Det bedste ved 'Robin – den hjemløse' er at opleve to af det professionelle danske børneteaters koryfæer udfolde sig på scenen.
Udover det, at vi som publikum altid føler os set og taget med på forestillingens rejse, forstår Finn Rye og Bo Stendell Larsen kunsten at gestalte figurer, så de træder frem for os som virkelige mennesker i kød og blod med følelser, vi tror på.
De to gange 'gråt teaterguld' kan stå helt stille og være til stede i rummet på en fokusgivende måde. De kan løfte et bryn, servere en replik og svinge en kæp af en fægtepind på en måde, så vi gennem undertoner og stemningsbølger mærker, hvad der er på spil.
Alt sammen fint hvad det angår – næsten da, for de to erfarne spillere har nu bedrevet sceneoptræden, som er bedre end her.
Et spil i spillet
Fortællingen er i sig selv en rørende historie om en mand, som har mistet sin elskede kone Ellen i et trafikuheld, og mandens møde med bilisten, som kørte den bil der var skyld i det skæbnesvangre færdselsuheld.
Efter at have mistet Ellen flygter manden ind i en fiktiv verden, hvor han spiller Robin Hood – manden der kæmper mod uretfærdighed.
Han lever som hjemløs. Og da stykket begynder har bilisten, som påkørte mandens kone, levet sammen med ham i en uge – vel at mærke uden at han har haft mulighed for at sige til manden, hvem han er.
Tiden går med at han spiller med på mandens Robin Hood-spil. Givetvis fordi han håber ad den vej at kunne komme ind på livet af manden og få ham til at erkende, at den uretfærdighed, han kæmper imod, ikke er den store menneskeheds uretfærdighed, hvor rige har for meget og fattige for lidt, men den uretfærdighed som er knyttet til hans egen lille familie – til tabet af Ellen.
Tekst med humor og støv
I begyndelsen er det interessant nok at opleve manden leve sig ind i 'Robin Hood'-universet og at se hvordan den anden mand beredvilligt spiller med på spillet. Men efterhånden er det, som om vi bliver for fortrolige med denne Robin Hood-leg.
Vi forstår også ret hurtigt – via de replikker, der bliver sagt og de to mænds reaktioner – hvad der er sket og hvad den tilstødende mands ærinde er.
Stykkets lykkelige finale – hvor manden synes at sige farvel til sit Robin Hood-spil og tillige tilgiver bilisten, der var årsag til hans kones død – griber heller ikke én om hjertet så meget, som der bliver lagt op til.
Det er som om teksten – selvom den både har humor og hjertet på rette sted – har noget støvet over sig. Den virker lidt som fra en anden og forpasset tid.
Publikum drosles ned
Der er også noget i iscenesættelsen, som er medvirkende til, at forestillingen ikke rigtigt fungerer.
Teksten dikterer forløbet. Men i det forløb er der billedligt talt for lidt musik. De forskellige scener – som udfolder sig på den lille vagabond-arena med en indkøbsvogn, et blikspande-komfur og vejarbejder-afspærringspinde – har for ensartet et præg.
Derved opstår en træghed. Det hele går lidt i dvale. En dvale som drosler os som publikum ned.
Vel slår iscenesættelsen små muntre triller, som når Rye og Larsen maler ekkoer i rummet. Vel er der sjov bueskydning. Og vel er der sjove optrin, fx når Rye spiller Lille John eller Lady Marian.
Men jeg sad også meget af tiden og længtes efter mere 'bølgegang' – og at jeg kunne mærke det mørke, som tyngede de to. Fx virkede det ikke helt overbevisende, at Finn Ryes bilist virkelig dybtfølt angrer, at han tog bilen ud den dag, selvom han flere gange siger: 'Jeg skulle aldrig være kørt ud'.
Robin Hood-mandens savn og fiktionsflugt virker mere troværdigt.
