Børn og voksne skal kunne opleve afrikansk teater i Danmark, og det skal være et kulturmøde, hvor scenekunstoplevelsen kan bidrage til forståelse af kulturelle baggrunde og forskelligheder.
Det er planen med et projekt, som ASSITEJ Danmark nu søsætter og som udspringer af den vellykkede internationale platform på Festival 2012 i fjor i Ringsted, hvor temaet ’co-produktioner mellem afrikanske og europæiske lande’ satte gang i sagerne.
Som led i projektet tog jeg derfor i november til teaterfestival i det centralafrikanske land Cameroun.
Det er unægtelig sin sag at arrangere en stor teaterfestival i et land som Cameroun, hvor al form for logistik har hårde vilkår og en særpræget aftalekultur dominerer, mens korruption, fattigdom og kriminalitet har kronede dage.
Alligevel er FATEJ-festivalen, arrangeret af Etoundi Zeyand fra Theatre Du Chocolat fra Cameroun, en af Afrikas største af sin slags med et stort udbud af forestillinger.
Festivalen fra 8. til 16. november 2012 var den niende i rækken og havde et program på i alt 23 forskellige forestillinger.
Jeg så i alt 14 forestillinger, hvilket vil sige, at jeg så samtlige på festivalen, for af forskellige logistiske og bureaukratiske årsager – som udeblevne økonomiske midler, manglede visum, sygdom på spilledagen osv. – lykkedes det ikke at præsentere alle forestillingerne.
Det er min vurdering, at festivalen er et meget ambitiøst projekt at gennemføre i et land som Cameroun. Og måske også for ambitiøst i forhold til, hvad der er praktisk muligt i forhold til inviterede teatre og gæster, og ikke mindst i forhold til økonomi og logistik med publikum. Men alligevel skal festivalens iværksættere have stor ros for at trodse forholdene og klø på og gennemføre en sådan kulturmanifestation. Scenekunsten har bestemt givet en gnist og en lys sprække i mange børnesind!
Transportproblemer
Der var fire spillesteder på festivalen, fordelt rundt omkring i hovedstaden Yaoundé. Kun ét af spillestederne var mørklagt, et andet var indendørs med hævet scene, men med dagslys – og så var der to udendørs spillesteder, som begge var midlertidigt overdækket. Der var specialbyggede – og meget stejle – publikumsopbygninger til de to udendørs spillesteder. Sikkerhedsmæssigt ville opbygningerne aldrig blive godkendt i Danmark, men det er et stærkt signal at sende, at børnepublikummet skal se godt.
Og det kunne virkelig mærkes, hvilken effekt opbygningerne havde, når man sammenlignede med de to andre spillesteder.
Festivalen sloges ligesom landet selv med en mangelfuld infrastruktur, der gør det svært både at transportere personer og teatergrej fra sted til sted.
Festivalen forsøgte at køre os internationale gæster fra sted til sted i en minibus, men det glippede af og til, og så måtte vi forsøge os i taxaer eller efter alenlange ventetider helt opgive at nå frem til et spillested – hvor forestillingen så måske alligevel var aflyst…
Fra seks til en enkelt
Det er stort set umuligt at rejse og transportere scenografi i Cameroun, så festivalens scenografier er simple eller bygget på stedet til formålet, hvilket bl.a. var tilfældet med den sydafrikanske forestilling ’Ogreling’ af Free Voice Production/Yvette Hardie.
De skulle opføre deres forestilling seks gange og havde derfor valgt at få bygget en scenografi på stedet. Men da det viste sig, at deres spillested var udendørs – hvilket ikke er fordrende for deres skyggespilsforestilling (!), blev planen lavet om, så de kun skulle spille fire gange pga. det nye spillesteds andre planer.
Dagen før opførelserne blev de fire så reduceret til to opførelser, og på dagen var der kun buslogistik til at fragte børn til en enkelt opførelse, der var mere end en time forsinket. Dette er blot et lille eksempel på, hvordan aftalekultur og forforståelser ikke altid er helt synkroniseret. Men som Yvette Hardie, forestillingens instruktør og i øvrigt også præsident for International ASSITEJ, udtrykte det:
»Denne gang havde vi dog en scenograf i modsætning til, da vi spillede forestillingen i Rwanda. Dér forsvandt vores scenografi helt, til trods for at den blev sendt et halvt år i forvejen. Den er aldrig blevet fundet igen.«
Finske scenografikurerer
Teknisk er de fleste forestillinger også meget simple. Der er kun det allermest nødvendige lys, hvis noget overhovedet, og meget få forestillinger har en forproduceret lydside. Til gengæld indgår der livemusik og rytmer i rigtige mange af forestillingerne.
Alle, jeg talte med på festivalen, fraråder at anvende cargo eller anden form for transport af scenografi og teknik. Det bliver ofte væk, eller når ikke frem til tiden.
Så man har kun det med sig, som kan bringes med som personlig bagage, normalt 2 x 20 kg pr. person.
