret ’Den lille havfrue’ kan bestemt læses som en smuk og romantisk historie om at satse alt på den store kærlighed – og tabe. Men det er også en uhyggelig klarsynet analyse af, at prisen for at blive set og elsket kan være urimelig høj. For havfruen er nødt til at opgive sin hale – og dermed sig selv – for at gøre sig fortjent til prinsens følelser og opmærksomhed.
Det er en chokerende erfaring, som desværre også er velkendt blandt mennesker. På Andersens tid og nu. Også vi oplever kærlighedslængsler, der begrænses af normer og konformitet. Også vi bliver grebet af panik og skriger stumt, når usynlige hænder forhindrer os i at nå vores mål. I et af ’Fishtail’s stærkeste billeder svømmer den lille fingerdukkehavfrue igen og igen imod de usynlige glasvægge i akvariet, som hun fejlagtigt troede var hele verdenshavet. Det går lige ind.
Oprør fra havbunden
I en tid, hvor vi bliver mere og mere opmærksomme på disse kunstigt opsatte glasvægge mellem køn og følelser, er det oplagt for det kunstnerisk grænseoverskridende teater AniMaNi at bruge fortællingen om den lille havfrue til at slå et slag med fiskehalen for den oceaniske kærlighed. For den non-binære væren. Et dukketeatralsk oprør kalder de det selv.
Og sandt er det, at forestillingen i Johan Sarauws nysgerrigt søgende iscenesættelse insisterer på, at vi skal holde fast i os selv og vores egenart og ’fiskehale’. Og at ensomhed og usynlighed ikke er en naturtilstand, vi skal affinde os med. Modstanden kan overvindes, hvis vi tør drømme om himlene og glemme (selv)hadet, selv om vi føler, at vi sidder alene på tonehavets bund, omgivet af duvende tangtyl.
I Victor Nuno Lyses fabulerende scenografi med truende musikalske skygger af Emil Assing Høyer ses dukkeføreren Astrid Kjær Jensen, som snart piler rundt som menneskeprins på afveje, snart er havfruen i livsnød, snart en kæmpefisk, der stiller dumme psykologspørgsmål.
Skuespilleren Troels Kortegaard Ullerup svæver ind og ud af universet, indtil han pludselig tager scenen i total besiddelse som fascinerende undervandsrockstjerne. Og danseren Marcus Alexander Roydes giver de smukkeste smagsprøver på havets skjulte bevægelsesalfabet. Hans rygmuskler danser ekvilibristisk som duvende søanemoner, og længslerne vokser som kniplingskoraler i hans organiske trinsymbiose med Troels Kortegaard Ullerup.
’Fishtail’ er en fin lille forestilling med masser på hjerte og stort kunstnerisk potentiale. Men den ville vinde ved at stole mere på dansen og ved i endnu højere grad at udnytte dukkernes poetiske muligheder (og skrotte det satiriske disney-intermezzo). Samt ved en nænsom dramaturgisk angivelse af retning.
For det er indlysende, at de 13+-årige vil være fascinerede af forestillingens billed- og musikunivers, de usete vil føle sig set, men det er nok et spørgsmål, om ikke de skal lidt hjælp til at orientere sig i det. Dybt deroppe under tilværelsens havoverflade.
