Der er fuldt knald på fra starten i forestillingen om Martin og hans afvisning – ikke af Gud, men af selve livet. Han kommer voldsomt pustende farende ind i kirken uden rigtig at vide, hvor han er. Om han nogensinde forstår det, kan man have sine tvivl om. Til gengæld bliver man som publikum hurtig overbevist om, at genreblandingen med skuespil og opera fungerer supergodt.
Sammen med det fint integrerede slagstøj og iscenesættelsen brug af rummet bliver forestillingen en tæt sammenhængende om end lidt hæsblæsende helhed.
Bort set fra navnet ligger koblingen til Martin Luther ikke lige for. Mange danske unge kender ikke til reformationen og ved ikke, hvem Luther er. Desuden havde den voksne munk og professor for 500 år siden helt andre bevæggrunde til sit oprør mod pavemagten end den aggressive, fortabte danske teenager.
Han er derimod sørgeligt genkendelig og troværdig som et fortvivlet og ensomt råb om hjælp i sin pinefulde søgen efter en vej i livet. Men også ud af en håbløs situation, han tror at have bragt sig i.
For hvad gør man, når man er i knibe, og det naturlige fundament – en mor og en far – ikke findes, og tilsyneladende længe har været fraværende. Martin er tydeligvis ikke født med en sølvske i munden eller den ballast en kærlig opvækst giver.
Mobilen giver ingen svar. Det gør den afdøde mor heller ikke, og med en dundertale fra prædikestolen leveret af Ingeborg Fangel Moes eksotiske, stort syngende engel, får han blot tidens populære floskler smidt i hovedet. Vær fri, vær unik og positiv – vær alt det, som Martin netop ikke er.
I sikre hænder
Ingeborg Fangel Moe spiller også en sød og sjov og kontant Irina, som bare vil have fikset sin knallert, men bliver kæreste med Martin. Indtil hans flammende, men grundløse jalousi sætter brand i ham selv og det hus, hvor Irina bor. En duet med hendes velskolede stemme og hans rå vokal er et musikalsk scoop i en forestilling, hvor musikken originalt og virkningsfuldt ellers udelukkende er for slagtøj og i sikre hænder hos Mathias Reumert.
Det er Martin med det skadede barns sprog og kropssprog også hos Thomas Nielsen. Hans uforfærdede tilgang til rollen lader den totalt følelseshæmmede Martins indre angst og sårbarhed slå ud i kropslig uro og hedeture. Han stønner, vrider sig og flår tøjet med de lange guldfrynser af. Til sidst er kun underbukserne tilbage på den tætte stærke krop lige som lændeklædet på Jesus-figuren over altret.
”Hvad glor du på”? skråler Martin, der helt klart er på flugt. Fra hvad, bliver man bekymret for, når det viser sig, at han selv tror, at det er et mord.
Så galt går det heldigvis ikke. Tværtimod får historien en lykkelig slutning. Martin forlanger retfærdighed – for hvad er lidt uklart – og så er Gud i øvrigt en fucking sadist. Men det går alligevel den rigtige vej derinde i kirken.
”Tilgiv dig selv ved at tænke på andre”, siger englen og skaber håb for Martins fortabte sjæl. Det er også temaet i slutsangen, der er en fællessang. Den handler om at være noget for nogen, og lyder lige lovlig frelst, selv om man er i en kirke.
'Martins oprør' kan sikkert udfordre nogens opfattelse af, hvad et kirkerum kan tåle, hvis man kun forbinder det med fred og stilhed. Store kor og klingende kammermusik går måske an. Men en ung desperado i underbukser, der farer rasende rundt og råber og skriger – også op til Jesus på korset – det er straks noget helt andet.
Hverken form eller indhold er for småbørn. Men en flok teenagere, der kunne ligne kommende konfirmander, lod til at føle sig godt underholdt. Det forstår man godt.
