Hvordan bliver børn til publikum i skolen, når teater kommer på besøg? Igennem skoleåret 2018/2019 har jeg på to forskellige skoler været i en 0. klasse, en 4. klasse og i en 7. klasse. Vi har set seks teater- og danseforestillinger sammen, og der har været afholdt workshops efterfølgende, som har været udviklet til formålet.
I min afhandling har jeg valgt at stille mig solidarisk med børnene ved at kigge dem over skulderen og stille dem i forgrunden. Jeg har valgt ikke at forske i børn, men medbørn, med børn som med-forskere.
Teater for børn og unge er teater, der i særlig grad henvender sig til børn og unge, men ofte styres alt omkring teaterforestillinger af voksne; indholdet, udtrykket, hvornår og hvor teatret kommer på besøg.
Jeg har ønsket at få nye indsigter ved at invitere netop børn med i videns-produktionen. Ambitionen har været den, at de deltagende børn kan være med til at udfolde og udfordre det kendte og overskride, forstyrre og forhandle de forståelser, vi har af børn som publikum.
Det ”Vi”, jeg har ønsket at udfordre, er først og fremmest mig selv, miljøet omkring (scene-) kunst for børn og unge – mine kolleger på Teatercentrum, teatrene med skuespillere, instruktører, teknikere, scenografer, administratorer, kunstneriske ledere, opkøbere- og rammesættere af scenekunst for børn og unge, det være sig kulturkonsulenter, bibliotekarer, lærere og pædagoger.
Forstyrrelse af definitionsmagten
Når børn inviteres til at være med-forskere, er det også et udtryk for en forstyrrelse af, hvem der har adgang til positionen som forsker. Det er en måde at forstyrre definitionsmagten på og hvem der har retten til at mene, forske og skabe viden om verden.
Jeg har fundet inspiration i Sara Ahmeds Killjoy-manifest: ”…et manifest rundt om en figur, en Killjoy eller en aktivitet, det at dræbe den gode stemning?” (Ahmed, 2018, p. 9). Det er nok på sin plads at skrive et par ord om, hvad det er for gode stemninger, jeg gerne vil dræbe?
Det er de stemninger, der knytter sig til at vide bedre om børn, ikke at tage dem alvorligt på samme vis som andre samarbejdspartnere. Det kan udmønte sig i, at voksne – alene i kraft at deres position som voksne – ved bedst. Fx om en teaterforestilling er god eller ej eller ved at voksne har lov til at drikke kaffe, når de vil, mens børn må vente med at drikke vand til der er pause – eller når jeg selv som workshop-facilitator overhører børns invitationer til at tænke over, at noget kunne være anderledes, eller når nogen alene i kraft af deres position som voksen kan udtale sig om, hvordan et barn føler eller tænker.
Det må ophøre. Killjoy-manifestet har inspireret mig til at opstille principper for mit arbejde med børn for at fastholde mod og være villig til at stille mig selv til rådighed i relationen til de børn, jeg arbejder sammen med.
Mit manifest
1 # jeg er villig til at forstyrre kategorierne børn/voksne
Kategorier som børn og voksne er ikke neutrale! De skaber muligheder, begrænsninger og positioner. Børn som medforskere bidrager til at skabe viden, som kan genskabe eller udfordre ”selvfølgeligheder”. Jeg er villig til at forstyrre kategorierne børn og voksne ved aktivt at udfordre dem. Ved at overskride og lege med dem. Dermed ønsker jeg at vise, hvordan kategorier kan opløses, forhandles og genforhandles i konstante tilblivelser mellem personer, ting, tider, rum, handlinger og sociale normer. Således er jeg også 6 år, 12, år og 52 år.
2 # jeg er villig til at privilegere børn som part
Den mest effektive magtudøvelse iværksættes ikke igennem undertrykkelse. Den iværksættes igennem magt over definitionerne. På den måde har jeg som forsker et dobbelt magtovertag, eftersom jeg både er den voksne og specialist! Jeg har magt over udformningen af definitioner af, hvem der er, eller ikke er børn, og hvad det omfatter. Jeg er villig til at privilegere børn ved ikke at overtage deres fortællinger. Men jeg ved at respondere på deres udsagn og udtryk, søge at bringe nyt liv, nye tanker. Velvidende at dette er et paradoks at gøre børn til med-forskere og ikke (re)præsentere deres viden, men at respondere på den.
At privilegere børn, det er at stille mig solidarisk med dem i den forstand at lade børn stå frem og gøre dem til forgrund i sammenhænge, hvor deres meninger og oplevelser ellers kunne være baggrund eller gøres til genstand for en langt større sag, nemlig den indbyggede logik, at noget er mere rigtigt end noget andet. Det er et opgør med den bedrevidende position.