Og det tog den finske forestilling, ’Circus Hellium’ med Hurjaruuth Theatre, ganske bogstaveligt: De var repræsenteret med seks personer på festivalen, selvom der blot var én mand på scenen – resten var såkaldte scenografikurérer…
Dansk-ledet workshop
Jeg var ikke den eneste dansker, der deltog i FATEJ-festivalen. Catherine Poher, Reumert-belønnet freelanceinstruktør og iscenesætter hos bl.a. Åben Dans, Gruppe 38 og Det Kgl. Teater m.fl, og Thomas Eisenhardt, kunstnerisk leder og koreograf i Åben Dans, var således ledere af en workshop på festivalen.
Oprindeligt ønskede festivalen, at Åben Dans deltog med en forestilling, men det var ikke muligt, da Åben Dans’ kalender var fuld af andre aktiviteter, og derfor blev det arrangeret således, at Catherine og Thomas lavede en workshop om deres måde at udvikle scenekunst på for det yngste publikum.
Deltagerne til workshoppen var unge afrikanske udvalgte talenter fra hele kontinentet. Og det forlød fra begge workshopledere, at kulturmødet med netop at arbejde sammen, og udvikle på gulvet sammen var et meget rørende møde. Det særlige ved Catherines og Thomas’ arbejdsmåde – i forhold til meget afrikansk dans – er at tage udgangspunkt i kroppen først. Hvad fortæller bevægelserne i min krop? Og hvad opstår, når man lader kroppen udtrykke sig? I modsætning til at have en fortælling tænkt i hovedet først, som man så lader kroppen fortælle.
Det var en udfordring for mange af deltagerne på workshoppen ’blot’ at lade kroppen fortælle, og også at lave noget ’småt’ og knap så ekspressivt.
Workshoppen var første spadestik i et større afrikansk projekt, som ender ud i en co-produktion mellem adskillige afrikanske lande.
To forestillinger til Danmark
Alt i alt var det således en særdeles oplevelsesrig tur! Det er nogle HELT andre forhold, scenekunsten har i Cameroun, men selve det personlige drive for at VILLE scenekunsten, og for at lave noget, som vi mener er vigtigt at vise for børn og unge – ja, det mærkede jeg som noget universelt, uanset kontinent, statsborgerskab og økonomiske forhold.
Den begejstring håber vi at kunne omplante til Danmark i forbindelse med ASSITEJ-projektet.
Vi arbejder nu på at invitere to af festivalens forestillinger til Danmark i forventning om, at de vil kunne fungere godt i mødet med et dansk publikum. Også selvom forestillingerne bliver revet ud af deres kontekst, og det danske børnepublikum normalt ikke har samme fysiske medleven, som er meget rørende at opleve ved det camerounske børn. Her er det bare ét slag på en tromme – så er der klap og fysisk deltagelse.
Lige nu er det planen, at projektet skal afvikles i foråret 2014. Hensigten er at tilrettelægge forløb inden og efter forestillingen, så det hele fremstår tematiseret om Afrika.
Et vigtigt kulturmøde
For at skabe sammenhængskraft og mening udvikles projektet, så der kan arbejdes med workshop og forløb før og/eller efter forestillingerne, så forestillingerne ikke opleves som et isoleret dryp af afrikansk kultur, men derimod en helhedsorienteret oplevelse, hvor der før og efter forestillingerne vil være forløb og arrangementer om afrikansk kultur. Det kunne fx være tromme- og danseworkshop med et af de inviterede teatre, afrikansk madlavning, en fortælling om et liv/oplevelser i Afrika, udstilling af afrikansk etnografi osv. Herunder muligheden for børnene at arbejde med fotoudstilling, præstentere et afrikansk land, osv.
Det er vigtigt, at forestillingen præsenteres for specielt skoleelever inden start. Eleverne skal på en eller anden måde have kendskab til, hvad de skal opleve. Ikke nødvendigvis forestillingens handlingsforløb, men det skal bl.a. fremgå om forestillingen fx. baserer sig på traditionel afrikansk teater, dans, fortælleteater osv – og hvor de medvirkende kommer fra, baggrunden for at lave forestillingen og under hvilke betingelser den er produceret.
Disse to sidste spørgsmål vil også være oplagt at tale om efter forestillingen.
Ideen er at indgå samarbejde med flere af ASSITEJ Danmarks medlemsteatre rundt om i landet, så forestillingerne præsenteres i alle landets fem regioner.
Projektets karakter vil ikke kun være scenekunstfaglig, men også have dimensioner af social-kulturelforståelse og indsigt. Det er håbet, at dette projekt vil åbne øjne, sind og hjerter i et kulturmøde, som sjældent bliver udbudt i Danmark.
Kenneth Gall er administrativ leder af Teater Hund, bestyrelsesmedlem i ASSITEJ Danmark og TIO-udpeget medlem af Teatercentrums bestyrelse
