Hvor skønt at en fødselsdag kan tage sig så smukt ud. I løbet af bare en lille halv time folder performeren Gertrud Exner og musikeren Christian Hougaard et rum ud, som er et helt lille kunstværk.
Det er ikke for ingenting, at teatret bag ‘ANNO ANNI’ hedder Teater Blik. For forestillingen, som snarere er en beboet installation, er guf for øret – og navnlig for øjet.
Det er en bedrift at nå frem til et rum, hvor der brænder papirudklipsstearinlys en masse på alle de snoretræk, som kort tid før bare var tomme lige linjer i luften.
Og fødselsdagskagen? Ja, den svæver i midten som en skulptur, der både ser smuk ud og giver lyde fra sig. Den hænger midt på den langstrakte scene, hvor publikum sidder på hver side og ser på sceneriet og hinanden. En kunstgjort hindbærlagkage dekoreret med røde papirroser og med alle kageingrediensernes origami-emballager stikkende op af den lysegrønne skål.
Knitrende silkepapir
Langs begge sider af snoretrækket sætter Gertrud Exner små foldede fugle i bløde bevægelser. Hun viser os med knitrende silkepapirs-lyde sin yndlings dug og den hun bruger mest, når der kommer gæster. Hun klipper et gækkebrev og holder det op i luften. Hun spænder med små klemmer et stykke papir foran sig som et forklæde. Hun ryster sukkerdåsen og hælder imaginære ingredienser i kageskålen. Christian Hougaard blæser serpentiner ud over herlighederne. En lille kedel giver lyd og letter på låget. Kopper på snoretrækket sættes til at klirre. Og udover at spille på kendte musikinstrumenter skaber de to performere lyde på glas, med grydeskeer og andet grej.
Ting ser anderledes ud og bliver brugt på nye måder i ‘ANNO ANNI’. Billeder og lyde supplerer hinanden på fine måder. Vi hører fx lyden af stearinlys, som bliver tændt, æg som bliver slået ud og sukker som med raslende lyde blandes i kagedejen. Og Gertrud gør sig klar til fest ved at rede sit hår og se sig i spejlet.
Alle lyde bliver mikrofonforstærkede. Og de bliver suppleret med små rimende ord guirlander om kagemænd og svesketrifli med makroner, m.m. Og med en kort historie, hvor Gertrud fortæller, at hun er 38 år, men i virkeligheden kun 9 år ligesom sin datter. Hun fylder nemlig år den 29. februar, som kun findes i kalenderen hvert fjerde år.
Hægtes af
Indledningsvis går Gertrud Exner rundt og samler navne sammen. Hun spørger publikum: ‘Hvad hedder du?’ og gentager folks svar, mens hun rykker en flig af sit frynsede silkepapirbælte og putter navnetrævlen ned i sin kjolelomme, som hun giver et lille klem.
Publikum skal føle sig som en del af forestillingen. Men desværre fungerer det ikke rigtigt, fordi kontakten virker mere, som om den er til for formens end for indholdets skyld. Og akkurat det, at formen slipper grebet om indholdet ,er forestillingens store problem. Når kagebageriet går i gang bliver de flotte æsker som skal forestille at rumme mel, sukker m.m. til abstrakte hylstre frem for ingredienser vi kan forholde os til og forbinde noget følelsesmæssigt med.
I sin iver efter at udfolde et smukt og anderledes rum mister den kompetente duo desværre kontakten til publikum. Også fordi forestillingen undervejs og alt for tit lander i momenter hvor udtrykket hænger i en ‘tidslomme’, hvor man i stedet for at kunne nyde udtrykket bliver frustreret og forvirret over ikke at kunne hæfte det nok så smukke billede og lydunivers til noget i virkeligheden som har relevans og betydning. Fx alt det der er forbundet med at fejre fødselsdag.
Den sidste af de fire stjerner skyldes derfor udelukkende, at Gertrud Exner så vedholdende og talentfuldt udfordrer og eksperimenterer med teatergenren for en målgruppe helt ned til 1,5 år.