3 # jeg er villig til at lytte til børn
Børn træder frem som kategori, fordi jeg kigger efter den, lytter til den, og fordi jeg skaber en forskel mellem børn og voksne. Ved at have et fokus på og lytte efter, at lade mig berøre, at lede efter tilblivelser af børn (også i mig selv) er det en invitation til at starte, der hvor analysen ofte ender; I det vi bliver til. Jeg er villig til at lytte, til at være mobil og bevægelig, at lade mig genskabe og påvirke.
Jeg er villig til at møde børn som mangetydige, flerstemmige og ikke skabe legitimitet for børn som et udtryk eller én stemme. Det betyder også at lytte til mere end børns stemmer, at lytte til kroppe, orienteringer i rum, stemninger, tegninger, tavshed og modstande mod, sociale og materielle relationer – velvindende, at jeg selv er en del af alt dette.
4 # jeg er villig til at være en anderledes-voksen
En anderledes voksen håndhæver ikke reglerne i rummet, men takker nej til de privilegier, der knytter sig til at være voksen. En der gør det samme som børn, sætter sig samme sted, følger de regler, der gælder børn, takker ja til de invitationer, som børn udstikker. Ja til at lege, ja til at blive lidt længere, ja til at holde pause, ja, til at gøre sig umage. Jeg er villig til at indtage en position som en anderledes-voksen, en voksen, der ikke gør det, der er forventet af en voksen. Dette gør jeg ikke for at underkende de privilegier og den magt, der knytter sig til kategorien voksen, men for at undersøge magt og undersøge, hvordan kategorierne børn og voksne bliver til, og hvordan de er virksomme i konkrete kontekster. Jeg er også villig til at sige det højt, når ikke jeg lykkes, og når jeg fejler med at være en anderledes voksen.
5 # Jeg er villig til at se børns udtryk som en del af et fællesskab sammen med mig
I stedet for at se børns udtryk som deres alene, individuelle spejl af deres verden 1:1, så forstår jeg, at de – som jeg – er tilblivelser i relationer med steder, tider, mennesker og ikke-mennesker, med mig og dig som læser dette lige nu. Det handler ikke om at gøre det enkelte barn mere fragmenteret, men at lede efter forbundetheder. Forbundetheder – som skaber tilblivelser – og hvor mit forskerblik er åbent for at undersøge forbundetheder i det, der fremstår som det særlige og det forskellige. Det der skaber børn, voksne, publikum.
6 # Jeg er villig til at lade det modsætningsfyldte, det ukomplette og det uforståelige stå frem
Udtryk kan være skiftende, udisciplinerede, mangetydige, uklare, usikre, ikke-analytiske. Det modsætningsfyldte omdannes ofte til forståelige, klare og formidlingsbare udtryk, også når de ikke er det. Jeg er villig til at lade det modsætningsfyldte, det ukomplette og det uforståelige stå frem når jeg møder det, for at fastholde pointen om, at udtryk ofte er ufærdige, åbne og modsætningsfyldte, og at de trækker på det komplekse og modsætningsfyldte. Sandheden ser anderledes ud i en anden sammenhæng. Derfor er jeg villig til at lede efter metoder og fremstillingsformer, der kan rumme det komplekse og det mangefacetterede. Så udsagn og udtryk ikke udglattes og gøres entydige, men kan fremstå modsætningsfyldte og ukomplette. God fornøjelse. God fordøjelse.
Til inspiration
Et manifest er en hensigtserklæring, en tilkendegivelse af et individs, en gruppes eller en organisations holdninger og mål. Det er at skabe uorden i fortællinger om verden og at synliggøre nye fortællinger om verden. Manifester gennemspiller ofte det, de opfordrer til på overraskende måder. De udstiller volden ved en bestemt orden. Et manifest skaber ikke bare forstyrrelse, det har som erklæret mål at skabe denne forstyrrelse. At lægge noget for dagen (Ahmed, 2018).
Måske kan man finde inspiration i mit manifest # 1-6 principper for at arbejde med børn som med-forskere når der skal udvikles en forestilling? Laves anmeldelser? Eller når der skal forskes i …? Værsgo.
’At lytte med børn’ er den metodebog som jeg er ved at skrive, med afsæt i afhandlingen ”At lytte til børn, børns publikumstilblivelser i skole, når teatret kommer forbi”. Der præsenteres nogle af de workshops har jeg arbejdet med med-forskerne i.
Metodebogen bliver tilgængelig på Teatercentrums hjemmeside og er en del af Teatercentrums bevægelse, der handler om at sætte børn og unge i forgrunden, når scenekunst for børn og unge formidles.
