Forsigtigt træder Søren Bang Jensen ind foran Holbæk Teaters prægtige røde tæppe med en stor bog under armen. Nu skal der fortælles eventyr, og navnlig det om Rødhætte. Men alt går galt – han kommer aldrig i gang – og inden han får sagt Lille Rø…, har den stygge Pulv i Thomas Mørks sleske udgave trukket ham ind i fortællingen om Den sure lilla Møghætte som skal til oldgamle Oldemor med et vognlæs blodpølse.
De tre eventyr
Intet går, som du regner med, i Rune Kiddes univers. (P)ulven går træt af Møghættes mange spørgsmål om tænder og ører og meningen med livet og jager hende ud af sit hus. Jægeren er blevet til en senil skovhugger med motorsav – han skærer sig bogstavelig talt gennem scenografien og kaster til måls med hamre og sugekop. Oldemor er heks og har problemer med A-kassen, og ulven gifter sig med skovhuggeren, som i mellemtiden har savet både blodpølser og Møghætte op til kødfars.
Dermed er eventyret om Møghætte slut, men det er forestillingen ikke. Vi har knapt fået pulv og skovhugger i kanen, før vi er midt i eventyret om Guldlok – Dollie Dyt og de Tre bøvede bamser – og deres blomstrede badebukser, og her bliver den uskyldige fortæller trukket modvilligt ind som den mellemstore bjørn.
Og bjørnene er knapt gået i hi, før vi skal videre og høre og se historien om Klaskepot og den onde stedmor plus de grimme søstre med de endnu grimmere parykker, og den knapt så dansante fortæller i rollen som prinsen. Klaskepot forvandles til et el-orgel klokken tolv – kun plastdækslet er tilbage. 'Søg mit elskede el-orgel!' kommanderer prinsen, og løjerne vil ingen ende tage.
Tak for kaffe!
På svensk hedder det tårta på tårta, på norsk hedder det smør på flæsk. På dansk kunne man måske kalde det lagkage på lagkage, eller at strø sukker på konfekten. I al fald: For meget er for meget, når flere af Rune T. Kiddes eventyr skal proppes ned i samme forestilling. Hver for sig er de crazy og gakkede og fantasifulde, men stuvet sammen som et potpourri, som lapskovs, melange, pærevælling, sammensurium, konglomerat, ragout og pêle-mêle – ja, så bliver det hele præcis lige så oppustet som denne prætentiøse opremsning af ord fra synonymordbogen.
Jeg indrømmer gerne, at det kan være både overraskende og morsomt at følge Kiddes runddans med kendte og ukendte og egne eventyr – når man ikke tager for store mundfulde, – og jeg er ikke bleg for at sige, at Søde Sally Sukkertop ofte har haft min fulde tilslutning, når hun vil sprænge nogen i luften.
Men når jeg ser på helheden i denne eventyrverden, bliver det for meget. Fantasifuldt, javist, men underligt overfladisk – og jeg griber mig i at savne Tom Lehrer og Halfdan Rasmussen.
En smule mere kynisme
Folmer Kristensen er en af mine favoritter. Hans dead-pan-mimik, kombineret med en krop der kan det mest utrolige, minder lidt om Buster Keaton, men han er helt sin egen. I denne forestilling gestalter han alle kvinderollerne, i det ene kostume hæsligere end det andet, og gør virtuose entreer fra snoreloftet. Lilla Møghætte, Dollie Dyt og Klaskepot bliver alle sjove og crazy udgaver af Folmer himself med en dosis af speed.
De mange roller be-og-af-klædes først og fremmest af Gøgleren Gugge og Brian Kristensen. Overfede bedstemødre, livsfarlige skovhuggere, dumme bjørne og grimme stedsøstre – det går stærkt og uden særlig højagtelse for nuancer, endsige originalitet. Men af og til sjovt.
Og den klamme pulv, i Thomas Mørks skikkelse, styrer slagets gang med brugtbilsælger-charme og drevent kropssprog.
Fuzzys musik til de indlagte sange vælter ikke nogen af pinden, men fungerer udmærket, ligesom scenografien er funktionel og giver fuldt op af sortier og entreer. (Hvem har stået for den?)
Kristoffer Møller Hansens iscenesættelse har mange gode ideer og sjove indfald. Problemet er at portionere stoffet ,så man ikke bliver overmæt. Gakket, crazy, overdådigt, respektløst – javist! – men dette blev mig en tand for ivrigt og begejstret. Alt er ikke (lige) sjovt, så det gælder om at sortere i pointerne, så hvert eneste indfald ikke fremstår med samme entusiasme. Kort sagt: En smule mere kynisme fra instruktørens side.
Uforpligtende ironi
Som antydet ovenfor har jeg altid haft et ambivalent forhold til Rune T. Kiddes behandling af de klassiske eventyr – både i Grimmere end Grim og i H.C. Anderledes – og også hans egne Ækle Eventyr. Jeg kan godt lide det herligt respektløse, men jeg oplever også en uforpligtende vrængen ad alt og alle. En fuldstændig distancering og et lige så et fuldstændigt fravær af empati med nogen eller noget som helst – en slags kynisk og skadefro ansvarsfraskrivelse når det bare kører derudad i det total-ironiske spor. Hvor mange børn er med på det spor? Sig hvad du vil om børn, men ironi er ikke deres stærkeste side.
Men det er jo en familieforestilling. Og den skal Holbæk Teater nok få glæde af.
