Det rumler faretruende i mørket. Men når lille tætte – ikke tykke – Petter og lange tynde Samuel dukker op i spotlightet, bliver man straks overbevist om, at her er ingen fare på færde.
De to jonglører med meget mere er et mesterligt makkerpar, der manøvrerer lige sikkert og målrettet med spande og skovle og filosofiske dybsindigheder om huller. Det er – selvfølgelig – ikke tilfældigt, at forestillingen hedder 'W/hole', og Petter og Samuel går seriøst til værks.
Ingen huller er for små eller store, for besværlige eller farlige til at tiltrække deres nysgerrighed og med ustyrlig energi og rørende komik drage publikum med ind i deres fascinerende verden.
'Der er et huuul midt i spanden', sang en anden stor komiker Dirch Passer, og her bliver både hul og spande flere og flere undervejs, og det bliver sjovere og sjovere at se på. Samtidig med, at de to medvirkende er fremragende til ordløst at kommunikere med publikum og hinanden.
Petter og Samuel danser ikke, men de har en dejlig dansende lethed i kroppen og i alle deres vilde bevægelser, som er imponerende veltimede og fortællende. De giver sig heller ikke af med at jonglere med klassiske bolde og køller. Her er der anderledes smæk for skillingerne, når de balancerer rundt med store tunge skovle og flyvende sand. Selv om det er lidt af en flot planlagt showstopper, når den ene pludselig står på den andens skovlblad.
Gravalvorlig komik
Men først viser en film, hvordan verdens dybeste hul bliver boret. Det begynder i Murmansk på Kola-halvøen tilbage i 1970, og til storslået sang fra et russisk mandskor tælles der meter for meter for vores undrende øjne. Boringen stopper i 1992 ved 12.262 meter, men naturligvis tiltrækker resultatet et par hul-nørder som Samuel og Petter. De vil til Murmansk.
Længe tror man, at de vil grave et meget langt hul, en tunnel, til Kolahalvøen, for skjult bag en træplade graver de løs. Men nej. Makkerparret indleder opbygningen af en formidabel trækonstruktion, der med en del skønne afbrydelser stort set varer resten af forestillingen, og som viser Rapis Eyes berøringsflade med det fabelagtige svenske Cirkus Cirkör. Arbejdet foregår sindrigt og med dyb koncentration. Det er seriøst, det her, signalerer de med komisk gravalvorlige ansigter.
Mon den meget store konstruktion skal bruges til en eller anden form for skrupskør befordring til Murmansk? Helt forkert. Resultatet af de fælles anstrengelse bliver til et borestativ med et dejligt langt bræt, hvor de kan sidde side om side og til sidst sænke sig ned og forsvinde i russernes dybe borehul. Eller er det – gys – et af universets største mysterier, de sorte altopslugende huller, der nu skal udforskes? Hvem ved.
Sådan sluttes ringen – og 'W/hole'- i 2019 med en scene, der fornemt forener forestillingens store spektakulære og visuelle kvaliteter med oplevelsen af to nycirkusteaterartister i særklasse. Deres originalitet, humor og kropslige udfoldelser er stærkt anbefalelsesværdige og kan hamle op med det meste, der kan ses på en skærm.
