Et cirkelrundt mørkerødt gulvtæppe og en lille taburet-stige med tre trin er de få remedier, som er i Nonny Sands fortælleteaterunivers. Nå, ja –der er også en bestemt ikke uvæsentlig kappe og en krone.
Kappen bliver bundet sammen som en lille bylt brugt til at illudere en baby i svøb, som bliver fundet på et skib uden anden besætning, og senere som det slag Kong Skjold svinger rundt om skuldrene.
Kronen kommer først til syne hen imod stykkets slutning, når Sand folder den ud og sætter den på sit hoved som Dronning Alvilda krone. Indtil da har kronen taget sig ud som et guldtråds hæklet armbånd som har siddet på Sands håndled.
Gulvtæppet på nok en 1,5-2 meter i diameter er det lille område, hvor fortællingen finder sted. Og taburetten bliver brugt som både udkigspost, skibsræling og farlig bjørn. Resten er imagination. De billeder som dukker op, mens Sand fortæller.
Ud med intro-fakta
Med en ganske udmærket artikulation og med livfuldhed i kroppen fører Sand os tilbage i tiden – helt tilbage til dengang danskerne troede på Odin.
Indledningsvist med det identifikationsgreb at betro os, at den historie, vi nu skal høre, er én, hun er blevet fortalt af sin mor, som kaldte hende Vilda efter Danmarks første dronning Alvilda med de ravbrune øjne.
Efter en lidt unødvendig, omstændelig fakta-intro om overlevering ruller Sand langt bagud i tid. Til dengang man kunne dø af influenza, dengang der ingen love og intet politi var, dengang alle var sultne og dengang Danmark hverken havde en konge eller en dronning.
Det er det sidste, hun vil fortælle om, og herefter begynder fortællingen at få mere liv.
Bjørnekamp
Hvorfor så det? Fordi det er en fortælling om et lille efterladt barn, som bliver fundet på et strandet skib. Fordi drengen, som vokser op, er en kløgtig fyr, som jo før jo bedre vil gå på jagt. Fordi drengen på en jagt forvilder sig ud på et afsides spor og nær bliver tilintetgjort af en kæmpe bjørn. Og fordi drengen, som bliver udnævnt til konge og bliver forbillede for alle drengebørn, går i tvekamp med en tysk høvding for at vinde den pige, som ender med at blive Danmarks dronning. En dronning, som lader kongen vinde – for som Sand siger med en noget pludselig sammenligningskommentar: 'Det er lige som når min mor lader far vinde i badminton'.
Der sker ting og sager i 'Kong Skjolds Bælte' – ind imellem bedrifter som børn kan identificere sig med og finde elementært spændende. Men samtidig kan man spørge sig selv om stykkets relevans: Hvad skal børn af i dag på 9 til 11 år bruge en fortælling om Danmarks første konge og dronning til, når der trods alt ikke er flere ingredienser i fortællingen end som så?
