Siden Cirkeline i 1957 blev skabt som tegnefilmsfigur af Hanne Hastrup og senere kom i bogform og som spillefilm, har hun været en elsket og karakteristisk figur med sit strittende sort hår, og en rød sortprikket kjole.
Og den genkendelighed har Teater Next selvfølgelig taget med i dramatiseringen af 'Cirkelines Fødselsdag' på Zangenbergs Teater.
Tændstikæsken, tape og en feststemt mus
Fra start bliver opmærksomheden draget af de overdimensionerede skrivebordsredskaber spredt ud over scenen, som mange vil genkende fra tegnefilmene – blyanter, pensler og sågar et stykke tape, lidt genialt skabt af en stor strimmel gennemsigtig plast, der senere giver anledning til en fin lille klister koreografi.
Og selvfølgelig tændstikæsken, hvor Cirkeline i form af Marie Tourell Søderberg ligger og sover så sødt. Det skal dog ikke vare længe, for snart dukker hendes gode ven, musen Frederik op, spillet af en godt maskeret Christian Bergman. Med en kæmpe blomst, som han vil vække hende med. Det er jo hendes fødselsdag.
Cirkelines overraskede udbrud, da hun vågner, bevirker lidt gråd og utryghed blandt de yngste på de forreste tilskuerrækker, der dog fordufter, før det breder sig. Så NU skal der fejres fødselsdag, laves sjov og spises kage synes Frederik.
Cirkeline mener dog, at der først skal ryddes op. Så oprydning bliver det. Dog ikke uden af Bergman med museglimt i øjet, samtidig får sunget en sang; om sig selv. Klassiske kønsroller fristes man lidt til at sige.
Kagen, haven og en slesk kat
Snart viser det sig dog, at kagen er væk – og ligeledes Ingolf, den anden og mindste mus, med den meget store appetit. Mon ikke de to bortkomne har noget med hinanden at gøre – og mon ikke både bagværk og Ingolf findes et sted ude i haven?
Det er i hvert tilfælde værd at undersøge, beslutter Cirkeline og Frederik. De ternede gardiner, der hidtil har indikeret rammen om et vindue, trækkes til side, så den storblomstrede scenografi nu rigtig kan ses. En fin og funktionel overgang til at være udenfor.
I haven bor bien Ib og Tusindbenet, som vi møde flere gange i løbet af resten af forestillingen. To hånddukker, der foruden at give gode råd til Cirkeline og Frederik også fungerer som en slags alvidende fortællere, når de opsummerer, hvad der er sket.
Samtidig giver de små insektsekvenser, med lidt ujævn dramaturgisk relevans, tid til at Søderberg og Bergman kan skifte til hhv. Ingolf og Katten, forestillingens to andre ”menneskelige” karakterer.
Ingolf er ganske rigtigt ude i haven. Men endnu ikke fundet. Med sig har han den store, flotte lagkage. Og tilsvarende store kvaler over, hvorvidt han; ”måske lige skulle smage, bare et lille stykke”.
Publikum, store som små, er dog helt klare i deres dom i den sag, det må han ikke! Snart er det dog Ingolf, der er i fare for at blive smagt på, for Katten dukker op. Listig som den er, forsøger den at lokke ham med hjem, for han skal da ikke sidde der helt alene.
Det lykkes dog hverken katten at få Ingolf eller kagen med hjem. I stedet støder den på Cirkeline, der med ganske store bogstaver forklarer, at den har vær så god at gå lige hjem og lade hendes mussevenner i fred. Så let går det dog ikke. For Ingolf er blevet i haven og har spist hele kagen og katten går ikke lige hjem – deres veje krydses igen, og nu er gode råd dyre for Ingolf.
Nissen i haven, mus og måner
Men – så kommer forestillingens sidste dukkekarakter Nisse som en anden Deus ex machina på banen. Den kan både trylle Ingolf hjem, katten om til en pelsplet og senere men måske vigtigst af alt, kan den trylle en helt ny fødselsdagskage frem. Belejligt, men også en lidt let og lidt hurtig løsning.
Fødselsdagsfest bliver der dog, med fællessang og tid til at hilse på både Cirkeline og Frederik på vej ud af teatersalen.
Igennem hele forestillingen er der en god fremdrift i fortællingen om den forsvundne kage og den forsvundne Ingolf, og de musikalske indslag er vel fremførte og godt distribueret. I en lille og mørk sal som Zangenbergs havde lidt mere salslys måske været godt givet ud, da spillernes begejstrede eller forskrækkede udbrud godt kan virke meget voldsomme ude i mørket blandt publikum.
Forestillingen integrerer flere velkendte elementer fra de elskede film, eks. Ostemånen og historien om Klodsmus, nogle mere velplacerede end andre, alle går dog rent ind hos målgruppen. Særligt den afsluttende fødselsdagssang for Cirkeline vækker stor begejstring.
Masker, sød musik og en pligtopfyldende pige
Musemaskerne, der umiddelbart gør spillerne lidt uhyggelige, fordi de skjuler så meget af ansigtet, er nok et spørgsmål om stilmæssig præference. Flotte er de, og at de får Søderberg og Bergman til at ligne hhv. Frederik og Ingolf kan der ikke herske tvivl om.
Søderbergs balancerede udtryk af sødme og finurlighed gør en skøn og troværdig Cirkeline og en meget kær Ingolf, mens Bergmans sans for det frække og fjollede sparker godt liv i Frederik, og skaber en ret så slesk kat.
At Cirkelines univers er bygget op omkring en nærmest moderlig lille pige, der holder af orden, og drager omsorg for sine legesyge muse(drenge)venner, og sørge for at pligter kommer før fornøjelse, selv på sin egen fødselsdag, siger måske mest af alt noget om den verden vi lever i, og den tid de originale historier er skrevet i.